Mors køleskab
Hvordan brugte min mor et besynderligt, gult køleskab til at undervise os? Ved at lade det vise os, hvad der er vigtigst i livet.
Jeg kan ikke huske at have set min far græde under mors begravelse eller på noget tidspunkt i løbet af mors sidste få dage. Han syntes at være den, der sørgede for at trøste alle andre. Men en aften efter begravelsen så jeg min far græde foran vores gamle køleskab, mens han kiggede på alt det, som mor havde hængt op på det. Køleskabet var dækket af minder fra min mors liv.
Da mine forældre blev gift, købte de køleskabet brugt. Min mor besluttede sig for at male det i en sær gul farve, som jeg aldrig har set på noget andet køleskab. (Hun endte med også at male gulvet, nogle af de øvrige møbler og en kjole). Men vi så faktisk kun den sære gule farve, når køleskabet gik i stykker og skulle have indsat en ny reservedel, så mor var nødt til at fjerne alt det, der hang på det.
Dets farve var skjult, fordi mor dækkede det med alle mulige ting: En sjov tegneserie fra avisen, et kendt ordsprog, et billede af min far, skriftsteder, der skulle læres udenad, et renserimærke, en reklame for et eller andet produkt, et brev, der skulle besvares, en opskrift, en indkøbsseddel, menighedens telefonliste og sågar vore karakterbøger. Da vi blev ældre, satte hun lister med ugentlige opgaver, kalendere og beskeder til familien op på det. Vi havde ikke nogen tavle eller opslagstavle, så vore forældre satte også evangeliske billeder op på køleskabet.
I februar måned satte min mor et stort hjerte med alle vore navne på op på køleskabet; i marts var det hendes bryllupsbillede og en liste over gaveønsker til hendes fødselsdag. Juni viede hun til far, fordi han havde fødselsdag i den måned – hun gjorde det samme i de måneder, hvor vi andre havde fødselsdag. I september blev der hængt et mexicansk flag op. I november, den måned, hvor mine forældre mindedes deres forfædre, hængte mor billede af deres kære op, så de fik lejlighed til at tale om dem. I december var det en lille julekrybbe, som hun selv havde syet.
Hver gang en af os tog på mission, satte mor et missionærfoto op på køleskabet, og det blev ikke taget ned, før vi var vendt hjem igen. Da mors eneste bror døde, hængte hun et billede af hende og ham op, og det blev aldrig taget ned. Hun nævnte det aldrig, men når man så hende stå og kigge eftertænksomt på det billede, vidste vi, hvor meget hendes bror betød for hende.
Sammen forenede køleskabet og min mor familien.
I dag står der i mit eget hjem et køleskab, der, skønt det er nyt og ikke har en sær guld farve, er ved at lære, at det skal forene og undervise min familie. Det gamle foto af mine forældres bryllup, et andet af min tante samt mine børns uformelige kunstværker hænger der. Og når jeg ser det, tænker jeg på min mor og takker hende, fordi hun lærte mig at forstå, hvordan et køleskab kan tjene os på andre måder, end bare ved at holde maden kold.