Sød er den fred, som templet skænker

Medlemmer fortæller om den fred, de har oplevet under tempeltjeneste.

Glæden ved et tempelægteskab

Lige siden vi var små, har vi begge haft et stærkt ønske om at blive gift i templet. Vi havde forberedt os og holdt os værdige til at træde ind i templet en dag. Da vi besluttede os for at blive gift, modtog vi en stor velsignelse: Et andet par gjorde det muligt for os at rejse til templet i Hongkong i Kina, som ligger langt fra vores hjem i Indonesien, og vi blev beseglet der den 17. februar 2004.

Vi følte stor glæde, da vi knælede ved alteret og fik vished om, at vores kærlighed var evig, og at vi kunne være et par for tid og al evighed. Vi er taknemlige for, at vi fik lov til at opleve templets velsignelser. Vi er taknemlige for, at vi kan blive døbt for vore forfædre og gøre det muligt for dem at modtage begavelsen og blive beseglet som evige familier. Der findes ingen anden lykke, som kan overgå glæden ved at udføre tempelordinancer.

Edi og Lisa Rochadi, Indonesien

Langt fra verden

Da jeg boede i Argentina, rejste jeg to gange til templet i Buenos Aires – en gang for at modtage min egen begavelse, og en gang for at udføre ordinancer for de afdøde. Ord kan ikke beskrive det, jeg føler, når jeg er i templet. Men jeg kan fortælle jer, at jeg føler mig langt væk fra verden, og jeg glæder mig ved tanken om at komme tilbage til templet. Jeg kan bære vidnesbyrd om Helligåndens ledsagelse, kærlighed og trøst. Jeg ved helt sikkert, at vor himmelske Fader har vist mig og mine brødre og søstre kærlighed ved at give os evangeliet og profeterne.

Norma Rodriguez, Israel

Vidunderlige velsignelser

Mens jeg og min mand og vore to små drenge boede i San Diego i Californien, havde jeg heldigvis mulighed for at besøge templet hver uge. Engang, hvor jeg deltog i tempelordinancerne på vegne af en afdød søster, føltes det, som om jeg oplevede tempelordinancerne for første gang. Jeg sad med åbne øjne og slugte alt det, som jeg lærte. Min sjæl tørstede virkelig efter alt det, der blev forkyndt. Det var vidunderligt at tænke på de velsignelser, som blev lovet denne søster og hendes efterkommere gennem tempelordinancen. Den følelse af glæde og taknemlighed er næsten umulig at beskrive. Jeg græd helt åbenlyst. Jeg havde lyst til at råbe af glæde og give alle, som jeg mødte, et kram.

Da jeg vendte tilbage til omklædningsrummet, omfavnede jeg en forbavset tempeltjener og fortalte hende om mine følelser. Jeg var overrasket over, hvor bogstaveligt jeg havde været et redskab til at bringe evige sandheder til en, der var gået bort.

Ritva Hokkanen, Finland

Mirakler i templet

I august 2002 kom præsident Gordon B. Hinckley helt uventet til New York City og talte til os. Han sagde: »I dag vil vi gerne bekendtgøre, at I om to år har jeres eget tempel. Jeg håber, at jeg stadig er i live, så jeg kan se det.« Tiden gik, og vore forventninger voksede. Endelig blev det bekendtgjort, at der skulle være åbent hus i begyndelsen af maj 2004. Jeg skrev mit navn på samtlige lister for frivillige, som jeg kunne finde. Og fordi jeg havde opsparet en del ferie på arbejde, kunne jeg tjene uafbrudt i 11 dage i templet.

Som rundviser følte jeg Ånden på hver eneste rundvisning, og den bedste belønning var at høre de besøgendes bemærkninger. Jeg kan huske en lidt kraftig mand, der gik med stok. Da rundvisningen var forbi, sagde han med strålende øjne: »Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle finde et sted, der udstrålede den fred, som jeg har oplevet her i dag.« Vores åbent hus i templet omfattede mange af den slags mirakler. Mange blev rørt og tænkte sig godt om, da de mærkede den særlige ånd, som hersker der.

En dag traf jeg en ung kvinde fra Chile, der arbejdede som dørvogter under åbent hus-arrangementet. Hun var meget begejstret og tilbød at hjælpe overalt, hvor der var brug for hende. Hun fortalte mig, at hun var på rundrejse i USA i nogle få uger, og at hun snart skulle hjem til sit eget land igen. Jeg spurgte hende, hvor længe hun havde været medlem af Kirken, og blev forbløffet da hun svarede, at hun ikke var blevet døbt endnu.

Hun må have bemærket, at jeg var målløs, så hun fortalte mig sin historie. På sin feries anden dag havde hun læst i avisen, at der var åbent hus i templet. Hun var nysgerrig og besluttede sig for at kigge forbi. Under rundvisningen blev hun så rørt af skønheden og den fred, som hun følte, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage. Da rundvisningen var forbi, bad hun missionærerne om at fortælle hende mere om Kirken. Da de havde undervist hende, besluttede hun sig for at blive døbt. Hun var kommet her på ferie, og Herren havde beredt vejen for, at hun kunne høre om evangeliet. Og selv om hun ikke var medlem endnu, havde hun bedt om lov til at virke som dørvogter under åbent hus-arrangementet!

Der sker uden tvivl mirakler i templet, hver gang nogen modtager sin begavelse eller døbes på vegne af en afdød forfader, eller et forelsket ungt par besegles for tid og al evighed. Og selv før templet på Manhattan i New York blev indviet, dvælede Ånden der. Som præsident Hinckley sagde: »Det er et lysets hus, et fredens hus, et kærlighedens hus, hvor vi tager os af det, der hører evigheden til.«

Carlos González, Mexico