Kristent mod: Prisen for at være discipel
At svare vore anklagere på Frelserens måde
Vi er samlet som ét, vi har påtaget os Jesu Kristi navn, og vi er kristne. Et spørgsmål, vi kunne stille, er: Hvis vi har kærlighed som Frelseren, hvorfor ønsker nogen så at modarbejde eller angribe os?
For nylig nedskrev en gruppe kvikke, trofaste unge sidste dages hellige nogle af de spørgsmål, der lå dem mest på sinde. En søster spurgte: »Hvorfor forsvarer Kirken sig ikke mere aktivt, når den bliver udsat for beskyldninger?«
Til hendes forespørgsel vil jeg sige, at en af jordelivets store prøver er, når vores tro bliver betvivlet eller kritiseret. I sådanne øjeblikke har vi måske lyst til at svare aggressivt – at »løfte næverne«. Men de udgør en vigtig lejlighed til at træde tilbage, bede og følge Frelserens eksempel. Husk, at Jesus selv blev foragtet og forkastet af verden. Og i Lehis drøm udholdt også de, der kom til Frelseren, at nogle »spottede og pegede fingre« (1 Ne 8:27). »Verden har hadet [mine disciple],« sagde Jesus, »fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden« (Joh 17:14). Men når vi reagerer over for vore anklagere, ligesom Frelseren gjorde, bliver vi ikke kun mere kristuslignende, vi indbyder også andre til at føle hans kærlighed og følge ham.
En kristuslignende reaktion følger ikke en drejebog eller en fast opskrift. Frelseren reagerede forskelligt i hver situation. Da han blev konfronteret med den onde Kong Herodes, tav han. Da han stod foran Pilatus, bar han et enkelt og stærkt vidnesbyrd om sin guddommelighed og formål. Da han stod over for vekselererne, der besmittede templet, udøvede han sit guddommelige ansvar for at bevare og beskytte det, der var helligt. Opløftet på korset ytrede han det uforlignelige kristne svar: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).
Nogle mennesker tror fejlagtigt, at svar som tavshed, sagtmodighed, tilgivelse og ydmygt at bære vidnesbyrd er passive eller svage. Men at »elsk[e vore] fjender, velsign[e] dem, som forbander [os], gør[e] godt mod dem, som hader [os], og bed[e] for dem, som fejlagtigt udnytter [os] og forfølger [os]« (3 Ne 12:44) kræver tro, styrke og frem for alt kristent mod.
Profeten Joseph Smith udviste dette mod hele sit liv. Skønt han blev »udsat for voldsomme forfølgelser fra alle slags mennesker, både religiøse og irreligiøse« (JS-H 1:27), gjorde han ikke gengæld eller gav efter for had. Akkurat som alle sande Kristi disciple stod han på Frelserens side ved at elske andre på en tålmodig og medfølende måde. Det er kristent mod.
Når vi ikke gør gengæld – når vi vender den anden kind til og modstår vrede følelser – står vi også på samme side som Frelseren. Vi udviser hans kærlighed, som er den eneste magt, der kan betvinge modstanderen og besvare vore anklagere, uden at vi anklager dem. Det er ikke svaghed. Det er kristent mod.
Med årene lærer vi, at udfordringer på vores tro ikke er nye, og de forsvinder sandsynligvis heller ikke snart. Men sande Kristi disciple ser muligheder trods modstanden.
I Mormons Bog blev profeten Abinadi bundet og ført frem for den onde kong Noa. Selv om kongen energisk modsatte sig Abinadi og til sidst dømte ham til døden, underviste Abinadi alligevel frimodigt om evangeliet og bar sit vidnesbyrd. Fordi Abinadi benyttede denne mulighed, blev en præst ved navn Alma omvendt til evangeliet og førte mange sjæle til Kristus. Abinadis og Almas mod var kristent mod.
Erfaring viser, at perioder med negativ omtale af Kirken kan hjælpe med at opnå Herrens formål. I 1983 skrev Det Første Præsidentskab til kirkeledere, at »modstand i sig selv kan være en positiv mulighed. Blandt de mange udfordringer, vore missionærer står overfor, er manglende interesse for religiøse emner og for vores budskab. Kritik skaber en interesse for Kirken … De[n] giver [medlemmer] mulighed for at fortælle sandheden til dem, der på denne måde ledes til os.«1
Vi kan drage fordel af sådanne muligheder på mange måder: Et venligt brev til en redaktør, en samtale med en ven, en kommentar på en blog eller et beroligende ord til en, der er kommet med en nedsættende bemærkning. Vi kan med kærlighed svare dem, der er blevet påvirket af forkert information og fordomme – som »bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den« (L&P 123:12). Jeg forsikrer jer om, at når vi besvarer vore anklagere på denne måde, er det aldrig svaghed. Det er kristent mod i funktion.
Når vi svarer andre, vil hver omstændighed være forskellig. Heldigvis kender Herren vore anklageres hjerte, og ved hvordan vi mest effektivt kan svare dem. Når sande disciple søger vejledning fra Ånden, modtager de inspiration skræddersyet til hvert tilfælde. Og i hver situation reagerer sande disciple på en måde, der indbyder Herrens Ånd. Paulus mindede korintherne om, at hans prædiken »ikke [blev] fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis« (1 Kor 2:4). Fordi den kraft bor i Herrens Ånd, må vi aldrig blive stridbare, når vi drøfter vores tro. Som næsten enhver missionær lærer, jager det altid Ånden væk at slå folk i hovedet med Bibelen. Frelseren har sagt: »Den, der har stridens ånd, er ikke af mig« (3 Ne 11:29). Det er mere bekymrende, når Kirkens medlemmer reagerer på sådanne beskyldninger på en ukristen måde, end når Kirken beskyldes for ikke at være kristen! Må vore samtaler med andre altid være kendetegnet af Åndens frugter – »kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse« (Gal 5:22-23). At være mild defineres i Webster’s Dictionary som at »udvise tålmodighed og langmodighed: Udholde krænkelse uden vrede.«2 Mildhed er ikke svaghed. Det er et kendetegn på kristent mod.
Dette er især vigtigt i vores omgang med medlemmer fra andre kristne samfund. Vor himmelske Fader bliver afgjort ked af det – og djævelen ler – når vi stridbart debatterer lærdomsmæssige forskelle med vore kristne naboer.
Jeg foreslår ikke, at vi går på kompromis med vore principper eller udvander vores tro. Vi kan ikke ændre det gengivne evangeliums lærdomme, selv hvis undervisning i og efterlevelse af dem gør os upopulære i verdens øjne. Men selv når vi føler trang til at tale Guds ord med frimodighed, må vi bede for at være fyldt af Helligånden (se ApG 4:29, 31). Vi bør aldrig forveksle frimodighed med Satans efterligning: At være anmassende (se Alma 38:12). Sande disciple taler med stille overbevisning, ikke skrydende stolthed.
Som sande disciple må vores primære hensigt være andres velfærd, ikke at hævde os. Spørgsmål og kritik giver os en mulighed for at række ud til andre og vise, at de har betydning for vor himmelske Fader og for os. Vores mål bør være at hjælpe dem til at forstå sandheden, ikke forsvare vores ego eller score point i en teologisk debat. Vore dybfølte vidnesbyrd er det stærkeste svar, vi kan give vore anklagere. Og sådanne vidnesbyrd kan kun bæres i kærlighed og mildhed. Vi bør være ligesom Edward Partridge, om hvem Herren sagde: »Hans hjerte er rent i mine øjne, for han er ligesom Nathanael fordum, i hvem der ikke findes svig« (L&P 41:11). At være uden svig vil sige at have et barns uskyldighed, at være langsom til at blive fornærmet og hurtig til at tilgive.
Disse egenskaber læres først i hjemmet og familien, og kan praktiseres i alle vore forhold. At være uden svig er at se efter vore egne fejl først. Når vi bliver beskyldt for noget, bør vi spørge som Frelserens apostle gjorde: »Det er vel ikke mig, Herre?« (Matt 26:22). Hvis vi lytter til Åndens svar, kan vi, om nødvendigt, foretage rettelser, undskylde, søge tilgivelse og gøre det bedre.
Uden svig undgår sande disciple at være urimeligt dømmende over for andres synspunkter. Mange af os har opbygget stærke venskaber med nogle, der ikke er medlem af vores kirke – skolekammerater, arbejdskolleger samt venner og naboer over hele verden. Vi har brug for dem, og de har brug for os. Som præsident Thomas S. Monson har sagt: »Lad os lære at respektere andre … Ingen af os lever alene – i vores by, vores land eller vores verden.«3
Som Frelseren viste over for Herodes, må sande disciple nogle gange vise kristent mod ved slet ikke at sige noget. Engang da jeg spillede golf, strejfede jeg lige akkurat en stor kaktus, der så ud til at skyde nåle som et hulepindsvin. Torne fra busken stak ud overalt på mit tøj, selv om jeg knap nok havde rørt kaktusplanten. Nogle situationer er ligesom den plante: De kan kun skade os. I sådanne tilfælde er det bedre for os at holde afstand og ganske enkelt gå væk. Når vi gør det, er der måske nogle, som prøver at provokere os og inddrage os i en diskussion. I Mormons Bog læser vi om Lehonti og hans mænd, som havde slået lejr oppe på et bjerg. Den bedrageriske Amalikija tilskyndede Lehonti til at »komme ned« og møde ham i dalen. Men da Lehonti forlod højderne, blev han forgiftet »lidt efter lidt«, indtil han døde og hans hær faldt i Amalikijas hænder (se Alma 47). Med argumenter og beskyldninger lokker nogle mennesker os til at forlade højderne. Højderne er der, hvor lyset er. Det er der, vi ser det første morgenlys og det sidste lys om aftenen. Det er det sikre sted. Det er sandt og der, hvor kundskaben er. Sommetider ønsker andre, at vi forlader højderne og slutter os til dem i et teologisk slagsmål i mudderet. Disse få stridbare personer er fast besluttet på at begynde religiøse slagsmål, online eller personligt. Vi må hellere altid blive i højderne bestående af gensidig respekt og kærlighed.
Når vi gør det, følger vi profeten Nehemias’ eksempel, som byggede en mur rundt om Jerusalem. Nehemias’ fjender forsøgte at få ham til at møde dem på sletten, hvor »de planlagde ondt imod [ham]«. Men modsat Lehonti afslog Nehemias deres tilbud med denne besked: »Det er et stort arbejde, jeg er i gang med, så jeg kan ikke tage derned. Arbejdet ville ellers gå i stå, hvis jeg forsømte det og tog ned til jer« (Neh 6:2-3). Vi har også et stort arbejde at udføre, som ikke bliver udført, hvis vi tillader os selv at stoppe op, argumentere og blive distraheret. I stedet bør vi mønstre kristent mod og gå fremad. Som vi læser i salmerne: »Far ikke op over forbryderne« (Sl 37:1).
Det onde vil altid være blandt os i denne verden. En del af jordelivets store prøve er at være i verden uden at blive som verden. I sin forbøn anmodede Frelseren vor himmelske Fader: »Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde« (Joh 17:15). Men selv da Frelseren advarede om forfølgelse, lovede han fred: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer … Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27). Jeg vidner om, at når vi har hans fredskappe på, vil Det Første Præsidentskabs løfte blive opfyldt: »Den modstand, som kan synes så svær at bære, [vil] blive en velsignelse for Guds rige på jorden.«4
Til den søster, der stillede spørgsmålet og til alle, der ønsker at vide, hvordan vi bør svare på anklagerne imod os, svarer jeg, at vi elsker dem. Uanset deres race, overbevisning, religion eller politiske mening, så må vi, hvis vi følger Kristus og udviser hans mod, elske dem. Vi føler ikke, at vi er bedre end de er. Vi ønsker snarere med vores kærlighed at vise dem en bedre vej – Jesu Kristi vej. Hans vej leder til dåbens port, den lige og snævre sti med retskaffen levevis, og til Guds tempel. Han er »vejen, sandheden og livet« (Joh 14:6). Kun gennem ham kan vi og alle vore brødre og søstre arve den største gave, vi kan få – evigt liv og evig lykke. At hjælpe dem og være et eksempel for dem er ikke for de svage. Det er for de stærke. Det er for jer og mig, sidste dages hellige, som betaler prisen for at være disciple ved at svare vore anklagere med kristent mod.
Jeg slutter ved at gøre Mormons vidnesbyrd til mit eget: »Se, jeg er discipel af Jesus Kristus, Guds Søn. Jeg er blevet kaldet af ham til at kundgøre hans ord blandt hans folk, så de kan få evigtvarende liv« (3 Ne 5:13). Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd om ham – at vores liv kan blive evigtvarende, fordi hans kærlighed er evigtvarende. At vi må dele hans evige, betingelsesløse kærlighed med vore brødre og søstre overalt, er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.