Find glæde på rejsen

Præsident Thomas S. Monson

Lad os nyde live, mens vi lever det, finde glæde på rejsen og vise kærlighed til familie og venner.

Mine kære brødre og søstre, jeg er meget ydmyg, nu hvor jeg står foran jer i dag. Jeg beder om jeres tro og bønner for mig, mens jeg taler om det, der har været i mine tanker, og som jeg har følt mig tilskyndet til at fortælle jer.

Jeg begynder med at nævne en af de mest uundgåelige sider af vores liv her på jorden, og det er forandring. På et eller andet tidspunkt har vi alle på en eller anden måde hørt den velkendte vending: »Intet er så konstant som forandring.«

Hele vores liv må vi leve med forandring. Nogle forandringer er velkomne, andre er ikke. Der er forandringer i vores liv, der sker pludseligt, som den uventede bortgang af en af vore kære, en uforudset sygdom, tabet af en højt skattet ejendel. Men de fleste forandringer sker umærkeligt og langsomt.

Ved denne konference er det 45 år siden, at jeg blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum. Som det nyeste medlem af De Tolv så jeg dengang op til 14 fremragende mænd, som blandt De Tolv og Det Første Præsidentskab havde større anciennitet end jeg. En efter en er hver af disse mænd vendt hjem. Da præsident Hinckley gik bort for otte måneder siden, forstod jeg, at jeg var blevet seniorapostlen. Forandringerne over en periode på 45 år, der virkede som små skridt, syntes nu monumentale.

I den kommende uge vil søster Monson og jeg fejre vores diamantbryllup. Når jeg ser tilbage på vores begyndelse, så erkender jeg, hvor meget vores liv har ændret sig siden dengang. Vore kære forældre, som stod ved vores side, da vi begyndte vores rejse sammen, er gået videre. Vore tre børn, der så fuldstændig fyldte vores tilværelse i mange år, er vokset op og har nu deres egen familie. De fleste af vore børnebørn er voksne, og vi har nu fire oldebørn.

Dag for dag, minut for minut, sekund for sekund gik vi fra der, hvor vi var, til der, hvor vi nu er. Alles tilværelse gennemgår selvfølgelig lignende forandringer og ændringer. Forskellen på ændringerne i mit liv og ændringerne i jeres ligger kun i detaljerne. Tiden står aldrig stille, den må troligt marchere videre, og med den march kommer forandringerne.

Dette er vores eneste chance for at leve her på jorden – her og nu. Jo længere vi lever, jo større er vores erkendelse af, at livet er kort. Muligheder opstår, og så er de væk. Jeg tror, at blandt de største lektier, vi skal lære på denne korte rejse på jorden, er lektier, der hjælper os med at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Jeg bønfalder jer om ikke at lade disse vigtige ting passere jer forbi, mens I planlægger den fiktive og ikke eksisterende fremtid, hvor I får tid til at gøre alt det, som I ønsker at gøre. Find i stede glæde på rejsen – nu.

Jeg er, hvad min hustru Frances kalder »skuespil-gal«. Jeg nyder virkeligt mange musical, og en af mine favoritter blev skrevet af den amerikanske komponist Meredith Willson og hedder The Music Man. Professor Harold Hill er en af hovedpersonerne i forestillingen og kommer med en advarsel, som jeg giver videre til jer. Han siger: »Hvis du for mange gange siger ›i morgen‹, vil du opdage at du har samlet dig en masse tomme ›i går‹.«¹

Mine brødre og søstre, der bliver ikke nogen i morgen at huske, hvis vi ikke gør noget i dag.

Jeg har tidligere fortalt jer et eksempel på denne filosofi. Jeg mener, det tåler gentagelse. For mange år siden skrev Arthur Gordon i et landsdækkende tidsskrift, og jeg citerer:

»Da jeg var omkring tretten og min bror ti, havde far lovet at tage os med i cirkus. Men ved frokosttid kom der et telefonopkald: Noget vigtigt på arbejdet krævede hans tilstedeværelse inde i byen. Vi forberedte os på skuffelsen. Så hørte vi ham sige i telefonen: ›Nej, jeg kommer ikke. Det bliver nødt til at vente.‹

Da han kom tilbage til bordet, smilede mor. ›Du ved godt, at cirkus kommer til byen igen,‹ sagde hun.

›Det ved jeg,‹ sagde far. ›Men det gør barndommen ikke.‹«²

Hvis I har børn, der er voksne og flyttet bort, så har I sandsynligvis ind imellem følt, at I er gået glip af noget og erkendt, at I ikke påskønnede en tid i livet så højt, som I burde. Selvfølgelig kan vi ikke gå tilbage, kun fremad. I stedet for at dvæle ved fortiden, bør vi få mest muligt ud af i dag, af tiden her og nu, og gøre alt, hvad vi kan for at skabe gode minder til fremtiden.

Hvis I stadig er midt i processen med at opdrage børn, så vær opmærksomme på, at de små fingeraftryk, der dukker op på næsten hver eneste rengjort overflade, legetøj spredt over hele huset, bunker af vasketøj, der skal klares, alt for hurtigt forsvinder, og I vil – til jeres overraskelse – savne dem enormt.

Stress i tilværelsen kommer uanset vore omstændigheder. Vi må håndtere det, så godt vi kan. Men vi må ikke lade det komme i vejen for det, der er vigtigst – og det vigtigste involverer næsten altid mennesker omkring os. Ofte formoder vi, at de må vide, hvor meget vi elsker dem. Men vi bør aldrig formode det; vi bør altid lade dem vide det. William Shakespeare skrev: »Den elsker slet, som skjuler kærligheden.«³ Vi vil aldrig fortryde at tale venlige ord eller vise kærlige følelser. Vi vil snarere fortryde det, hvis noget sådant udelades fra vores forhold til dem, der betyder mest for os.

Send det brev til vennen, som du har forsømt; giv dit barn et knus; giv dine forældre et knus; sig »jeg elsker dig« oftere; sig altid tak. Lad aldrig et problem, der skal løses, blive vigtigere end en person, der skal vises kærlighed. Venner flytter, børn vokser op, vore kære går videre. Det er så let at tage andre som en selvfølge, indtil den dag, hvor de er ude af vores liv, og vi er efterladt med følelser som »hvad nu hvis« og »hvis bare«. Forfatteren Harriett Beecher Stowe sagde: »De bitterligste tårer, der bliver udgydt ved graven, er ord, der ikke blev sagt, og gerninger, der ikke blev gjort.«⁴

I 1960’erne blev Jay Hess, et medlem af Kirken og pilot under Vietnamkrigen, skudt ned over Nordvietnam. I to år anede hans familie ikke, om han var død eller levende. Hans fangevogtere i Hanoi lod ham endelig skrive hjem, men begrænsede hans brev til mindre end 25 ord. Hvad ville I og jeg sige til vores familie, hvis vi var i samme situation – vi har ikke set dem i over to år og ved ikke, om vi nogensinde ser dem igen? Bror Hess ønskede at give sin familie noget, som de vidste kom fra ham, og han ønskede også at give dem værdifulde råd. Han skrev – og jeg citerer: »Dette er vigtigt: Tempelægteskab, mission, college. Kæmp, sæt mål, skriv historie, tag billeder to gange om året.«⁵

Lad os nyde live, mens vi lever det, finde glæde på rejsen og vise kærlighed til familie og venner. En dag vil enhver af os løbe tør for i morgener.

I Johannesevangeliet i Det Nye Testamente formaner Frelseren os i kapitel 13, vers 34: »Som jeg har elsket jer, skal … I elske hinanden.«

Nogle kender måske Thornton Wilders klassiske drama Our Town. Hvis I gør, så husker I byen Grover’s Corners, hvor historien foregår. I stykket dør Emily Webb under en fødsel, og vi læser om hendes unge mand Georges ensomme sorg, da han er efterladt med deres fireårige søn. Emily ønsker ikke at hvile i fred; hun ønsker igen at opleve glæderne i sit liv. Hun får lov til at vende tilbage til jorden og genopleve sin 12 års fødselsdag. I begyndelsen er det spændende at være barn igen, men begejstringen falmer hurtigt. Dagene er uden glæde, nu hvor Emily ved, hvad der venter i fremtiden. Det er utåleligt smertefuldt at opdage, hvor uvidende hun har været om livets betydning og underværker, mens hun var i live. Emily klager, før hun vender tilbage til sin grav: »Opdager mennesker nogensinde livet, mens de lever det, hvert eneste minut?«

Vores erkendelse af, hvad der er vigtigst i livet går hånd i hånd med taknemlighed for vore velsignelser.

En velkendt forfatter har sagt: »Både overflod og mangel på overflod eksisterer side om side i vores liv, som parallelle virkeligheder. Det er altid vores bevidste valg, hvilken hemmelig have vi vil passe … når vi vælger ikke at fokusere på, hvad der mangler i vores liv, men er taknemlige for den overflod, der er til stede – kærlighed, helbred, familie, venner, arbejde, naturens glæder og personlig stræben, der bringer os lykke – svinder illusionens ødemark bort, og vi oplever himlen på jorden.«⁶

I Lære og Pagter, afsnit 88, vers 33, får vi at vide: »For hvad gavner det et menneske, at han, hvis der bliver skænket ham en gave, ikke modtager den? Se, han glæder sig ikke over det, der er givet til ham, ej heller glæder han sig over den, der er gavens giver.«

Den gamle romerske filosof Horats formanede: »Den tid, Gud har velsignet dig med, tag den med taknemlighed, udskyd ej heller dine glæder fra år til år, så at du hvert sted, du har været, kan sige, at du levede lykkeligt.«

For mange år siden blev jeg rørt af beretningen om Borghild Dahl. Hun blev født i Minnesota i 1890 af norske forældre, og fra sine første år led hun under et meget dårligt syn. Hun havde et utroligt ønske om at deltage i hverdagen trods sit handicap og ved ren viljestyrke lykkedes næsten alt, hvad hun kastede sig ud i. Mod råd fra sine lærere, som følte, at hendes handicap var for stort, gik hun på college og fik en bachelorgrad fra University of Minnesota. Hun studerede derefter på Columbia University og Oslo Universitet. Med tiden blev hun inspektør for otte skoler i det vestlige Minnesota og i North Dakota.

Hun skrev følgende i en af de 17 bøger, hun skrev: »Jeg havde kun et øje, og det var så fyldt med store ar, at hele mit syn foregik gennem en lille åbning i venstre side af øjet. Jeg kunne kun se en bog ved at holde den tæt op til mit ansigt og ved at anstrenge mit ene øje, så meget jeg kunne til venstre.«⁷

Helt mirakuløst udvikledes i 1943 – da hun var over 50 år – en revolutionerende teknik, som endelig gengav hende en stor del af det syn, som hun så længe havde levet uden. En ny og spændende verden åbnede sig for hende. Hun fandt stor glæde ved de små ting, som de fleste af os anser for en selvfølge, som at se en fugl flyve, se lyset reflektere i boblerne i opvaskevandet eller se månens faser hver nat. Hun afsluttede en af sine bøger med disse ord: »Kære … Fader i himlen. Jeg takker dig. Jeg takker dig.«⁸

Både før og efter at Borghild Dahl fik gengivet sit syn, var hun fuld af taknemlighed for sine velsignelser.

Som 92-årig, to år før hun døde, blev hendes sidste bog udgivet i 1982. Den hedder: Lykkelig hele livet. Hendes taknemlige indstilling gjorde hende i stand til at værdsætte sine velsignelser og leve et fuldt og rigt liv på trods af sine udfordringer.

I Første Thessalonikerbrev i Det Nye Testamente, kapitel 5, vers 18, siger apostlen Paulus: »Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje.«

Lad os sammen mindes beretningen om de 10 spedalske:

»Da [Jesus] var på vej ind i en landsby, mødt han ti spedalske; de blev stående langt fra ham

og råbte: ›Jesus, Mester, forbarm dig over os!‹

Da han så dem, sagde han: ›Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!‹ Og mens de var på vej derhen, blev de rene.

Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst

og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.

Jesus spurgte: ›Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni?

Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?‹«⁹

Herren siger i en åbenbaring givet gennem profeten Joseph Smith: »Og i intet forsynder mennesket sig imod Gud, eller mod ingen andre er hans vrede tændt end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alt.«¹⁰ Må vi findes blandt dem, der takker vor himmelske Fader. Hvis utaknemlighed regnes blandt de alvorlige synder, så indtager taknemlighed sin plads blandt de ædleste dyder.

Trods forandringerne, som vi møder i vores liv og med taknemlighed i vores hjerte, kan vi fylde vore dage – så meget som vi kan – med det, der betyder mest. Må vi værdsætte dem, vi holder af, og udtrykke vores kærlighed til dem i ord og i gerning.

Afsluttende beder jeg om, at vi alle må afspejle taknemlighed for vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Hans storslåede evangelium giver svar på livets største spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Hvor går min ånd hen, når jeg dør?

Han lærte os at bede. Han lærte os at tjene. Han lærte os at leve. Hans liv er en beretning om kærlighed. De syge, han helbredte; de sørgmodige, han opløftede; synderen, han frelste.

Tiden kom, hvor han stod alene. Nogle apostle tvivlede, en forrådte ham. De romerske soldater stak ham i siden. Den vrede hob tog hans liv. Og stadig lyder fra Golgata hans medfølende ord: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«¹¹

Tidligere, måske ved erkendelsen af kulminationen af sin mission på jorden, udtalte han beklagelsen: »Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.«¹² »Ikke plads i herberget«¹³ var ikke blot et enkelt udtryk for afvisning – blot den første. Alligevel inviterer han dig og mig til at modtage ham. »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.«¹⁴

Hvem var denne sorgernes mand, der var velkendt med bedrøvelse? Hvem er herlighedens konge, denne hærskarers Herre? Han er vor Mester. Han er vor Frelser. Han er Guds Søn. Han er årsag til vores frelse. Han kalder: »Følg mig.«¹⁵ Han instruerer: »Gå du hen og gør ligeså!«¹⁶ Han bønfalder: »Hold mine befalinger.«¹⁷

Lad os følge ham. Lad os efterligne hans eksempel. Lad os adlyde hans ord. Ved at gøre dette, giver vi ham den guddommelige gave – taknemlighed.

Brødre og søstre, min oprigtige bøn er, at vi må tilpasse os forandringerne i vores liv, at vi må erkende, hvad der er vigtigst, at vi altid må udtrykke vores taknemlighed og derved finde glæde på rejsen. I Jesu Kristi navn. Amen.