At lære, at gøre, at være

Præsident Thomas S. Monson

Må vi lære, hvad vi bør lære, gøre, hvad vi bør gøre, og være, hvad vi bør være.

I har i aften været vidne til styrken hos de to rådgivere i Det Første Præsidentskab. Jeg står frem for jer og erklærer, at dette Første Præsidentskab er forenet som ét under Herren Jesu Kristi vejledning.

Jeg vil gerne give en særlig tak til missionærkoret. Jeg har haft en oplevelse, som jeg tror vil interessere dem, og I vil måske også finde den interessant. For mange år siden fik jeg et desperat opkald fra lederen for missionærskolen. Han sagde: »Præsident Monson, jeg har en missionær, der vil tage hjem. Intet kan forhindre ham i at tage af sted.«

Jeg svarede: »Tja, det er ikke noget enestående. Det er sket før. Hvad er problemet?«

Han sagde: »Han er blevet kaldet til en spansktalende mission, og han er fuldstændig sikker på, at han ikke kan lære spansk.«

Jeg sagde: »Jeg har et forslag. I morgen skal du lade ham overvære en klasse, der skal lære japansk. Og lad ham så melde tilbage til dig kl. 12.«

Den næste morgen ringede han kl. 10! Han sagde: »Den unge mand står her sammen med mig nu, og han vil gerne have, at jeg skal vide, at han er fuldstændig sikker på, at han kan lære spansk.«

Hvor der er en vilje, er der en vej.

Når jeg nu taler til jer i aften, er I i sandhed et kongeligt præstedømme, forsamlet mange steder, men i enhed. Det er sandsynligvis den største forsamling af præstedømmebærere, der nogensinde er samlet. Jeres hengivenhed over for jeres hellige kaldelser er inspirerende. Jeres ønske om at lære jeres pligt er tydelig. Renheden i jeres sjæle bringer himlen tættere på jer og jeres familie.

Mange dele af verden har oplevet svære økonomiske tider. Virksomheder er lukkede, arbejdspladser er gået tabt, og investeringer er i fare. Vi må sikre os, at dem, som vi har et ansvar for, ikke sulter, mangler tøj eller husly. Når præstedømmet i denne kirke arbejder sammen som ét i at imødegå disse fortrædelige tilstande, så sker der næsten mirakler.

Vi opfordrer alle sidste dages hellige til at være forudseende i deres planlægning, konservative i deres livsstil og til at undgå overdreven og unødvendig gæld. Kirkens økonomi forvaltes på denne måde, for vi ved, at jeres tiende og andre bidrag ikke er kommet uden ofre og er hellige midler.

Lad os gøre vores hjem til et tilflugtssted for retskaffenhed, hvor der bliver bedt, og hvor kærligheden kan bo, så vi kan gøre os fortjent til de velsignelser, der kun kan komme fra vor himmelske Fader. Vi behøver hans vejledning i vores hverdag.

I denne store forsamling er der kraft i præstedømmet og kapacitet til at række ud og fortælle andre om det storslåede evangelium. Som det er blevet nævnt, har vi hænder til at opløfte andre fra selvtilfredshed og inaktivitet. Vi har et hjerte til at tjene trofast i vore præstedømmekaldelser og derved inspirere andre til at vandre på højtliggende stier og undgå syndens sumpe, som truer med at opsluge så mange. Sjæle er virkelig af stor værdi i Guds øjne. Det er vores dyrebare privilegium væbnet med denne kundskab at kunne gøre en forskel i andres tilværelse. Ordene i Ezekiel kunne meget vel vedrøre alle os, som følger Frelseren i dette hellige værk:

»Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre …

Jeg giver min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.

I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.«¹

Hvordan kan vi gøre os fortjent til dette løfte? Hvad vil kvalificere os til at modtage denne velsignelse? Er der en brugsanvisning?

Tillad mig at foreslå tre nødvendige ting til overvejelse. De gælder for diakonen så vel som for højpræsten. De er inden for vores rækkevidde. En kærlig himmelsk Fader vil hjælpe os i vores indsats.

For det første: Lær, hvad vi bør lære.

For det andet: Gør, hvad vi bør gøre.

Og for det tredje: Vær, hvad vi bør være.

Lad os tale om disse tre mål, så vi kan være nyttige tjenere i vor Herres øjne.

For det første: Lær, hvad vi bør lære. Apostlen Paulus fremhævede vigtigheden af vores indsats for at lære. Han sagde til filipperne: »Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.«² Og til hebræerne bad han indtrængende: »[frigør jer] … for synden … og hold ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen [som et eksempel] til Jesus, troens banebryder og fuldender.«³

Præsident Stephen L Richards, der i mange år tjente i De Tolv Apostles Kvorum og derefter i Det Første Præsidentskab, talte ofte til præstedømmebærere og fremhævede sin filosofi omkring det. Han erklærede: »Præstedømmet bliver sædvanligvis ganske enkelt defineret som ›Guds magt givet til mennesket‹. Denne definition, synes jeg, er nøjagtig.«

Han fortsatte: »Men af praktiske årsager vil jeg gerne definere præstedømmet i forbindelse med tjeneste, og jeg kalder det ofte for ›den fuldkomne plan for tjeneste.‹ Det gør jeg, fordi det synes mig, at det kun er ved anvendelse af den guddommelige kraft overdraget til mænd, at de nogensinde kan håbe på at forstå den fulde betydning og livgivende kraft i denne begavelse. Det er et redskab til at tjene … og den mand, som ikke bruger det, risikerer at miste det, for vi bliver tydeligt fortalt ved åbenbaring, at den, der forsømmer det, ›skal ikke agtes værdig til at stå i sit kald.‹«⁴

Præsident Harold B. Lee, Kirkens elvte præsident og en af de største lærere i Kirken, formulerede sit råd i letforståelige vendinger. Han sagde: »Når man kommer til at bære præstedømmet, bliver man Herrens repræsentant. Man bør tænke på sin kaldelse, som om man går Herrens ærinde.«⁵

Nogle af jer er måske generte af natur eller anser jer selv for utilstrækkelige til at tage imod en kaldelse. Husk, at dette værk ikke blot er jeres og mit. Det er Herrens værk, og når vi går Herrens ærinde, så er vi berettiget til Herrens hjælp. Husk, at Herren vil forme den ryg, der bærer byrderne.

Mens den formelle situation i klasseværelset af og til kan være skræmmende, finder noget af den mest effektive undervisning sted andre steder end i kirkebygningen eller klasseværelset. Jeg husker levende, at nogle bærere af Det Aronske Præstedømme for en del år siden glædede sig til en årlig udflugt til minde om gengivelsen af Det Aronske Præstedømme. Unge mænd fra vores stav fyldte mange busser og rejste de 150 km nordpå til kirkegården i Clarkston, hvor vi så Martin Harris’ grav, et af de tre vidner til Mormons Bog. Mens vi stod omkring den smukke granitsøjle, der markerer graven, fortalte et medlem af højrådet om Martin Harris’ liv, læste hans vidnesbyrd fra Mormons Bog og bar derpå sit eget vidnesbyrd om sandheden. De unge mænd lyttede opmærksomt, rørte ved granitsøjlen og tænkte over de ord, de havde hørt, og de følelser, de havde haft.

I en park i Logan fik vi frokost. Gruppen af unge mænd lagde sig så på plænen ved templet i Logan og så op på dets knejsende spir. Ofte passerede smukke, hvide skyer hurtigt forbi spirerne, drevet frem af en blid brise. Der blev undervist i formålet med templer. Pagter og løfter blev til meget mere end ord. Ønsket om at være værdig til at træde ind gennem disse tempeldøre fæstnede sig i disse unge hjerter. Himlen var meget nær. Vi lærte det, vi skulle.

For det andet: Gør, hvad vi bør gøre. I en åbenbaring om præstedømmet givet gennem profeten Joseph Smith og nedskrevet som afsnit 107 i Lære og Pagter bliver »lære« til at »gøre«, når vi læser: »Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og at handle med al flid i det embede, hvortil han er blevet udpeget.«⁶

Hver præstedømmebærer, der overværer dette møde i aften, har en kaldelse til at tjene, til at yde sit bedste i den opgave, han er tildelt. Ingen opgave er ringe i Herrens værk, for hver enkelt har evige konsekvenser. Præsident John Taylor advarede os: »Hvis I ikke højner jeres kaldelse, vil Gud holde jer ansvarlige for dem, som I kunne have reddet, hvis I havde udført jeres pligt.«⁷ Og hvem af os har råd til at være ansvarlige for, at en menneskesjæls evige liv bliver forhalet? Hvis stor glæde er belønningen for at frelse en sjæl, hvor forfærdelig må selvbebrejdelserne så ikke være for dem, hvis begrænsede indsats har gjort, at et Guds barn ikke advares eller får hjælp, så han må vente, indtil en pålidelig Guds tjener kommer forbi.

Den gamle talemåde er altid sand: »Gør din pligt, det bedste du kan. Lad så Herren føre an.«

Det meste af præstedømmebæreres tjeneste udføres stille og uden fanfarer. Et venligt smil, et hengivent håndtryk, et oprigtigt vidnesbyrd om sandheden kan helt bogstaveligt opløfte mennesker, forandre deres natur og frelse dyrebare sjæle.

Et eksempel på sådan tjeneste var missionen for Juliusz og Dorothy Fussek, som blev kaldet til en toårig mission i Polen. Bror Fussek var født i Polen. Han talte sproget. Han elskede folket. Søster Fussek var englænder og vidste kun lidt om Polen og befolkningen.

De stolede på Herren og gik i gang med deres opgave. Boligforholdene var primitive, arbejdet var ensomt og deres opgave enorm. På det tidspunkt var der ikke oprettet en mission i Polen. Bror og søster Fusseks opgave var at berede vejen, så en mission kunne etableres, så flere missionærer kunne kaldes til at tjene, mennesker kunne blive undervist, nyomvendte kunne blive døbt, grene kunne blive oprettet og kirkebygninger kunne blive opført.

Fortvivlede ældste og søster Fussek på grund af deres enorme opgave? Ikke et øjeblik. De vidste, at deres kaldelse kom fra Gud. De bad om hans guddommelige hjælp, og de hengav sig helhjertet til deres arbejde. De blev i Polen, ikke i to år, men i fem. Alle deres oprindelige mål blev nået.

Ældsterne Russell B. Nelson, Hans B. Ringger og jeg ledsaget af ældste Fussek mødtes med ministeren Adam Lopatka fra den polske regering, og vi hørte ham sige: »Jeres kirke er velkommen her. I må opføre bygninger, og I må sende missionærer. I er velkomne i Polen. Denne mand,« sagde han og pegede på Juliusz Fussek, »har tjent jeres kirke godt. I kan være taknemmelige for hans eksempel og hans arbejde.«

Lad os ligesom bror og søster Fussek gøre det vi bør i vores arbejde for Herren. Så kan vi tillige med Juliusz og Dorothy Fussek sige som i Salmernes Bog: »Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber …: Han, som bevarer dig, falder ikke i søvn. Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn, han sover ikke.«⁸

For det tredje: Vær, hvad vi bør være. Paulus rådede sin elskede ven og medarbejder Timotheus: »Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed.«⁹

Jeg opfordrer os alle til at bede om vore opgaver og til at søge guddommelig hjælp, så vi må få succes og opnå det, som vi er kaldet til at gøre. Nogen har engang sagt, at »anerkendelse af en magt, der er højere end mennesket selv, på ingen måde forringer ham«.¹⁰ Han må søge, have tro, bede og håbe, at han vil finde. En sådan oprigtig, bønsom indsats går ikke upåagtet hen: Det er selve grundlaget for troens filosofi. Guddommelig gunst kommer til dem, der ydmygt søger den.

Fra Mormons Bog kommer dette råd, der siger det hele. Herren siger: »Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er.«¹¹

Og hvad slags mand var han? Hvilket eksempel viste han i sin tjeneste? Fra Johannesevangeliet, kapitel 10, lærer vi:

»Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.

Den, der er daglejer og ikke hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden;

for han er daglejer og er ligeglad med fårene.«

Herren sagde: »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig,

ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene.«¹²

Brødre, må vi lære, hvad vi bør lære, gøre, hvad vi bør gøre, og være, hvad vi bør være. Ved at gøre det vil himlens velsignelser komme. Vi vil vide, at vi ikke er alene. Han, som bemærker spurvens fald, vil på sin egen måde anerkende os.

For en del år siden modtog jeg et brev fra en gammel ven. Han bar sit vidnesbyrd i det brev. Jeg vil gerne fortælle jer om noget af det i aften, eftersom det illustrerer styrken i præstedømmet hos en, der lærte, hvad han burde lære, som gjorde, hvad han burde gøre, og som altid forsøgte at være, som han burde være. Jeg læser uddrag fra det brev fra min ven Theron W. Borup, som gik bort for tre år siden som 90-årig:

»Da jeg som otteårig blev døbt og modtog Helligånden, gjorde det stort indtryk på mig, at jeg skulle være god og i stand til at have Helligånden som en hjælp hele mit liv. Jeg fik at vide, at Helligånden kun ønskede godt selskab, og at han ville forlade os, når noget ondt kom ind i vores liv. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville få brug for hans tilskyndelser og vejledning, så jeg forsøgte at leve således, at jeg ikke mistede denne gave. Ved en lejlighed reddede det mit liv.

Under anden verdenskrig var jeg tekniker og skytte på et B-24 bombefly i Stillehavet … En dag blev det bekendtgjort, at man ville forsøge det længste bombetogt nogensinde for at ødelægge et olieraffinaderi. Åndens tilskyndelser fortalte mig, at jeg ville blive valgt til dette togt, men at jeg ikke ville miste livet. På det tidspunkt var jeg præsident for SDH-gruppen.

Der var voldsomme luftkampe, da vi fløj over Borneo. Vores fly blev ramt af jagerflyene og stod snart i flammer, og piloten sagde, at vi skulle forberede os på at springe ud. Jeg sprang ud som den sidste. Der blev skudt på os af fjendens piloter, mens vi dalede ned. Jeg havde problemer med at få luft i min redningsflåde. Jeg flød op og sank ned i vandet, jeg begyndte at drukne og besvimede. Jeg kom til bevidsthed og råbte: ›Gud, red mig!‹ … Igen forsøgte jeg at få luft i redningsflåden, og det lykkedes. Der var lige luft nok i den til at holde mig oppe, og jeg rullede op på den alt for udmattet til at flytte mig.

I tre dage drev vi rundt på fjendens territorium med skibe rundt omkring os og fly ovenover. Hvorfor de ikke kunne se en gul gruppe redningsflåder på det blå vand er et mysterium,« skrev han. »En storm trak op, og ni meter høje bølger flåede næsten vore redningsflåder itu. Der gik tre dage uden mad og drikke. De andre spurgte mig, om jeg bad. Jeg svarede, at jeg bad, og at vi faktisk ville blive reddet. Samme aften så vi vores undervandsbåd, som var der for at redde os, men den sejlede forbi. Næste morgen gjorde den det samme. Vi vidste, at dette var den sidste dag, den ville være i området. Så kom tilskyndelsen fra Helligånden. ›Du har præstedømmet. Befal ubåden at samle jer op.‹ I tavshed bad jeg: ›I Jesu Kristi navn og med præstedømmets magt, vend om og saml os op.‹ Efter nogle minutter lå de ved vores side. Da vi stod på dækket, sagde … kaptajnen: ›Jeg ved ikke, hvordan vi fandt jer, for vi ledte ikke engang efter jer.‹ Jeg vidste det.«¹³

Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd om, at dette værk, som vi er engageret i, er sandt. Herren står ved roret. At vi altid må følge ham er min oprigtige bøn, og det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.