»Håber du ved, vi havde det slemt«

Ældste Quentin L. Cook

De Tolv Apostles Kvorum

Vi ved fra skrifterne, at nogle prøvelser er til vores gavn og er tilpasset vores egen personlige udvikling.

Sidste vinter havde min datter en skræmmende oplevelse, da hun var ude at køre i en voldsom snestorm. Det fik mig til at tænke på en lignende situation, jeg var i med mine to sønner for mange år siden. Min yngste søn, Joe, var tre år gammel, og min søn Larry var seks. Vi kørte i bil fra San Francisco til Utah i juni måned. Vejret havde været rigtig godt.

Da vi påbegyndte vores opkørsel til toppen af Donnerpasset i Sierra Nevada Mountains, ramte en kæmpe snestorm os pludseligt uden varsel. Ingen af bilisterne var forberedte. En lastbil med anhænger stod på tværs foran os og bredte sig over to vognbaner. Andre lastbiler og biler var gledet af motorvejen. Én vognbane var åben, og mange køretøjer inklusive vores prøvede desperat at undgå at glide ind i de andre køretøjer. Så standsede al trafikken.

Vi var ikke forberedte på denne snestorm i juni. Vi havde ikke noget varmt tøj, og vi havde relativt lidt brændstof. Jeg krøb sammen med de to drenge i et forsøg på at holde os varme. Efter mange timer begyndte redningsvogne, sneplove og kranbiler at rydde op i det massive trafikkaos.

Endeligt slæbte en kranbil os til en tankstation på den anden side af passet. Jeg ringede til min hustru, eftersom jeg vidste, hun var bekymret, fordi hun havde ventet en opringning aftenen før. Hun spurgte, om hun kunne tale med de to drenge. Da det var den treåriges tur, sagde han med dirrende stemme: »Håber du ved, vi havde det slemt!«

Jeg kunne se, at vores treårige blev trøstet og derefter beroliget, mens han talte med sin mor og fortalte hende om det slemme. Vore bønner virker på samme måde, når vi henvender os til vor Fader i himlen. Vi ved, at han bekymrer sig for os i nødens stund.

Vi vil alle møde prøvelser og genvordigheder i dette liv

Den hændelse, jeg netop har fortalt, var kort, og på trods af, at det var en vanskelig rejsesituation, fik den ingen varige konsekvenser. Imidlertid er mange af de prøvelser og genvordigheder, vi møder i livet, alvorlige og lader til at have varige konsekvenser. Vi vil alle opleve nogle af disse i løbet af livets omskifteligheder. Mange, der lytter til denne konference, oplever situationer af yderst alvorlig art i netop dette øjeblik.

Vi stemmer i med profeten Josephs bønfaldelse, efter han var blevet falsk anklaget og havde været indespærret i fængslet i Liberty i månedsvis: »O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul?«

Herren svarer beroligende:

»Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,

og om du er standhaftig, skal Gud ophøje dig i det høje.«¹

En af de fundamentale lærdomme, som er blevet belyst af genoprettelsen, er, at der må være en modsætning i alt, så retfærdigheden kan tilvejebringes.² Dette liv er ikke altid let, ej heller har det været meningen. Det er en tid til at blive prøvet og til at bevise noget. Som vi læser i Abraham: »Og vi vil prøve dem hermed for at se, om de vil gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem …«³ Ældste Harold B. Lee har sagt: »Sommetider lader det, der er bedst for os, og det, der bringer evig belønning, til i øjeblikket at være det mest bitre, og det forbudte er ofte det, der lader til at være mere eftertragtelsesværdigt.«⁴

Romanen En fortælling om to byer begynder med det ofte citerede: »Det var den bedste af alle tider, og det var den værste af alle tider.«⁵ Skrifterne gør det klart, at hver generation har sin egen version af den bedste og den værste af alle tider. Vi er alle underlagt konflikten mellem godt og ondt⁶ og kontrasten mellem lys og mørke, håb og fortvivlelse. Som ældste Neal A. Maxwell forklarede: »Den skarpe, sideløbende kontrast mellem det søde og det bitre er af afgørende betydning for os, indtil denne korte, jordiske tilværelse er forbi.«⁷ Vi ved fra vore lærdomme, at det gode vil sejre over det onde,⁸ og de, der omvender sig og bliver helliggjorte, skal få evigt liv.⁹

Tæt på det tidspunkt, hvor Dickens skrev sin roman, ydede de første hellige en heroisk indsats, da de koloniserede området mellem bjergene i vest.

Selv med deres fælles tro havde de hellige oplevet mange genvordigheder og mødt evakueringen af Nauvoo med meget forskellige forventninger. Nogle så fremad med optimisme, andre med bekymring. To udmærkede eksempler på det ser vi i Helen Mar Whitney og Bathsheba Smith. Begge har efterladt medrivende optegnelser om deres følelser.

Søster Whitney nedskrev sine forventninger, da hun forlod Nauvoo: »Jeg vil pakke mine små bånd, kraver, blonder osv. ned, for vi tager hen, hvor vi ikke kan købe dem. Vi drager ud af verden for at leve på den anden side af klippebjergene, hvor ingen andre ønsker at tage hen. Der vil hverken være rige eller fattige blandt os, og vi vil kun have de ærlige og dydige blandt os.«¹⁰ Søster Whitneys ord afspejler en idealistisk optimisme.

Søster Bathsheba Smiths nedfældede følelser er også fulde af tro, men afslører nogen ængstelse. Hun havde set pøbelen samle sig mod de hellige i Missouri og var til stede ved apostlen David W. Pattens død.

Om evakueringen fra Nauvoo skrev hun senere: »Min sidste gerning på dette vidunderlige sted var at rydde op, feje gulvet og sætte kosten hen på sin sædvanlige plads bag døren. Så med bevæget hjerte lukkede jeg forsigtigt døren og så ud mod en ukendt fremtid, så på den med tro på Gud og med lige så stor overbevisning om, at evangeliet til sidst ville blive grundlagt i Vesten, og at dets principper er sande og varige, som jeg havde følt i disse vanskelige tider i Missouri.«¹¹

Begge disse sdh-pionerkvinder forblev stærke i evangeliet hele deres liv og bidrog på vidunderlig vis med at opbygge Zion, men de mødte mange flere prøvelser og genvordigheder, som de begge udholdt trofast.¹² Trods søster Whitneys optimisme døde hendes tre første børn under eller lige efter fødslen – to af dem under hendes langvarige vandring fra Nauvoo til Salt Lake.¹³ Søster Whitney har velsignet os med sine breve til forsvar for vores tro og var mor til apostlen Orson F. Whitney.

Søster Smith beskrev den fattigdom, sygdom og de afsavn, som de hellige led, da de foretog rejsen vestover.¹⁴ I marts 1847 gik hendes mor bort, og måneden efter blev hendes anden søn, John, født. Hendes optegnelse om det er kort: »Han var mit sidste barn, og han levede kun fire timer.«¹⁵ Senere hen i livet blev hun tempelpræsidentinde i templet i Salt Lake City og Hjælpeforeningens fjerde hovedpræsident.

Vi er dybt berørte af de genvordigheder, som de første hellige udholdt. Brigham Young opsummerede dette på en humoristisk måde i februar 1856, da han sagde: »Jeg kan måske sige noget om de svære tider. I ved, at jeg har fortalt jer, at hvis nogen var bange for at sulte ihjel, så skulle han rejse og tage til et sted med overflod. Jeg frygter ikke det mindste faren for at sulte, for indtil vi spiser det sidste muldyr, fra ørespidsen til halespidsen, er jeg ikke bange for at sulte ihjel.«

Han fortsatte med at sige: »Der er mange mennesker, som ikke kan få arbejde nu, men kilden vil snart åbne sig for os, og vi vil ikke lide mere, end hvad der er godt for os.«¹⁶

De udfordringer, vi møder i dag, er på deres egen måde sammenlignelige med de udfordringer, vi havde tidligere. Den seneste økonomiske krise har forårsaget betydelig bekymring verden over. Manglende beskæftigelse og økonomiske problemer er ikke usædvanligt. Mange mennesker har fysiske og mentale udfordringer med helbredet. Andre tumler med ægteskabelige problemer eller vildfarne børn. Nogle har mistet deres kære. Afhængighed og upassende eller skadelige tilbøjeligheder forårsager hjertesorg. Uanset hvad kilden til prøvelser er, forårsager de betydelig smerte og lidelse for den pågældende og de, der elsker dem.

Vi ved fra skrifterne, at nogle prøvelser er til vores gavn og er tilpasset vores egen personlige udvikling.¹⁷ Vi ved også, at det regner på både de retfærdige og de uretfærdige.¹⁸ Det gælder også, at ikke alle de skyer, vi ser, giver regn. Uden hensyntagen til de udfordringer, prøvelser og genvordigheder, vi udholder, så er den forsikrende lære ved forsoningen, som er tilvejebragt af Jesus Kristus, og som Alma belærte om, at Frelseren ville tage vore skrøbeligheder på sig og »bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«¹⁹

Skrifterne og nutidige profeter har gjort det klart, at der vil være magre år og år med overflod.²⁰ Herren forventer af os, at vi er forberedte på mange af de udfordringer, der kommer. Han siger: »Hvis I er beredte, skal I ikke frygte.«²¹ En del af det traume, jeg oplevede i Sierra-bjergene under den snestorm for mange år siden, skete, fordi jeg ikke var forberedt på denne pludselige, uventede begivenhed. En af de største velsignelser ved skrifterne er, at de advarer os om udfordringer, der er uventede, men ofte forekommer. Vi ville gøre vel i at være beredt på dem. En måde at berede sig på er at holde befalingerne.

Utallige steder i Mormons Bog blev folket lovet fremgang i landet, »for så vidt som I holder mine befalinger«.²² Dette løfte bliver ofte efterfulgt af advarslen om, at hvis de ikke holder Guds befalinger, skal de blive forstødt fra hans nærhed.²³ Det er tydeligt, at det at have Åndens velsignelser – Helligåndens vejledning – er en altafgørende bestanddel for virkelig at have fremgang i landet og for at være beredt.

Uanset vore prøvelser ville vi med den overflod, vi har i dag, være utaknemlige, hvis vi ikke værdsatte vore velsignelser. Trods den tydelige beskaffenhed af de genvordigheder, som pionererne oplevede, talte præsident Brigham Young om betydningen af taknemlighed. Han sagde: »Jeg kender intet, på nær den utilgivelige synd, som er en større synd end utaknemlighed.«²⁴

Taknemlighed for Frelseren og hans forsoning

Vores største taknemlighed bør være for Frelseren og hans forsoning. Vi er klar over, at mange, der lytter til denne konference, oplever prøvelser og genvordigheder i en sådan grad, at den altoverskyggende følelse i deres hjerte, når de henvender sig til vor Fader i himlen i bøn er »håber du ved, jeg har det slemt.«

Lad mig fortælle jer en sand beretning om søster Ellen Yeates fra Grantsville i Utah. Først i oktober for ti år siden kyssede hun sin mand Leon farvel, da han tog af sted på arbejde i Salt Lake City. Det var sidste gang, hun så Leon i live. Han blev udsat for et sammenstød med en ung mand på 20 år, som var sent på den på vej til sit første job og forsøgte at overhale et langsommere køretøj, hvilket resulterede i et frontalt sammenstød, der dræbte dem begge på stedet. Søster Yeates sagde, at da to medfølende betjente meddelte hende nyheden, gik hun i chok og henfaldt i dyb sorg.

Hun fortæller: »Da jeg prøvede at skue fremad i livet, kunne jeg kun se mørke og smerte.« Det viste sig, at hendes mands bedste ven var biskop i den unge mands menighed. Biskoppen ringede til søster Yeates og fortalte hende, at den unge mands mor, Jolayne Willmore, ønskede at tale med hende. Hun husker, hun blev »chokeret, fordi jeg var så centreret omkring min egen sorg og smerte, at jeg ikke engang havde tænkt på den unge mand og hans familie. Jeg blev pludselig klar over, at her var en mor, som var i lige så stor eller i større smerte end jeg. Jeg gav hurtigt min tilladelse til et besøg.«

Da bror og søster Willmore ankom, udtrykte de deres store sorg over, at deres søn var ansvarlig for Leons død og gav hende et billede af Frelseren, der holder en lille pige i sine arme. Søster Yeates siger: »Når det hele bliver for svært at bære, ser jeg på det billede og husker, at Kristus kender mig personligt. Han kender min ensomhed og mine prøvelser.« Et skriftsted, der trøster søster Yeates, er: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi.«²⁵

Hvert år i oktober tager søster Yeates og søster Willmore (som begge er her sammen i Konferencecenteret i dag) til templet sammen og takker for Jesu Kristi forsoning, for frelsesplanen, for evige familier og de pagter, der knytter ægtemænd og hustruer og familier sammen på begge sider af sløret. Søster Yeates afslutter: »Gennem denne prøvelse har jeg følt min himmelske Faders og min Frelsers kærlighed i større mål, end jeg nogensinde før har følt.« Hun vidner om, at »der ikke findes nogen sorg, smerte eller sygdom så stor, som Kristi forsoning og Kristi kærlighed ikke kan hele«.²⁶ Sikke et vidunderligt eksempel på kærlighed og tilgivelse disse to søstre har vist. Det har muliggjort, at Jesu Kristi forsoning kan finde anvendelse i deres tilværelse.

Tænk på Frelseren i Getsemane have under forsoningsprocessen, hvor han led en smerte så stor, at han blødte fra hver pore.²⁷ Hans råb til sin Fader indeholdt ordet Abba.²⁸ Dette kan fortolkes som råbet fra en søn i nød til sin far: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.«²⁹ Jeg vidner om, at Jesu Kristi forsoning omfatter alle de prøvelser og genvordigheder, som hver eneste af os vil møde i dette liv. Til tider, når vi har lyst til at sige: »Håber du ved, jeg havde det slemt«, kan vi være forvissede om, at han er der, og at vi er sikre i hans kærlige arme.

Da vores elskede profet, præsident Thomas S. Monson, til sin fødselsdag her i august blev spurgt, hvad den bedste gave, medlemmer verden over kunne give ham, sagde han uden et øjebliks tøven: »Find nogen, som har det slemt … og gør noget for dem.«³⁰

Jeg er som jer evigt taknemlig for Jesus Kristus, menneskehedens befrier. Jeg bærer vidnesbyrd om, at han er verdens Frelser og Forløser. I Jesu Kristi navn. Amen.