Kom til Zion
Lad os i vore familier og i vore stave og distrikter stræbe efter at opbygge Zion gennem enighed, gudsfrygt og næstekærlighed.
Profeten Joseph Smith sagde: »Opbygningen af Zion er en sag, der har interesseret Guds folk i alle tidsaldre. Det er et emne, som profeter, præster og konger har set på med særlig fryd. De har med frydefuld forventning set hen til den tid, vi lever i, og opfyldt af himmelske og glade forventninger har de sunget, skrevet og profeteret om denne vor dag, men de døde uden at se og opleve dagen. Vi er det begunstigede folk, som Gud har udvalgt til at frembringe de sidste dages herlighed« (Kirkens præsidenters lærdomme, Joseph Smith (Studievejledning for Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen, 2008), s. 184).
Zion er både et sted og et folk. Zion var det navn, der blev givet til Enoks by fordum i tiden før vandfloden. »Og det skete i hans dage, at han byggede en by, som blev kaldt Hellighedens By, ja, ZION« (Moses 7:19). Dette Zion varede i omtrent 365 år (se Moses 7:68). I skriften står der: »Og Enok og hele hans folk vandrede med Gud, og han boede midt i Zion; og det skete, at Zion ikke var mere, for Gud tog den op i sit eget skød; og fra da af spredtes ordet: Zion er forsvundet« (Moses 7:69). Senere blev Jerusalem og dets tempel kaldt Zions bjerg, og skrifterne profeterer om et fremtidigt nyt Jerusalem, hvor Kristus skal regere som »Zions Konge,« når »[jorden] i et tidsrum af et tusind år skal … hvile« (Moses 7:53, 64).
Herren kaldte Enoks folk Zion, »fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed; og der var ingen fattige blandt dem« (Moses 7:18). Et andet sted har han sagt: »For dette er Zion – de rene af hjertet« (L&P 97:21).
Zions modsætning og modstander er Babylon. Byen Babylon hed oprindeligt Babel, kendt for Babelstårnet, og senere blev den det babylonske riges hovedstad. Dens vigtigste bygningsværk var templet i Bel eller Ba’al, den afgudsdyrkelse der er henvist til af Det Gamle Testamentes profeter som »Skændselen« på grund af de seksuelle udskejelser, der var forbundet til dets afgudsdyrkelse (se Guide til Skrifterne, »Assyrien« og »Babel, Babylon«). Dets verdslighed, dets tilbedelse af det onde samt Judas stammes fangenskab dér efterfulgt af erobringen i 587 f.Kr. gør Babylon til symbolet på dekadente samfund og åndeligt fangenskab.
Det er på baggrund af dette, at Herren sagde til sin kirkes medlemmer: »Drag I ud fra Babylon; lad jer samle ind fra folkeslagene, fra de fire vinde, fra den ene ende af himlen til den anden« (L&P 133:7). Han kaldte på ældsterne i sin kirke til at blive sendt ud over hele jorden for at udføre denne indsamling, begyndende med en indsats, som fortsætter på fuld kraft i dag. »Og se, dette skal være deres råb og Herrens røst til alle mennesker: Drag I af sted til Zions land, så mit folks grænser må blive udvidet, og så hendes stave må blive forstærket, og så Zion må brede sig til de omkringliggende egne« (L&P 133:9).
Og således samles Herrens folk i dag »ind fra folkeslagene«, efterhånden som de samles i Zions menigheder og stave, som ligger spredt blandt alle folkeslagene. Nefi forudså, at deres »herredømme« ville være lille, men at Herrens kraft »kom ned over de hellige i Lammets kirke … som var spredt over hele jordens overflade, og de blev udrustet med retfærdighed« (se 1 Ne 14:12-14). Herren kalder os til at være eksempler på retskaffenhed til at vejlede dem, der søger Zions sikkerhed og velsignelser:
»Sandelig siger jeg til jer alle: Rejs jer, og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkeslagene,
og så det, at de samler sig i Zions land og i hendes stave, må tjene som forsvar og som tilflugt fra uvejret og fra vreden, når den ufortyndet skal udøses over hele jorden« (L&P 115:5-6).
Under ledelse af profeten Joseph Smith forsøgte Kirkens første medlemmer at grundlægge Zions centrum i Missouri, men de kvalificerede sig ikke til at bygge den hellige by. Herren forklarede en af grundene til deres mislykkede forsøg:
»Men se, de har ikke lært at være lydige mod det, som jeg krævede af deres hænder, men er fulde af al slags ondt og giver ikke, sådan som det sømmer sig for hellige, af deres gods til de fattige og plagede blandt dem
og er ikke forenede i overensstemmelse med den enighed, som kræves af det celestiale riges lov« (L&P 105:3-4).
»Der fandtes kiv og stridigheder og misundelse og ufred og lystne og begærlige ønsker blandt dem; med dette besmittede de derfor deres arvelodder« (L&P 101:6).
Frem for at dømme disse første hellige for hårdt, bør vi imidlertid se på os selv for at se, om vi gør det bedre.
Zion er Zion på grund af indbyggernes karakter, egenskaber og trofasthed. Husk, at »Herren kaldte sit folk Zion, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed, og der fandtes ingen fattige blandt dem« (Moses 7:18). Hvis vi ønsker at etablere Zions i vores hjem, menigheder og stave, må vi hæve os til denne standard. Det vil være nødvendigt (1) at blive ét af hjerte og sind, (2) at blive et helligt folk både som person og gruppe, og (3) at sørge så effektivt for de fattige og trængende, at vi udrydder fattigdom blandt os. Vi kan ikke vente på Zions komme og at disse ting skal ske – Zion kommer først, når de sker.
Enighed
Når vi betragter den enighed, der kræves, for at Zion blomstrer, bør vi spørge os selv, om vi har overvundet »kiv, stridigheder, misundelse og ufred« (se L&P 101:6). Er vi både som personer og som folk fri for ufred og stridighed, og er vi forenede »i overensstemmelse med den enighed, som kræves af det celestiale riges lov«? (L&P 105:4). At tilgive hinanden er en anden afgørende ting for denne enighed. Jesus sagde: »Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker« (L&P 64:10).
Vi vil blive ét af hjerte og sind, når vi personligt centrerer vores liv om Frelseren og følger dem, han har bemyndiget til at lede os. Vi kan forene os med præsident Thomas S. Monson i kærlighed og omsorg for hinanden. Ved generalkonferencen i april talte præsident Monson til dem, der følte sig fremmede i Kirken, og til os alle, da han sagde: »I vores egen samvittigheds lønkammer ligger den ånd og beslutsomhed, som får os til at forkaste vores gamle jeg og leve op til vores sande potentiale. I lyset af den ånd fremsætter vi igen denne hjertelige indbydelse: Kom tilbage. Vi rækker ud til jer i Kristi rene kærlighed og udtrykker vores ønske om at hjælpe jer og byde jer velkommen til fuldt fællesskab. Til de af jer, som er sårede i ånden, eller som kæmper og er bange, siger vi, lad os løfte og opmuntre jer og berolige jeres frygt« (Thomas S. Monson, »Se tilbage og gå fremad«, Liahona, maj 2008, s. 90).
I slutningen af juli i år samledes unge enlige voksne fra adskillige lande i Østeuropa uden for Budapest i Ungarn til en konference. Blandt denne gruppe var der 20 unge mænd og kvinder fra Moldova, som havde brugt dage på at få pas og visa og rejst mere end 30 timer i bus for at komme dertil. Konferenceprogrammet indeholdt omkring 15 workshops. Hver person skulle vælge to eller tre, som han eller hun allerhelst ville deltage i. Frem for udelukkende at fokusere på deres egne interesser samledes disse moldaviske unge voksne og lagde planer, så mindst en i deres gruppe kunne være i hver klasse og tage rigeligt med noter. Så ville de dele det, de havde lært, med hinanden og senere med de unge voksne i Moldavien, som ikke kunne deltage. Dette er på enkleste vis et eksempel på enighed og kærlighed til hinanden, som, når det gentages tusind gange på forskellig måde, vil bringe os »hjem til Zion« (Es 52:8).
Hellighed
Meget af det arbejde, der skal udføres for at grundlægge Zion, består af vores personlige indsats for at blive »de rene af hjertet« (L&P 97:21). »Zion kan ikke opbygges, medmindre det sker efter principperne i det celestiale riges lov; ellers kan jeg [Herren] ikke tage hende til mig« (L&P 105:5). Det celestiale riges lov er naturligvis evangeliets lov og pagter, som konstant påminder os om Frelseren og vores løfte om lydighed, offer, indvielse og troskab.
Frelseren var kritisk over for visse af de første hellige på grund af deres »begærlige ønsker« (L&P 101:6; se også L&P 88:121). Det var mennesker, som levede i en tid uden fjernsyn, film, internet og iPod. I en verden, der nu oversvømmes af sex i billeder og musik, er vi da fri for begærlige ønsker og deres ledsagende onder? Frem for at skubbe til grænserne for ærbar påklædning eller give efter for pornografiens stedfortrædende umoralitet bør vi hungre og tørste efter retfærdighed. For at komme til Zion er det ikke nok for jer eller mig at være lidt mindre ugudelig end andre. Vi skal ikke kun blive gode, men også hellige mænd og kvinder. Med ældste Neal A. Maxwells ord i tankerne, lad os da en gang for alle bosætte os i Zion og opgive sommerhytten i Babylon (se Neal A. Maxwell, A Wonderful Flood of Light, 1990, s. 47).
Omsorg for de fattige
Gennem historien har Herren målt samfund og enkeltpersoner efter, hvor godt de tager sig af de fattige. Han har sagt:
»For jorden er fuld, og der er nok og mere til; ja, jeg har beredt alt og har overladt det til menneskenes børn at handle på egne vegne.
Hvis noget menneske derfor tager af den overflod, som jeg har skabt, og ikke giver sin del deraf til de fattige og trængende i overensstemmelse med mit evangeliums lov, så skal han sammen med de ugudelige slå øjnene op i helvede og være i pine« (L&P 104:17-18; se også L&P 56:16-17).
Ydermere udtaler han: »Dog skal I være lige, hvad angår det timelige og det ikke modstræbende, ellers skal rigeligheden af Åndens tilkendegivelser blive holdt tilbage« (L&P 70:14; se også L&P 49:20; 78:5-7).
Vi råder over vore midler og ressourcer, men vi står til regnskab over for Gud for denne forvaltning af jordisk gods. Det er opmuntrende at være vidne til jeres gavmildhed, når I giver bidrag til fasteoffer og humanitære projekter. Gennem årene er millioners lidelser blevet lindret, og utallige andre er blevet hjulpet til at hjælpe sig selv gennem de helliges gavmildhed. Ikke desto mindre bør vi alle i vores stræben efter Zions sag bønsomt overveje, om vi gør, hvad vi bør, og alt, hvad vi bør i Herrens øjne med hensyn til de fattige og trængende.
Vi kunne spørge os selv, eftersom mange af os lever i samfund, der tilbeder jordisk gods og fornøjelser, om vi holder os på afstand af begærlighed og lyst til at anskaffe os mere og mere af denne verdens ting. Materialisme er blot endnu en tilkendegivelse af afgudsdyrkelse og stolthed, som karakteriserer Babylon. Måske vi kan lære at blive tilfredse med det, som dækker vores behov.
Apostlen Paulus advarede Timotheus mod folk, der antager, »at gudsfrygt skal kunne lønne sig« (1 Tim 6:5).
Han sagde: »Tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den;
har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det« (1 Tim 6:7-8).
I størstedelen af verden er vi på vej mod usikre, økonomiske tider. Lad os drage omsorg for hinanden, det bedste vi har lært. Jeg husker beretningen om en vietnamesisk familie, der flygtede fra Saigon i 1975 og endte med at bo i en lille beboelsesvogn i Provo i Utah. En ung mand i denne familie blev hjemmelærerkammerat med en bror Johnson, som boede i nærheden med sin store familie. Den unge mand har fortalt følgende:
»En dag lagde broder Johnson mærke til, at vores familie ikke havde noget spisebord. Næste dag kom han med et underligt, men meget praktisk bord, som passede fint ved væggen over for køkkenvasken og -bordet. Jeg siger underligt, fordi to af bordbenene matchede bordpladen, mens de to andre ikke gjorde. Der sad også flere små trætapper, som stak ud langs siden af den slidte bordplade.
Inden længe brugte vi dagligt dette enestående bord, når vi skulle lave mad eller spise et hurtigt måltid. Vi spiste stadig vore familiemåltider siddende på gulvet … efter rigtig vietnamesisk skik.
En aften stod jeg i broder Johnsons entre, mens jeg ventede på ham, inden vi skulle ud som hjemmelærere. I køkkenet ved siden af – jeg blev helt overrasket, da jeg fik øje på det – stod der et bord, som praktisk talt var magen til det, som de havde foræret min familie. Den eneste forskel var, at hvor vores bord havde tappe, havde familien Johnsons bord huller! Da gik det op for mig, at denne kærlige mand havde set vores nød og havde savet sit køkkenbord over og havde lavet to nye ben til hver halvdel.
Det var indlysende, at der ikke var plads til hele familien Johnson rundt om det lille møbel – de kunne sikkert dårligt nok sidde rundt om det, da det var helt …
Gennem hele mit liv har denne venlige gestus været mig en stærk påmindelse om ægte offervilje« (Song Quang Le og Beth Ellis Le, »Et bord magen til«, Liahona, juli 2004, s. 45-46).
Profeten Joseph Smith sagde: »Vi bør have opbygningen af Zion som vores største mål« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 184). Lad os i vore familier og i vore stave og distrikter stræbe efter at opbygge Zion gennem enighed, gudsfrygt og næstekærlighed og forberede os på hin store dag, hvor Zion, det ny Jerusalem, rejser sig. Med teksten fra vores salme:
Israel, Israel, Gud nu kalder,
kalder dig fra jordens ve,
Babylon, den store, falder,
Gud dens pragt vil styrte ned …
Kom til Zion, kom til Zion,
bag dens volde finde trøst …
Kom til Zion, kom til Zion,
Herrens komme nærmer sig.
(»Israel, Israel, Gud nu kalder«, Salmer og sange, nr. 9).
Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus, Zions konge, i Jesu Kristi navn. Amen.