Gud elsker og hjælper alle sine børn

Biskop Keith B. McMullin

Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd

Vi har brug for vor himmelske Faders hjælp. En vigtig kilde til denne hjælp kommer gennem menneskets tjeneste for sine medmennesker, gennem bøn og ved at fokusere på Kristus.

En af genoprettelsens bærende sandheder er, at Gud lever og er i sin himmel, at han er et ophøjet menneske med »et legeme af kød og knogler«,¹ og at han er den samme uforanderlige Gud i går, i dag og for evigt,² kilden til al dyd og sandhed.

Adam og Eva var hans første jordiske børn på denne jord. Om deres fremkomst sagde han: »Og jeg, Gud, skabte mennesket i mit eget billede; i min Enbårnes billede skabte jeg ham, mand og kvinde skabte jeg dem.«³

Den sandhed ophøjer den menneskelige familie. Mænd og kvinder er vidunderlige skabninger, som er skænket guddommelige egenskaber. Som led i skabelsen gav Gud Adam og Eva den guddommelige evne til at skabe børn i deres billede. Vi er derfor alle skabt i hans billede.

Vi kæmper dog alle med alvorlige jordiske svagheder og farer. Sygdom, alderdom og død er uundgåeligt. Trængsler og sorger er den del af livets rejse. Personlige tilbøjeligheder, lyster og lidenskaber kræver at blive tilfredsstillet.

Af blandt andet disse grunde har vi brug for vor himmelske Faders hjælp. En vigtig kilde til denne hjælp kommer gennem menneskets tjeneste for sine medmennesker.⁴ Buddet lyder: »Du skal elske din næste som dig selv.«⁵ Eftersom vi alle er brødre og søstre, er vi alle hinandens »næste«, selv om vi måtte være adskilt af afstand, kultur, religion eller race. Profeten Joseph sagde: »En mand, som er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med alene at velsigne sin familie, men vil gå ud til hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden.«⁶ Herren er selv eksemplet, »for han gør det, som er godt blandt menneskenes børn … han afviser ingen, som kommer til ham, sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde; og han husker hedningerne; og alle er lige for Gud.«⁷

For at kunne hjælpe andre på Herrens måde stræber vi efter at sørge for os selv og yde ofre for at hjælpe dem, der har brug for det. De fattige arbejder for det, de modtager, og søger ligeledes det bedste for andre.⁸ Denne fremgangsmåde blev vi anvist fra begyndelsen.⁹

Kirkens velfærdsplan udtrykker denne guddommelige fremgangsmåde, og trofaste medlemmer af Kirken følger den. Deres offerydelser giver hjælp til enken, den forældreløse og ly for den lidende.

For nogle år siden besøgte en højtstående repræsentant fra Kina Salt Lake City. Han så Kirkens seværdigheder og talte på Brigham Young University. Efter at have hørt om Kirkens velfærdsprogram sagde han: »Hvis vi alle elskede hinanden sådan, så ville verden være et mere fredeligt sted.«

Det fangede hans opmærksomhed, at folk fastede og gav værdien af de undladte måltider til de fattige. Ved slutningen af hans besøg på Welfare Square gav han lederen en lille, rød konvolut – en »rød lomme«. I Kina er en »rød lomme« et tegn på kærlighed og ønsket om velsignelser og medgang. »Det er ikke meget,« sagde gæsten, »men den indeholder de penge, jeg har sparet ved at undlade at spise morgenmad de sidste to morgener. Jeg vil gerne give mit fasteoffer til Kirkens velfærdsprogram.«¹⁰

Kirkens velfærdsplan er inspireret af Gud. Den bygger på principper, der er grundlæggende for menneskets frelse.¹¹ Den er et tegn på tjeneste og et vidnesbyrd til verden om, at Jesu Kristi Kirke er blevet genoprettet. Den er himlens hjælp på en praktisk måde. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Velfærdsprincipper … ændres ikke. De forandres ikke. De er åbenbarede sandheder.«¹²

En anden væsentlig måde at modtage Guds hjælp på er gennem bøn. Vi har fået befaling om at bede til Gud, vor Fader, i Jesu Kristi navn. Formaningen er: ›Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer‹.¹³ Vor himmelske Fader besvarer alle oprigtige bønner.

Som Herrens profet har præsident Monson rådet os: »Nogle gange synes der intet lys at være for enden af tunnelen – intet daggry, der kan bryde nattens mørke … Vi føler os forladte, sorgfulde og alene. Hvis I befinder jer i en sådan situation, beder jeg jer om at vende jer mod vor himmelske Fader i tro. Han vil løfte jer og vejlede jer. Han tager ikke altid jeres lidelser fra jer, men han vil trøste og vejlede jer i kærlighed gennem hvilken som helst storm, I måtte befinde jer i.«¹⁴

I nødens stund vender vi os til den form for bøn, som kun er tilgængelig ved Guds bemyndigede tjeneres hænder. Jesus Kristus gik omkring og »helbred[t]e de syge, oprejs[t]e de døde«¹⁵ og opmuntrede desperate sjæle. Med evangeliets gengivelse kom præstedømmets kraft og myndighed for at fortsætte denne side af Guds værk.¹⁶

Når nogen er syg eller har store bekymringer, »skal han tilkalde menighedens ældste, og de skal salve ham med olie i Herrens navn og bede over ham. Og troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask.«¹⁷ Trofaste ældster har myndighed til at gøre det, som Herren ville gøre, hvis han var til stede.¹⁸

Hvis der blev ført optegnelser over besvarede bønner, var der ikke plads nok i verden til de mange bind. Dette dyrebare vidnesbyrd har jeg fra ældste Glen L. Rudd, emeritus generalautoritet og en kær kollega:

»Jeg blev ringet op og fik at vide, at et familiemedlem, en 12-årig pige ved navn Janice, var på hospitalet med alvorlige skader. Hendes mor ønskede, at hun fik en præstedømmevelsignelse.

Ældste Cowley og jeg tog hen på hospitalet. Dér hørte vi mere om ulykken. Janice var blevet ramt af en bybus. De dobbelte baghjul var kørt hen over hendes hoved og krop.

Ældste Cowley og jeg gik ind på den stue, hvor Janice lå. Hun havde brækket bækkenet, skadet den ene skulder slemt, hun havde adskillige brækkede knogler og alvorlige skader i hovedet, som ikke kunne behandles. Alligevel følte vi, at vi skulle salve og velsigne hende. Jeg salvede hende med olie, og ældste Cowley beseglede salvelsen. Med styrke og beslutsomhed velsignede han hende med, at hun skulle blive helbredt og leve et normalt liv. Han velsignede hende med, at hun ville komme sig uden varige mén efter de mange skader. Det var en storslået velsignelse og et stort øjeblik.«

Ældste Rudd fortsætter: »Janice lå helt stille i mere end en måned. Vi mistede aldrig troen. Der var blevet udtalt en velsignelse om, at hun ville blive rask og ikke få varige mén.«

Ældste Rudd afslutter: »Der er gået mange år siden vores besøg på hospitalet. Jeg talte for nylig med Janice. Hun er nu 70 år gammel, mor til tre børn og bedstemor til 11 børnebørn. Indtil nu har hun aldrig lidt under en eneste negativ eftervirkning fra ulykken.«¹⁹

Hendes helbredelse er kun én af mange sådanne helbredelser. Men intet står som et større vidnesbyrd om, hvordan vor himmelske Fader hjælper sine børn gennem bøn, end det der skete på en hospitalsstue med 12-årige Janice og to af Guds ydmyge tjenere for godt 58 år siden.

Den største hjælp fra vor himmelske Fader kommer gennem hans Søn: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«²⁰

Det er med stor ærbødighed og ærefrygt, at jeg bærer vidnesbyrd om Herren, Jesus Kristus. Når jeg gør dette, mindes jeg, hvor påpasselige vi må være med brugen af hans navn. Selvom hans indflydelse, lærdomme og frelse gør, at vi elsker ham, bør vi ikke tale om ham, som om han var vores ven fra huset ved siden af.

Han er den førstefødte af vor Faders åndelige børn. Han gjorde alt det, han var ordineret til at gøre – derfor har alting ærefrygt for ham og alt vidner om ham.²¹ Han fortalte de fordums profeter, hvad de skulle skrive og åbenbarer sin vilje til sine profeter i dag – og han opfylder alle deres ord.²²

Som Guds Søn blev han født af jomfru Maria, besejrede døden, sonede for verdens synder, og bragte frelse til både levende og døde. Som vor opstandne Herre spiste han stegt fisk med apostlene og indbød menneskeskarerne på begge jordens halvkugler til at mærke sårene i hans hænder, fødder og side, så alle kunne vide, at han er Israels Gud – han er den levende Kristus.

Han erklærede til alle:

»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.«²³

Han er vores lovgiver og dommer, verdens Forløser. Ved hans andet komme skal »herredømmet … ligge på hans skulder; og han skal få navnet Underfuld, Rådgiver, Mægtige Gud, Evige Fader, Fredsfyrsten.«²⁴ Herom bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi allerhelligste navn. Amen.