2008
Af ét hjerte
November 2008


Af ét hjerte

De hellige kan udføre alle Herrens hensigter, når vi er helt forenede i retfærdighed.

President Henry B. Eyring

Mine elskede brødre og søstre, det er en glæde at være sammen med jer denne sabbatsmorgen. Vi lever under vidt forskellige forhold. Vi kommer fra mange forskellige lande og fra mange forskellige kulturer og ind i Guds rige. Og den profeterede indsamling vil tage til.

Vi ser konflikter, som tilspidses mellem folk i verden omkring os. Disse splittelser og uenigheder kunne påvirke os. Derfor handler mit håbefulde budskab i dag om, at den store dag med fred nærmer sig. Herren, Jahve, vil vende tilbage for at leve med dem, som vil blive hans folk, og de skal være af ét hjerte, forenet med ham og med vor himmelske Fader.

I har hørt budskabet om enighed fra mig mere end en gang. Jeg vil sikkert også tale om det fremover. Jeg har hørt om det fra enhver af Guds profeter i min levetid. En bøn om enighed, var det sidste budskab, jeg kan huske fra præsident McKay. Herrens profeter har altid opfordret til, at vi skal være enige. Behovet for, at den gave bliver os skænket, og udfordringen med at bevare den, bliver kun større i den kommende tid, hvor vi som folk skal gøre os klar til vores herlige bestemmelse.

Mit budskab er, at vi kan gøre det bedre. Forældre trygler om fred i hjemmet, og deres bønner bliver besvaret. Familier beder sammen morgen og aften. Jeg blev indbudt til at knæle med ned ved sengetid hos en familie, da jeg var gæst i deres hjem. Det yngste barn blev bedt om at sige bønnen. Han bad som en patriark for hver enkelt i familien, som blev nævnt ved navn. Jeg åbnede øjnene et kort øjeblik for at se ansigtsudtrykket hos de andre børn og forældrene. Jeg kunne se, at de i tro og med hjertet støttede op om den lille drengs bøn i tro.

Nogle søstre fra Hjælpeforeningen bad for nylig sammen, da de gjorde sig klar til for første gang at besøge en ung enke, hvis mand var død pludseligt. De ville gerne vide, hvad de skulle gøre, og hvordan de kunne arbejde sammen om at hjælpe med at gøre hjemmet parat til at modtage familie og venner, som ville komme til begravelsen. De ville gerne vide, hvilke trøstende ord Herren ønskede de skulle sige. De fik svar på deres bøn. Da de ankom til hjemmet, gik hver søster i gang med en opgave. Huset blev gjort klart så hurtigt, at nogle af søstrene blev helt kede af, at der ikke var mere at gøre. Der lød trøstende ord, der samlet blev til et perfekt hele. De havde ydet tjeneste på Herrens vis af ét hjerte.

I har, såvel som jeg, set beviser på, at vi går frem mod at være som ét. Miraklet ved at være ét skænkes os, når vi beder og arbejder sammen på Herrens vis. Vore hjerter vil blive forenet som ét. Gud har lovet sine hellige denne velsignelse, uanset hvilken baggrund de har eller hvilken konflikt, der måtte rase omkring dem. Han bad for os såvel som for sine disciple, da han sagde: »Fader, at vi alle må være ét.«1

Grunden til, at vi beder om den velsignelse, er af samme årsag, som Faderen skænker den. Vi ved af erfaring, at vi føler glæde, når vi velsignes med enighed. Som vor himmelske Faders åndelige børn længes vi efter den glæde, vi følte hos ham i livet før dette. Han ønsker på grund af sin kærlighed til os at skænke os det hellige ønske om enighed.

Han kan ikke give den til os som enkeltpersoner. Glæden ved at være ét, som han så gerne vil give os, kan ikke gives til os enkeltvis. Vi må stræbe efter og gøre os værdige til den i fællesskab. Det er derfor ikke overraskende, at Gud beder os om at samles, så han kan velsigne os. Han ønsker, at vi samles i familier. Han har sørget for klasser og menigheder og befalet os at mødes der ofte. På de samlingssteder, Gud har udpeget, ligger der store muligheder og venter. Vi kan bede og arbejde for den enighed, som vil give os glæde og forøge vores kraft til at tjene.

Herren lovede de tre nefitter glæden ved at være ét med ham som belønning for deres trofaste tjeneste. Han sagde: »[I skal] have en fylde af glæde, og I skal sætte jer i min Faders rige, ja, jeres glæde skal være fuldkommen, ligesom Faderen har givet mig en fylde af glæde, og I skal være ligesom jeg er, og jeg er ligesom Faderen, og Faderen og jeg er ét.«2

Herren har vejledt os, så vi ved, hvad vi skal gøre for at modtage velsignelsen og glæden ved stedse at kunne være ét. Mormons Bog fortæller om en tid med fremgang. Det var på Almas tid ved Mormons vande. Det, folket gjorde under de svære og farlige omstændigheder, viser os vejen frem og indgyder mod.

Alt, som Alma og hans folk blev inspireret til at gøre, var at hjælpe folk med at vælge at opleve forandringen i hjertet som følge af Jesu Kristi forsoning. Det er den eneste måde, hvorpå Gud kan velsigne os med at være af ét hjerte.

I Mosija kan vi læse følgende:

»Og de blev kaldt Guds kirke eller Kristi kirke fra den tid af. Og det skete, at hver den, der blev døbt med magt og myndighed fra Gud, blev føjet til hans kirke …

Og han befalede dem, at de intet måtte undervise i, undtagen det som han havde undervist i, og som var blevet talt ved de hellige profeters mund.

Ja, han befalede dem endda, at de intet skulle prædike, undtagen omvendelse og tro på Herren, som havde forløst sit folk.

Og han befalede dem, at der ikke skulle være nogen strid, den ene med den anden, men at de skulle se fremad med ét blik, idet de havde én tro og én dåb og havde deres hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden.

Og således befalede han dem at prædike. Og således blev de Guds børn.«3

Det er derfor, Alma sagde til folket, at de skulle forkynde tro og omvendelse. Det er derfor, mine børn i hver eneste lektion til familieaften kunne regne med, at jeg på en eller måde opmuntrede en af dem til at vidne om Frelseren og hans tjenestegerning. Nogle gange gjorde forældrene det. De bedste familieaftener var dem, hvor vi opfordrede børnene til det, enten ved at de gav lektionen eller ved, at de svarede på spørgsmål. Når der blev båret vidnesbyrd om Frelseren, bekræftede Helligånden det. De aftener følte vi, at vore hjerter var som ét.

Udover visse ordinancer er der principper, som vi følger som et folk, der leder os til større enighed.

Et af disse principper er åbenbaring. Åbenbaring er den eneste måde, vi kan vide, hvordan vi sammen skal følge Herrens vilje. Det kræver lys fra himlen. Helligånden vidner til vores hjerte og til hjertet i dem omkring os, hvad han ønsker, vi skal gøre. Og det er ved at holde hans befalinger, at vi sammen kan få ét hjerte.

Et andet princip, der skal lede os frem mod enighed, er at være ydmyge. Stolthed er enighedens store fjende. I har set og mærket dens frygtelige konsekvenser. Det er kun et par dage siden, jeg overværede to mennesker – gode mennesker – der havde en mindre uoverensstemmelse. Det begyndte med en diskussion om, hvad der var rigtigt, men blev til en konkurrence om, hvem der havde ret. De blev gradvist mere højrøstede. Deres ansigter begyndte at blusse. I stedet for at tale om emnet, begyndte folk at tale om sig selv for at føre bevis for, hvorfor deres synspunkt på grund af deres store evne og baggrund var det rigtige.

I ville også have følt jer foruroliget. Vi har set de livstruende konsekvenser af tragiske konflikter. Vi kender mennesker, som har forladt de helliges fællesskab på grund af såret stolthed.

Heldigvis ser jeg flere og flere dygtige fredsmæglere, som får dæmpet bølgerne, inden det går helt galt. I kan være en af de fredsmæglere, uanset om I er en del af konflikten eller bare iagttager den.

En måde, jeg har set det gjort på, er at finde noget, som alle kan enes om. For at være fredsmægler må I have tro på, at som Guds børn, med alle vore forskelligheder, er det sandsynligt, at der findes en grad af sandhed i alle de standpunkter, vi indtager. Den store fredsmægler, fredsstifteren, er den, der finder en måde at få folk til at se den sandhed på. Den sandhed, de er enige om, er altid større og vigtigere end deres forskelligheder. I kan hjælpe jer selv og andre med at se fælles grund, hvis I beder Gud om hjælp og derefter handler. Han vil besvare jeres bønner og give jer fred, som han har gjort det for mig.

Det samme princip gør sig gældende, når vi skal skabe enighed mellem mennesker med meget forskellig baggrund. Guds børn har mere til fælles end de har forskelligheder. Og forskelligheden kan endog betragtes som en mulighed. Gud kan hjælpe jer til at betragte forskellen i en anden person, som en kilde til inspiration snarere end irritation. Herren kan hjælpe jer med at se og værdsætte det, som en anden person har, som I selv mangler. Mere end én gang har Herren hjulpet mig til at se hans godhed i, at jeg skulle omgås folk, som var vidt forskellige fra mig, så Herren kunne velsigne mig på en bestemt måde. Det har været Herrens måde at tilføje noget, jeg manglede for bedre at tjene ham.

Det fører til et andet princip om enighed. Det er at tale pænt om hinanden. Tænk på sidste gang I blev spurgt om, hvad I mente om det, som en i familien eller Kirken gjorde. Det skete for mig mere end en gang i den sidste uge. Der er nogle gange, hvor vi er nødt til at dømme andre. Nogle gange skal vi udtale den dom. Men langt oftere må vi træffe et valg. Forestil jer for eksempel, at I bliver spurgt om, hvad I mener om den nye biskop.

Efterhånden som vi bliver bedre og bedre til at skabe enighed, vil vi komme i tanke om et skriftsted, når vi hører det spørgsmål: »Og nu, mine brødre, eftersom I kender det lys, ved hvilket I kan dømme, hvilket lys er Kristi lys, se da til, at I ikke dømmer urigtigt; for med den selv samme dom, som I dømmer, skal I også blive dømt.«4

Velvidende at I ser andre i et ufuldkomment lys, vil I sandsynligvis svare lidt mere generøst på spørgsmålet. Ud over det skriftsted husker I måske, da jeres mor – ligesom min mor – sagde: »Hvis I ikke kan sige noget godt om en person, så sig ikke noget.«

Det vil hjælpe jer med at se efter det bedste i biskoppens optræden og personlighed. Frelseren vil helt sikkert, som jeres kærlige dommer, gøre det, når han bedømmer jeres optræden. Skrifterne, og det I hørte fra jeres mor, kan være en god ledetråd til at beskrive det bedste i biskoppens optræden og hans gode hensigter. Jeg kan love jer en følelse af fred og glæde, når I generøst taler om andre i lyset af Jesus Kristus. I vil for eksempel føle jer som ét med den biskop og med den person, der spørger om jeres mening, ikke fordi biskoppen er fuldkommen, eller fordi den person, som spørger jer, deler jeres generøse vurdering. Det skyldes, at Herren vil lade jer se hans behag i, at I fravælger muligheden for at så splid.

Vi må følge det samme princip som Herren og mere og mere omgås mennesker, som ikke ligner os. Så vil det blive mere tydeligt for os, at forsoningen bringer den samme forandring i os alle. Vi bliver ydmyge, kærlige og beredvillige disciple og på samme tid frygtløse og trofaste i alle ting. Vi lever fortsat i forskellige lande, men vi kommer ind i Kirken gennem en proces, som forandrer os. Der sker gennem Åndens gaver det, som apostlen Paulus så:

»For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen.

Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.«5

Med den øgede enighed som jeg ser, vil Herren være i stand til udføre det, som verden anser som mirakuløst. De hellige kan udføre alle Herrens hensigter, når vi er helt forenede i retfærdighed.

Præsidenter, guvernører og ledere af verdensomspændende nødhjælpsorganisationer har rost os med ord som disse: »Jeres kirke kom først frem til stedet med hjælp, da katastrofen ramte. Hundredvis af jeres folk kom og havde taget alt med, som de overlevende havde brug for. De havde endda taget deres egne telte og ting med. De var utrættelige og opmuntrende. De vidste tilsyneladende, hvor de skulle hen og hvornår.« Så kommer en bemærkning som denne: »Jeres kirke ved virkelig, hvordan man skal organisere for at få noget gjort.«

Jeg siger altid tak, men siger ikke, at miraklet ikke alene ligger i organisationen, men i folkets hjerte. De hellige kom i Herrens navn for at yde den hjælp, som han ville have ydet. De kom, fordi de lyttede til Herrens tjeneres råd. Fordi de var ét af hjerte, blev deres kraft forstørret.

Jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om, at den enighed, vi er vidner til nu, vil tiltage. Gud, Faderen lever. Han hører og besvarer kærligt vore bønner. Frelseren Jesus Kristus, genopstanden og herliggjort, lever og rækker ud mod os i sin nåde. Dette er hans sande kirke. Præsident Monson er Guds levende profet. Hvis vi i fællesskab og helhjertet støtter ham og villigt adlyder Gud, vil vi sammen kunne gå frem i kraft, uanset hvor Gud ønsker, vi skal være og blive det, han ønsker, vi skal være.

Jeg giver jer min velsignelse, således at I må føle harmoni i jeres hjem og i Kirken. Og jeg giver jer Herrens løfte om, at jeres hjertes retfærdige ønsker om den glæde i enighed vil blive opfyldt. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Se Joh 17:21; se også L&P 50:43; 93:3.

  2. 3 Ne 28:10.

  3. Mosi 18:17, 19-22.

  4. Moro 7:18.

  5. Ef 2:18-19.