Nadvermødet og nadveren

Ældste Dallin H. Oaks

De Tolv Apostles Kvorum

Nadverens ordinance gør nadvermødet til det mest hellige og vigtige møde i Kirken.

Vi lever i hårde tider, som det blev profeteret af apostlen Paulus (se 2 Tim 3:1). De, som prøver at vandre på den lige og snævre sti, bliver inviteret på afveje alle steder. Vi kan blive distraherede, nedværdiget, modløse eller deprimerede. Hvordan kan vi lade Herrens Ånd hjælpe os med vore valg og til at blive på stien?

I en nutidig åbenbaring giver Herren svaret på denne befaling:

»Og for at du mere fuldstændig kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag;

for sandelig, dette er en dag, der er bestemt for dig til at hvile fra dit arbejde og til at vise den højeste din hengivenhed« (L&P 59:9-10).

Dette er en befaling med et løfte. Ved på værdig vis at deltage i nadverens ordinance hver uge kan vi kvalificere os til løftet om, »altid at have hans Ånd hos [os] (L&P 20:77). Den ånd er grundlaget for vores vidnesbyrd. Den vidner om Faderen og Sønnen, får alt frem i vores erindring og leder os til sandheden. Den er kompasset, som leder os frem på stien. Præsident Wilford Woodruff belærte os om, at Helligåndsgaven »er den største gave, der kan skænkes mennesker« (Deseret Weekly, 6. apr., 1889, s. 451).

I.

Nadverens ordinance gør nadvermødet til det mest hellige og vigtige møde i Kirken. Det er det eneste sabbatsmøde, hvor hele familien kan deltage samlet. Dets indhold udover nadveren bør altid planlægges og præsenteres, så vores fokus er rettet mod Herren Jesu Kristi forsoning og lærdomme.

Mine første minder om nadvermøde har rod i den lille by i Utah, hvor jeg blev ordineret til diakon og deltog i omdelingen af nadveren. Målt mod disse minder, er de nadvermøder, jeg deltager i nu i mange forskellige menigheder, meget forbedret. Almindeligvis bliver nadveren administreret, omdelt og modtaget af medlemmerne i en stille og ærbødig atmosfære. Ledelsen af mødet, inklusive de nødvendige bekendtgørelser, er kort og værdig, og talerne er åndelige i indhold og fremlæggelse. Musikken er passende, og det er bønnerne også. Dette er standarden, og det afspejler en stor fremgang siden min ungdoms oplevelser.

Der er lejlighedsvise undtagelser. Jeg fornemmer, at visse i den opvoksende generation, og endog visse voksne, endnu ikke har forstået betydningen af dette møde og vigtigheden af personlig ærbødighed og tilbedelse i det. De ting, jeg føler mig mest tilskyndet til at undervise i her, er henvendt til dem, som endnu ikke forstår og efterlever disse vigtige principper, og som endnu ikke nyder den lovede åndelige velsignelse ved altid at have hans Ånd hos sig.

II.

Jeg begynder med, hvordan medlemmer af Kirken bør forberede sig til at deltage i nadverordinancen. Ved det verdensomspændende oplæringsmøde for ledere for fem år siden, belærte ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum præstedømmelederne i Kirken om, hvordan man planlægger og afholder nadvermøder. »Vi mindes hans forsoning på en meget personlig måde,« sagde ældste Nelson. »Vi bringer et sønderknust hjerte og en angergiven ånd til nadvermødet. Det er højdepunktet af vores overholdelse af sabbatsdagen« (Nadvermødet«, Liahona, aug., 1994, s. 12).

Vi sætter os ned, inden mødet begynder. »I dette stille tidsrum dæmpes præludiet. Det er ikke tidspunktet til at tale sammen eller udveksle beskeder, men en stund til stille meditation, hvor lederne og medlemmerne forbereder sig åndeligt til nadveren« (Liahona, aug. 2004, s.13).

Da Frelseren viste sig for nefitterne efter sin opstandelse, belærte han dem om, at de skulle ophøre med den hidtidige praksis med slagtofre. Men i stedet for skal I »som offer bringe mig et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20). Den befaling, som gentages i nutidig åbenbaring, råder os til at deltage i nadveren hver uge og fortæller os, hvordan vi skal forberede os. Ældste Nelson sagde: »Hvert enkelt medlem af Kirken har selv ansvar for den åndelige berigelse, vedkommende kan hente fra nadvermødet« (Liahona, aug. 2004, s. 14).

I Lærdomme om Frelse lærer præsident Joseph Fielding Smith os, at vores deltagelse i nadveren er vores del af at mindes Frelserens død og lidelser i sin soning til verdens forløsning. Denne ordinance blev indstiftet, så vi kan forny vore pagter om at tjene, adlyde og altid mindes ham. Præsident Smith tilføjer: »Vi kan ikke bevare Herrens Ånd hos os, hvis vi ikke bestandigt retter os efter den befaling« (Lærdomme om Frelse, Bruce R. McConkie, 3 bind, 1954-1956, 2:341).

III.

Vores påklædning er et vigtigt udtryk for vores indstilling og forberedelse til enhver aktivitet, vi deltager i. Hvis vi skal ud og svømme, vandre eller spille på stranden, vil vores tøj og fodtøj give udtryk for det. Det samme gør sig gældende for, hvordan vi klæder os på for at deltage i nadverordinancen. Det er ligesom at tage til templet. Måden, vi klæder os på, udtrykker graden af vores forståelse og respekt for den ordinance, vi deltager i.

Under nadvermødet – og under selve nadveren – bør vi have fokus på andagten og afholde os fra alle andre aktiviteter, særlig opførsel som kan forstyrre andres andagt. Selv en person, som falder hen i stille slumren, forstyrrer ikke andre. Nadvermødetiden er ikke beregnet til at læse bøger eller blade. Det er ikke tiden til hviskende samtaler på mobiltelefonen eller til at sende sms’er til folk, som ikke er til stede. Når vi deltager i nadveren, indgår vi hellige pagter om, at vi altid vil mindes Frelseren. Hvor er det trist at se, hvor åbenlyst folk krænker den pagt, under det selvsamme møde, hvor de indgår den.

Musikken til nadvermødet er en vigtig del af vores tilbedelse. Skriften belærer os om, at »de retfærdiges sang er som en bøn til Herren« (se L&P 25:12). Det Første Præsidentskab har erklæret, at »nogle af de største prædikener bliver holdt ved at synge salmer« (Salmer og sange, s. ix). Hvor er det skønt, når alle deltagere istemmer lovprisningen i sang – særligt i nadversalmen, som forbereder os på deltagelsen i nadveren. Al nadvermødemusik kræver nøje planlægning, man bør altid huske, at musikken er til andagt og ikke til optræden.

Præsident Joseph Fielding Smith har sagt: »[Det] er en anledning til at fremføre evangeliet, hvor vi bør opfordres til at udøve tro og til at tænke over vor Forløsers mission og anvende tiden til overvejelse af evangeliets frelsende principper – og ikke noget som helst andet. Munterhed, latter og løssluppenhed hører sig ikke til ved sidste dages hellige nadvermøder. Vi bør mødes i ydmyghed med hengivenhed og bøn i vores hjerte« (Lærdomme om Frelse, 2:342).

Når vi gør det – når vi deltager med den højtidelighed, som altid bør ledsage nadverordinancen og andagten ved dette møde – kvalificerer vi os til Åndens følgeskab og åbenbaring. Dette er måden, hvorpå vi modtager vejledning i vore liv og fred langs vejen.

IV.

Den opstandne Herre understregede vigtigheden af nadveren, da han besøgte det amerikanske kontinent og indstiftede nadveren blandt de trofaste nefitter. Han velsignede nadverens symboler og gav dem til sine disciple og folkemængden (se 3 Ne 18:1-10), idet han befalede:

»Og dette skal I altid gøre til dem, som omvender sig og bliver døbt i mit navn; og I skal gøre det til erindring om mit blod, som jeg har udgydt for jer, så I kan bevidne for Faderen, at I altid erindrer mig. Og hvis I altid erindrer mig, skal I have min Ånd til at være hos jer.

… Og hvis I altid gør dette, da er I velsignede, for så er I bygget på min klippe.

Men de blandt jer, som gør mere eller mindre end dette, er ikke bygget på min klippe, men er bygget på en grundvold af sand; og når regnen falder, og oversvømmelserne kommer, og vindene blæser og slår imod dem, falder de« (3 Ne 18:11-13).

Nadveren er den ordinance, der erstatter slagtofre og brændofre i Moseloven, og med den fik vi Frelserens løfte: Og den, der kommer til mig med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, ham vil jeg døbe med ild og med Helligånden« (3 Ne 9:20).

V.

Nu taler jeg særligt til de præstedømmebærere, som forretter nadveren. Denne ordinance bør altid udføres med ærbødighed og værdighed. Præster, som beder på vegne af menigheden, bør udtale ordene langsomt og tydeligt, idet de udtrykker pagtens betingelser og lovede velsignelser. Dette er en yderst hellig handling.

Lærerne, som forbereder, og diakonerne, som omdeler nadverens symboler, udfører også en yderst hellig handling. Jeg elsker præsident Thomas S. Monsons beretning om, hvordan han som 12-årig diakon af biskoppen blev bedt om at give nadver til en sengeliggende bror, som længtes efter denne velsignelse. »Hans taknemlighed overvældede mig,« sagde præsident Monson. »Herrens Ånd kom over mig. Jeg stod på hellig jord« (Inspiring Experiences that Build Faith, Deseret Book Co., 1994, s. 188). Alle som forretter denne hellige ordinance står »på hellig jord.«

Unge mænd, som forretter nadverordinancen bør være værdige. Herren har sagt: »Vær rene, I som bærer Herrens kar« (L&P 38:42). Skriftens advarsler mod at deltage uværdigt i nadveren (se 1 Kor 11:29; 3 Ne 18:29) gælder sandelig også dem, der forretter nadveren. I forbindelse med disciplinære tiltag over for Kirkens medlemmer, som har begået alvorlige synder, kan biskoppen midlertidigt fjerne privilegiet af at deltage i nadveren. Den selv samme myndighed kan også fjerne privilegiet ved at kunne forrette denne hellige ordinance.

Det, jeg sagde før, omkring vigtigheden af passende påklædning for dem, der modtager nadveren, gælder naturligvis også i særlig grad for de unge mænd i Det Aronske Præstedømme, som på nogen måde tager del i forrettelsen af denne hellige ordinance. Alle bør være velsoignerede og pænt klædt. Der bør intet være i deres personlige fremtoning eller adfærd, som henleder opmærksomheden på dem selv eller distraherer nogen tilstedeværende fra fuldt fokus på andagten og indgåelsen af pagten, som det er meningen med denne hellige handling.

Ældste Jeffrey R. Holland gav nyttige belæringer om dette emne ved generalkonferencen for 13 år siden. Eftersom de fleste af vore nuværende diakoner end ikke var født, da disse ord sidst lød fra dette sted, vil jeg for deres og for deres forældres og lederes skyld gentage dem: »Må jeg foreslå, at overalt, hvor det er muligt, bør diakoner, lærere og præster, som står for nadveren, bære en hvid skjorte. Ved hellige ordinancer i Kirken bærer vi ofte ceremonielt tøj, og en hvid skjorte kan ses som en blid påmindelse om det hvide tøj, I bar i dåbsbassinet, og som en forventning om den hvide skjorte, I snart vil bære, når I træder ind i templet og videre på jeres mission (Jeffrey R. Holland, »Gør dette til ihukommelse af mig«, Stjernen, jan. 1996, s. 68).

Og endelig bliver nadveren kun forrettet, når det bemyndiges af den, der har præstedømmets nøgler til denne præstedømmeordinance. Det er derfor nadveren generelt ikke omdeles i hjemmet eller ved familiesammenkomster, selvom der er tilstrækkeligt med præstedømmebærere til rådighed. De, som forretter ved nadverbordet, forbereder nadveren eller omdeler den til forsamlingen bør udpeges af den, der har eller udøver nøglerne til denne ordinance. Jeg henviser til biskoprådet eller lærernes eller diakonernes kvorumspræsidentskaber. »Mit hus er et ordens hus, siger Gud Herren« (L&P 132:8).

Hvordan kan vi lade Herrens Ånd vejlede os i vore valg, så vi kan forblive »uplettet af verden« (L&P 59:9) og på den sikre sti i denne prøvestand? Vi må gøre os værdige til den rensende kraft i Jesu Kristi forsoning. Det gør vi ved at holde hans befaling om at komme til ham med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd og ved på det vidunderlige ugentlige møde at deltage i nadverens symboler og indgå pagter, som gør os værdige til det dyrebare løfte om, at vi altid vil have hans Ånd hos os (se L&P 20:77). At vi altid må gøre således, er min ydmyge bøn, som jeg frembærer i det navn, som ved sin forsoning gjorde det muligt, nemlig Jesus Kristus. Amen.