Find hjælp
Forfatteren bor i Utah i USA.
Det var efter midnat, men Tate vidste, at det var tid til at tale.
»Kære Gud nu beder jeg, hver dag led og skærm du mig« (Syng med mig, s. A-5).
Tate lå vågen i mørket og blinkede tårerne tilbage. Han havde bedt om hjælp, men det syntes som om, at en tung, sort sky hang over ham og lukkede Ånden ude.
»Hvad nu, hvis jeg aldrig kan glemme den forfærdelige tv-udsendelse?« tænkte han bekymret.
Nogle få dage tidligere havde han tændt for fjernsynet, da han var blevet hurtigt færdig med sine lektier. Men han havde ikke forventet at se sådan noget på skærmen. Tate var så chokeret, at han glemte at slukke for fjernsynet så hurtigt, som han skulle have.
Det var et uheld. Det var ikke hans mening at se sådan en scene, men nu kunne han ikke glemme den. Nogle gange poppede den frem i hans hoved, når han var i skole, sad ved middagsbordet – selv da han var i kirke. På sådanne tidspunkter var han glad for, at mor og far ikke kunne læse hans tanker. Tates forældre havde lært ham, at han ikke skulle se på billeder af folk uden tøj på. Han vidste, at de også forventede, at han undgik voldelige tv-udsendelser, film og spil.
»Nu ved jeg hvorfor,« mumlede Tate for sig selv.
Tate steg ud af sengen og knælede ned igen. Hvad kunne han gøre?
»Himmelske Fader,« hviskede Tate. »Hjælp mig til at holde op med at tænke på det, jeg så.« Han tørrede de tårer væk, som der var kommet i hans øjne, og lyttede. Hans hjerte bankede hurtigere. Han syntes, at han kunne føle Helligånden tilskynde ham, men det var ikke det svar, som han ønskede.
Han skulle fortælle det til sine forældre.
»Hvorfor?« undrede Tate sig over. Han ville følge sig som en baby, hvis han gik ind til sine forældre midt om natten. Og så at skulle fortælle dem det. Han følte sig atter flov og fik det dårligt igen.
Så kom en tydelig tanke i hans sind: Hans himmelske Fader ønskede, at han skulle være glad. Hans himmelske Fader ønskede, at han skulle føle Ånden igen, tænke på gode ting og være ærlig over for sin familie. Han ønskede især, at Tate blev en værdig bærer af Det Aronske Præstedømme, når han om nogle få måneder blev 12. Tate indså, at hvis han ikke fortalte om det, han havde set, og holdt det hemmeligt, så ville han blive ved med at føle sig utilpas.
Tate havde brug for hjælp – og Helligånden havde lige fortalt ham, hvor han kunne finde den.
Tate kiggede på de lysende numre på det digitale ur ved siden af sin seng. Klokken var 1 om morgenen. Han stod op og gik ned ad den mørke gang mod sine forældres soveværelse. Han sank nervøst en gang og bankede på døren.
»Mor? Far?«
»Tate, er det dig?« lød mors søvnige stemme.
»Er der noget galt?« spurgte far.
»Ja,« sagde Tate. »Kan vi snakke? Og måske kan jeg få en velsignelse?«
Far tændte sengelampen og sagde, at Tate skulle komme ind. For første gang i flere dage følte Tate varme, håb og lys.
Illustration: Mark Robison