Ord, der kan ændre vores verden
Et distriktsråd i Ghana viste, hvordan det at sidde i råd og bruge lokale ressourcer kan skabe muligheder for personlig vækst og for at tjene hinanden.
Søster Vida Osei fra Ghana ville gerne lære at læse og skrive engelsk. Hun havde flere gange prøvet lokale undervisningstilbud, men hun var blevet mismodig og var stoppet efter nogle få uger. Så en søndag, da hun var til møderne i Anden Gren, hørte hun, at Asamankese Distrikt sponsorerede et læsefærdighedsprogram til at lære engelsk. Hun besluttede sig for at tage chancen og melde sig til.
Hun fandt snart ud af, at dette program var anderledes. Hun ville være i stand til at deltage sammen med venner fra Kirken. Skrifterne blev brugt som studiemateriale, så hun ville lære engelsk og om evangeliet på samme tid.
To måneder efter, at Vida var begyndt, bad hun for første gang nogensinde i en klasse. Tre måneder efter, at hun var begyndt, holdt hun sin første tale nogensinde til et nadvermøde, delvist på twi, et lokalt afrikansk sprog, og delvist på engelsk. Fire måneder efter, at hun var begyndt, begyndte hun at skrive ordrer, omkostninger og priser i forbindelse med sit arbejde som selvstændig syerske i sin lasede notesbog. Hun lavede færre fejl med sine kunder, fik lavere priser fra sælgere og tjente flere penge, end hun havde gjort i nogle af de tidligere måneder.
»Jeg var for genert til at deltage i en læsefærdighedsklasse med bare hvem som helst,« sagde hun. »Men da læsefærdighedsklassen blev holdt i kirkebygningen sammen med medlemmer, som jeg kendte, gav det mig modet til at forsøge igen. Og nu kan jeg læse skrifterne og forbedre min forretning ved at læse og skrive engelsk.«
I landene syd for Sahara er der mange mennesker og især kvinder, der ikke kan læse og skrive. Analfabetisme er så udbredt, at et gammelt afrikansk ordsprog siger: »Hvis du gerne vil gemme noget, så skriv det i en bog.« For sidste dages hellige kvinder som Vida har læsefærdighederne dog fremgang.
Udfordringer, der skal overvindes
Begrænset infrastruktur og begrænset uddannelse i de fleste lande syd for Sahara betyder begrænsede muligheder, især for piger. Fordi det koster mange penge at gå i skole, og på grund af pigers begrænsede status i samfundet anser mange mennesker det at læse som en uopnåelig færdighed. Det skønnes for eksempel i Ghana, selvom engelsk er det officielle sprog, at mindre end halvdelen af de voksne kvinder taler engelsk. Ude på landet i Ghana er to tredjedele af de voksne kvinder analfabeter.
»De fleste voksne kvinder i vore byer og landsbyer taler ikke engelsk,« siger Seth Oppong, der er præsident for Abomosu Distrikt i Accra Vest-missionen i Ghana. »Vores lokale sprog twi har været et talt sprog i århundreder. Det er først for nylig, at der er blevet lavet et alfabet til twi, så der er kun få, der kan læse det.«
»Søstrene må forlade sig på andre – for det meste deres mand, hvis de er gift, eller fra mund til mund, hvis de ikke er gift, for at forstå de evangeliske principper og Kirkens retningslinjer,« forklarer Georgina Amoaka, der er distriktets hjælpeforeningspræsident. »Mange af dem har et stort ønske om at tjene, men de kan ikke læse hæfterne eller tidsskrifterne, så de har begrænsede muligheder for at deltage.«
Råd fra rådet
Siden kvinderne ikke taler engelsk derhjemme eller på markedet, så er deltagelse i Kirken deres største tilskyndelse til at lære sproget. Men både folk, der har været medlemmer i lang tid, og nyomvendte møder modstand fra familien, når det handler om læsefærdighedsprogrammer. Distriktsrådet drøftede denne problemstilling, og så talte præsident Oppong til præstedømme- og organisationslederne i hver gren om et projekt i hele distriktet for at lære folk at læse og skrive. Selvom programmet er åbent for alle kvinder i lokalsamfundet, så fokuserer det på kvinder i Kirken. I stedet for at invitere folk enkeltvis, inviterede man i stedet folk i grupper – så for eksempel hjælpeforenings- eller primarypræsidentskaber deltog sammen, så de kunne støtte hinanden.
Lederne i distriktet besluttede baseret på drøftelser med grenene at holde læsefærdighedsklasser i hver gren om søndagen såvel som to gange i løbet af ugen. Efter en koncentreret seks måneders indsats blev der givet beviser for fuldførelse til dem, der kom regelmæssigt, og som lavede de påkrævede lektier.
Ressourcer tilpasset behovene
»En af udfordringerne var et finde en måde, hvor man kunne undervise i at læse og skrive til folk, der kun har et talesprog,« forklarer ældste Jim Dalton, en seniormissionær, der tjener i distriktet. »På grund af den lange tradition med twi som et talt sprog, men ikke som et skrevet sprog, så ved de fleste folk, der taler det, ikke, hvordan de skal skrive det, så vi blev nødt til at begynde med at lære dem at skrive.«
Ransford Darkwah fra Abomosu Distrikts højråd arbejdede sammen med to hjemvendte missionærer Francis Ansah og Cecelia Amankwah på at bruge lokalt fremstillet lektionsmateriale. Deltagerne fik vist billeder og blev derefter bedt om at skrive det, de så. Det hjalp dem til at udvikle grundlæggende skriveevner, mens de lærte at tænke på engelsk. Da først de grundlæggende evner var på plads, kunne der anvendes mere avancerede indlæringsressourcer.
Forberedelse og nytænkning
Før programmet begyndte, oplærte specialister i læsefærdigheder undervisere ikke kun i undervisningsmetoder, men også i hvordan man kan undervise i praktisk hygiejne og færdigheder til at hjælpe familien. Men selv den bedste oplæring kunne ikke have forudset nogle af de udfordringer, de mødte, da klasserne først gik i gang: Hyppige strømafbrydelser i området gjorde det svært at gennemføre klasserne om aftenen, rygter om uregerlige guldgravere, der strejfede om på gaderne om natten, medførte ængstelse og nogle gange var dem, der havde en nøgle, ikke i stand til at komme til tiden for at åbne kirkebygningerne.
Endnu engang drøftede distriktsrådet, hvad der skulle gøres. Som reaktion på deres råd begyndte grupper af deltagere at komme sammen til klassen. De fik lommelygter, der hjalp dem til at gå sikkert på fortovet. Lokale ledere godkendte brug af generatorer, så der kunne være lys i kirkebygningerne om aftenen. Pålidelige medlemmer, der boede i nærheden af bygningerne, fik betroet en nøgle, så de kunne låse op til tiden.
Præsentationer ved dimissionen
61 medlemmer og undersøgere begyndte på programmet. 43 færdiggjorde alle lektionerne og lektierne. Ved dimissionen blev de alle opfordret til at komme med en kort præsentation.
»Før læsefærdighedsprogrammet begyndte, kunne jeg slet ikke læse,« sagde Sandra Obeng Amoh fra Sankubenase Gren. »Når min mand var ude at rejse med sit arbejde, holdt jeg aldrig familieaften. For nogle uger siden, da han var væk, hjalp min ældste søn mig med at læse lektionshæftet, og jeg underviste mine børn i en lektion på engelsk. Siden da har jeg gjort det hver uge, når min mand ikke er hjemme.«
Prosper Gyekete, der på trods af begrænsede engelskkundskaber er forblevet et trofast medlem af Abomosu Anden Gren, læste et vidnesbyrd på tre sætninger, som han selv havde skrevet. Han sagde, at han ikke kunne læse eller skrive før klassen, men nu kan han hjælpe sine børn med deres lektier. Takket være det, som jeg har lært,« sagde han, »kan jeg være en bedre far.«
»Nu kan jeg selv læse skrifterne,« sagde Kwaku Sasu fra Kwabeng Gren. »Før vidste jeg, at Mormons Bog var sand, selvom jeg ikke kunne læse den. Nu ved jeg, at den er sand, når jeg læser den. Mit vidnesbyrd vokser og vokser.«
Medlemmerne af hjælpeforeningspræsidentskabet i Asufano Gren sagde, at de hver tirsdag aften havde forpligtet sig til at kun tale med hinanden på engelsk. »Den dag blev nogle af samtalerne længere, fordi vi ikke kunne komme på de rigtige ord at sige til hinanden,« sagde Evelyn Agyeiwaa, der er hjælpeforeningspræsident. »Men snart begyndte vi at oversætte for hinanden og finde de rigtige ord. Fordi vi lærte sammen, var ingen af os flove eller bange for at sige de forkerte ord. Vi hjalp ganske enkelt hinanden.«
Fordele i overflod
Kvinder, der færdiggjorde Abomosu Distrikts læsefærdighedsprogram, sagde, at de fik det bedre med sig selv, og de var mere tilbøjelige til at komme i kirke. De blev mere villige til at tage imod kaldelser, læse i skrifterne og undervise både i Kirken og derhjemme. Der var også nogle mænd, der fuldførte programmet. De var for det meste subsistenslandmænd, der sagde, at de nu er bedre i stand til at udregne omkostninger og salget af det, som de producerer, hjælpe deres børn med lektierne og læse skrifterne for sig selv og sammen med deres familie.
Tilskyndet af succesen i Abomosu har nabodistriktet Asamankese startet deres eget læsefærdighedsprogram.
»Det ændrer vores liv og vore børns liv, at vi er i stand til at læse og skrive,« sagde Gladis Aseidu fra Sankubenase Gren. »Ord ændrer vores verden, og vi takker vor Fader i himlen.«