Hvor vigtigt kunne det være?

Kelly Laing, Washington, USA

Mens jeg var påmønstret ombord på USS West Virginia, kom en forespørgsel på en officer, der kunne tale portugisisk, og som ville tage på en tre-ugers udveksling med den brasilianske flåde. Jeg var den eneste på alle vore ubåde, der talte portugisisk.

Min første indskydelse var ikke at tage afsted. Jeg havde lige afsluttet en tre måneder lang patrulje, og jeg så frem til at se min familie, men jeg blev ved med at tænke på den udveksling. Jeg vendte mig til min himmelske Fader i bøn og modtog en klar tilkendegivelse af, at jeg skulle gøre det, så jeg accepterede opgaven.

Der var mange problemer med at få det arrangeret. På et tidspunkt var jeg ved at give op. Jeg tænkte: »Hvor vigtigt kunne det være?« Helligånden blev dog ved med at skubbe mig fremad.

Illustration: Allen Garns

Til sidst efter flere dages forsinkelse ankom jeg på et brasiliansk skib. Da jeg blev eskorteret hen til officersmessen, stod kaptajnen og råbte og pegede på en ung officer. Kaptajnen så mig, stoppede og sagde på gebrokkent engelsk: »Åh, min amerikanske ven er ankommet. Velkommen. Har du lyst til noget at drikke?«

Jeg svarede på portugisisk, at jeg meget gerne ville have en populær brasiliansk sodavand, som jeg ikke havde smagt siden min mission. Han sagde, at skibet havde al slags alkohol ombord, men jeg forklarede, at jeg ikke drak alkohol.

Senere bankede det på min kahyt. Da jeg åbnede døren, stod den unge officer fra messen udenfor.

»Du er amerikaner,« sagde han. »Du drikker ikke alkohol. Du taler portugisisk. Er du måske mormon?«

»Ja, det er jeg,« svarede jeg.

Han omfavnede mig og begyndte at græde.

Officeren løjtnant Mendes var et forholdsvis nyt medlem og var for nylig blevet færdiguddannet på den brasilianske søofficersskole. Ombord på skibet opdagede han hurtigt, at kaptajnen forventede, at han, når de var i havn, deltog i officerernes vilde livsstil. I stedet meldte løjtnant Mendes sig hele tiden til at tage vagten ombord på skibet, når de var i havn, og droppede derudover også alle andre aktiviteter, når de var i havn. Kaptajnen var ved at blive træt af det. Da jeg var kommet ind i messen, havde han råbt af løjtnant Mendes, fordi han ikke hyggede sig sammen med de andre.

»Du skal gå ud sammen med officererne næste gang, vi er i havn,« havde han beordret løjtnanten. »Du skal vise den besøgende amerikaner, hvordan man har det sjovt. Det forventer han af os.«

Løjtnant Mendes havde i månedsvis bedt om, at hans kaptajn ville forstå og acceptere hans principper. Med min ankomst drejede de fleste af samtalerne i messen sig om evangeliet. Vi talte med de andre officerer om Joseph Smith, genoprettelsen, visdomsordet og kyskhedsloven. Følelserne over for løjtnant Mendes ændrede sig snart. Officererne fjernede den pornografi, der hang fremme, og i den næste havn nød vi alle et måltid mad sammen i en restaurant i stedet for at tage i byen.

Ved slutningen af mine tre uger ombord og efter mange samtaler med kaptajnen og officererne om vores tro blev mændenes hjerte blødgjort. »Nu forstår jeg,« fortalte kaptajnen løjtnant Mendes, inden jeg tog afsted og tilføjede, at han ikke længere ville bede ham om at gå imod sine principper.

Jeg vil aldrig glemme den oplevelse. Løjtnant Mendes og jeg lærte, at vor Fader i himlen kender os hver især og elsker og bekymrer sig om os.