En telefonopringning i rette tid
Forfatteren bor i Taichung i Taiwan.
Da jeg voksede op, troede jeg ikke på, at der fandtes en Gud. Mit liv var tumultagtigt, og i mine mørkeste stunder var jeg så deprimeret, at jeg ønskede at ende mit liv. Det var der, at missionærerne bankede på min dør. Evangeliet var lige præcis det, jeg havde brug for; jeg blev draget til det ligesom en magnet.
Mine prøvelser stoppede ikke, da jeg tilsluttede mig Kirken, men jeg var bedre i stand til at modstå modstanderens indflydelse. For første gang vidste jeg, hvad det ville sige at være lykkelig.
Men depressionen slap ikke sit tag så let. På et tidspunkt ønskede jeg igen at give op. I det øjeblik ringede søster Ting, biskoppens hustru, til mig. Hun fortalte mig, at hun følte, at hun skulle ringe til mig. Hun spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg udøste mit hjerte til hende. For mig var hun en engel sendt af Gud.
Den oplevelse gjorde mig stærkere. Min tro blev styrket. Jeg følte det som om, at jeg kunne overvinde døden. Jeg følte mig udfriet, ligesom det står i Alma 36:2-3:
»De var i trældom, og ingen kunne udfri dem undtagen … Gud …
hver den, der sætter sin lid til Gud, bliver støttet under sine prøvelser og sine besværligheder og sine trængsler og bliver ophøjet på den yderste dag.«
Jeg har stadig prøvelser, men jeg vil ikke så nemt blive nedslået igen. Gud har støttet mig gennem alle mine prøvelser og bekymringer. Han har reddet mig fra det åndelige fængsel og fangenskab, ja selv fra døden. Han er min Frelser.