Min søgen efter sandhed
Forfatteren bor i Californien i USA.
Jeg havde altid fået at vide, at der ikke fandtes en Gud, men jeg besluttede mig for, at jeg selv ville finde ud af det.
Illustration: Dan Burr
Da jeg er blevet opdraget i et konkurrencepræget og ikke-religiøst land i Asien, har jeg altid haft et stort ønske om at være en succesfuld person, men jeg havde ikke nogen evige principper eller sandheder til at vejlede mig. I mit land betød »succesfuld«, at man var rig og magtfuld.
Mine forældre havde altid lært mig, at der ikke fandtes en Gud. For dem var religion eller Gud en masse sludder og var kun for svage mennesker. I lang tid opfattede jeg mig selv som ateist. De lærte mig, at jeg ikke skulle stole på andre end mig selv. Så i en meget ung alder brugte jeg mine høje ambitioner som motivation for at studere og arbejde meget hårdt.
Mine forældre havde høje forventninger til mig. De ønskede, at mine karakterer hele tiden var høje. Det gjorde mig ked af det, når jeg så deres skuffede ansigter eller hørte dem skændes med hinanden, når jeg fik en dårlig karakter. Udover mit almindelige skolearbejde lavede jeg også ekstra lektier i weekenden, så jeg kunne bevare et højt gennemsnit.
Selv efter jeg havde nået de mål, jeg havde sat mig, følte jeg stadig, at der var mere i vente i mit liv. Dybt i mit hjerte vidste jeg, at der helt sikkert måtte være noget mere.
En dag besluttede jeg mig for selv at finde ud af, om der virkelig fandtes en Gud. Hvis han eksisterede, ville jeg gerne vide, hvad han ønskede af mig, eller om religion bare var en masse sludder, der var skabt af menneskets fantasi. Jeg var ikke bange for at modtage nogen af de to svar. Jeg ville bare kende sandheden.
På det tidspunkt blev jeg gode venner med en af mine holdkammerater, Taylor, fra mit basketballhold. En morgen bad jeg ham om et lift til skolen. Han sagde ja, men jeg skulle stå op en time tidligere og tage til seminar sammen med ham. Jeg sagde tøvende ja, da jeg ikke vidste, hvad det var. Jeg kunne godt lige seminar, måske mere på grund af det, jeg følte, end det, jeg lærte.
Snart efter spurgte Taylor, om jeg ville med ham i kirke. I begyndelsen syntes jeg, at Kirken var lidt kedelig og mærkelig, men med tiden blev jeg rørt af den varme og fredfyldte følelse, jeg følte til kirkemøderne.
Men jeg var stadig ikke overbevist om, at den gode følelse havde noget med Gud at gøre. Hvordan kunne jeg vide, at den ikke kom fra mig selv? Hvordan kunne jeg vide, at jeg ikke fik mig selv til at føle på den måde?
Efter mange indre drøftelser talte jeg med Taylors mor for at finde svar. Hun fortalte mig, at jeg kunne finde svar ved at læse i skrifterne og bede om de svar, jeg ledte efter. Jeg bad uden at modtage nogle svar, og jeg kæmpede med at adlyde reglerne og buddene, som jeg lærte om. Jeg blev mange gange frustreret. Jeg forventede en storslået og dramatisk tilsynekomst af Gud eller en eller anden mirakuløs begivenhed til at bevise, at Gud fandtes. I bund og grund ønskede jeg et urokkeligt vidnesbyrd på en gang. Sandheden er, at jo mere jeg bad, jo mere klarhed fik jeg i mit liv. Jo mere jeg fulgte buddene, jo gladere blev jeg. Jo mere jeg læste i skrifterne, jo mere åbenbaring modtog jeg. Gradvist voksede mit vidnesbyrd, ligesom den opgående sol om morgenen.
Det tog mig to år at beslutte mig for at blive døbt som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Selvom jeg efterlevede mange gode moralske standarder før, kan jeg nu sige, at jeg har fundet den evige og endelige sandhed: Gud lever. Jesus er Kristus, vor Frelser og Forløser. Himlene er åbne. Guds profet vandrer på jorden i vore dage. Jesu Kristi forsoning er virkelig. Gud tilgiver virkelig alle angrende syndere. Jeg er måske ikke lige så dygtig og klog som andre folk, men den viden, jeg har, er uvurderlig.