Tjeneste i Kirken
Gjorde jeg nok?
Forfatteren bor i Utah i USA.
En lektion om de mistede får hjalp mig til at forstå, hvordan jeg bedst kunne varetage min kaldelse.
Fotoillustration: Mike Boyland/iStock/Thinkstock og Oleksiy Fedorov/Hemera/Thinkstock
I en alder af 23 år blev jeg kaldet som hjælpeforeningspræsident i min menighed for gifte studerende. Jeg kan huske, at jeg følte mig utilstrækkelig samtidig med, at jeg ønskede at gøre mit allerbedste. Jeg var ivrig efter og begejstret for at tjene, men jeg tvivlede på mine evner til at være en god leder.
Efter nogle måneder som hjælpeforeningspræsident følte jeg, at jeg ikke gjorde nok. Jeg ville gerne kunne relatere til søstrene og være opmærksom på deres individuelle behov, men jeg følte ikke, at jeg slog til.
Jeg talte med min biskop og udtrykte mine bekymringer. Jeg forklarede, at jeg bare ikke kunne nå alle de søstre, som jeg gerne ville. Jeg beskrev, hvordan jeg ville ønske, at der var fem af mig til at udføre jobbet på den måde, som jeg mente, at det skulle udføres. Jeg prøvede at holde mine bekymringer lette og humoristiske, men mine øjne blev hurtigt fyldt med skuffelsens tårer. Han smilte og kom med et af de bedste råd om ledelse, som jeg nogensinde har fået.
»Kender du historien om hyrden, der, da han mistede et af sine får, forlod ›de nioghalvfems‹ for at finde det?« spurgte han (se Luk 15:4-7). Jeg nikkede.
»Det virker som om, at der ligger megen visdom i den lignelse,« fortsatte han. »Hyrden vidste, at de nioghalvfems ville klare sig, hvis han efterlod dem for at lede efter det ene mistede får.«
Så gav min biskop mig følgende råd:
»Ser du, de nioghalvfems er gode til at se efter hinanden, mens du er væk. De vil holde hinanden oppe og støtte hinanden. Jeg foreslår, at du koncentrerer dig om dem, som ser ud til at være faret vild. Resten skal nok klare sig.«
Jeg følte meget stærkt, at det, som han havde fortalt mig, var sandt, og at jeg ikke behøvede at bekymre mig om hele flokken på en gang. Mit formål var at finde dem, som vi havde mistet, og invitere dem tilbage i folden. På den måde kunne vor himmelske Faders formål blive tilvejebragt, og jeg kunne været et redskab i hans hænder.
Da jeg gav agt på biskoppens råd, følte jeg en større forståelse for, hvordan Herren ville have mig til at tjene i sit rige. Jeg modtog også en åndelig bekræftelse, der styrkede mig i min kaldelse, fordi jeg tjente sådan, som Frelseren havde befalet. Min biskop havde gennem Helligånden givet mig en stor gave af forståelse og indsigt.
Jeg vidner om, at når vi beder og søger inspiration fra vore præstedømmeledere, så vil de blive inspireret til at vise os, hvordan vi kan lede på retskaffen vis.