Undervisning på Frelserens måde
En lærer, der hjælper med at redde sjæle
Hvorfor Frelseren underviste har betydning for, hvordan han underviste. Har vi et andet formål?
Jeg indrømmer, at når jeg tænker over undervisning på Frelserens måde, har jeg en tilbøjelighed til at fokusere på, hvordan han underviste. Hvad gjorde han? Hvordan omgikkedes han folk? Han bliver jo kaldt Mesteren! Men hvis vi ønsker at undervise som ham, er det afgørende at forstå, hvorfor han underviste. I sidste ende kan det »hvorfor« gøre hele forskellen for os og dem, vi underviser.
Når Frelseren underviste, var det ikke hans hensigt at udfylde tiden eller underholde eller komme af med en masse information. Alt, han gjorde – deriblandt at undervise – havde til hensigt at føre andre til Faderen. Frelserens hele ønske og mission var at frelse vor himmelske Faders børn (se 2 Ne 26:24). I vores stræben efter at undervise som ham kan vi lære at være motiveret af den samme hensigt, der motiverede ham.
Eller sagt på en anden måde er undervisning på Frelserens måde at være en lærer, der underviser med det formål at redde sjæle.
Ønsket om at tjene andre
En af mine yndlingshistorier til alle tider i Mormons Bog handler om kong Mosijas sønner, der forsager den nefitiske kongeværdighed for at kunne opbygge Guds rige blandt lamanitterne. De opgav et jordisk kongerige for himlens rige. De opgav trygheden og sikkerheden blandt nefitterne for at tage til deres fjender, lamanitterne, for at de »måske kunne frelse nogle få af deres sjæle« (Alma 26:26).
Hvad motiverede disse mennesker til at tjene Herren? »De kunne ikke bære, at nogen menneskesjæl skulle fortabes; ja, selve tanken om, at nogen sjæl skulle lide uendelig pinsel, fik dem til at skælve og bæve« (Mosi 28:3). Den motivation gjorde, at de udholdt »mange trængsler« (Alma 17:5, 14).
Den beretning har inspireret mig til at tænke over, hvad jeg kan gøre for at føre andre til Kristus. Er jeg fokuseret på at redde sjæle?
Bliv en lærer, der hjælper med at redde sjæle
Når vi ønsker at undervise af de samme årsager, som Frelseren gjorde, får principperne omkring hvordan større betydning. Det bliver mere end teknikker, de tjener som mønster for at blive som ham. Når vi konsekvent anvender følgende forslag og andre, som vi finder i Undervisning på Frelserens måde, kan vi ikke alene undervise mere som ham, men også blive mere som ham.
Søg åbenbaring tidligt
For at kunne bidrage til arbejdet med at frelse sjæle har vi brug for åbenbaring. Åbenbaring kommer »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der« (2 Ne 28:30) – det tager tid. Så vi må begynde at forberede os tidligt og søge åbenbaring ofte.
Elsk mennesker
Kærlighed er nok det mest effektive redskab, en lærer har til rådighed for at redde sjæle. Det kan være noget så enkelt som at kunne navnene på alle elever i klassen, spørge hvordan de har haft det i ugens løb, rose dem for en god tale eller ønske dem tillykke med noget, de har udrettet eller opnået. Når man viser interesse og kærlighed, åbner det hjerter og hjælper dem, vi underviser, til at være modtagelige mod Helligånden.
Forbered undervisningen med elevernes behov in mente
En lærer, der hjælper med at redde sjæle, har fokus på eleverne. Når vi gennemgår lektionsmaterialet, fokuserer vi på, hvordan vi bedst imødekommer deres behov, og ikke vores. Vi glemmer alt om at fylde tiden ud og fokuserer på at fylde deres hjerte og sind. Vi tænker ikke bare på, hvad vi vil sige og gøre, men på hvad de vil sige og gøre. Vi vil have dem til at dele deres tanker, for det skaber en følelse af fællesskab, det åbner deres hjerte og hjælper dem til at udøve tro.
Hav fokus på selve læren
Det er ganske udbredt, at lærere bedømmer deres effektivitet på, hvor meget deltagelse de får fremkaldt, men det er blot en del af hele oplevelsen. Hvis der er en masse deltagelse, men meget lidt doktrin i klassen har vi skabt det, som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har kaldt for »teologiske tomme kalorier«. Vi har skabt noget, der smager godt, men vi har ikke næret vores klassemedlemmer med lærens opretholdende kraft.
Profeten Joseph Smith sagde, at »intet menneske frelses hurtigere end det tilegner sig kundskab«.1 Vi må hjælpe dem, vi underviser, til at få den vigtigste viden – Jesu Kristi lære.
Når vi og klassemedlemmerne deler tanker og følelser, bør vi altid kunne føre det tilbage til skrifterne og profeternes ord. Bror Tad R. Callister, Søndagsskolens hovedpræsident, sagde for nylig: »Den ideelle lærer stræber konstant efter at forbinde klassens kommentarer til læresætningerne. En lærer kan for eksempel sige: ›Oplevelsen, du lige har fortalt om, minder mig om et skriftsted.‹ Eller: ›Hvilken evangelisk sandhed kan vi lære af de kommentarer, vi har hørt?‹ Eller ›Er der nogen, der gerne vil bære vidnesbyrd om den sandhed, vi har drøftet?‹«2
Inviter Helligånden til at vidne
En lærer, der hjælper med at redde sjæle, forstår, at det, vi siger og gør som lærere, har til formål at indbyde til Helligåndens indflydelse i andres livs. Helligånden er læreren. En af Helligåndens roller er at vidne om sandhed, især om Faderen og Sønnen. Så når vi underviser om dem og deres evangelium, indbyder vi Helligånden til at vidne for klassemedlemmerne. I den grad de tillader det, styrker hans kraft deres vidnesbyrd og forandrer deres hjerte. Helligåndens vidnesbyrd er mægtigere end syn.3
Giv eleverne en opfordring til selv at lære og handle
Jeg var for nylig i en søndagsskoleklasse, hvor læreren begyndte med at bede klassemedlemmerne om at fortælle om noget, der gav særlig mening for dem, da de læste ugens læseopgave i skrifterne, og hvordan de havde brugt det. Dette førte til en god diskussion om den indsigt og de opdagelser, de selv havde fundet. Det var helt naturligt for læreren at føje denne drøftelse til nogle doktrinære pointer, hun havde forberedt sig på at undervise om. Det, der virkelig gjorde indtryk på mig, var den måde, hun havde fokus på at opmuntre klassen til selv at opleve kraften i Guds ord.
Vores mål som lærere er ikke blot at have en god oplevelse i klassen eller udfylde tiden eller give en god lektion. Det egentlige mål er at følges med andre på deres rejse tilbage mod vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Det er vores mål at blive lærere, der hjælper med at redde sjæle.