Din pionerrejse – tag den alvorligt, forstil dig ikke
At være sidste dages hellig er at være pioner.
Illustrationer: Brooke Smart
Fotografier af spor: Aaron West
Da jeg var en lille dreng, legede jeg sommetider, at jeg var sportsstjerne. Jeg lod som om, jeg kunne flyve. Jeg lod som om, jeg var en kæmpe. Jeg var glad for livet, selvom jeg var lav, jordbundet og ikke specielt atletisk bygget. Men det var sjovt at lade som om. Jeg nød at opleve noget andet, selvom det kun var i min fantasi. Jeg tror måske, at det er derfor, mange mennesker kan lide at lade som om.
Når vi taler om at lade som om, så elsker vi sidste dages hellige at gå i pionerernes spor. Vi går klædt som pionererne (på en måde). Vi trækker håndkærrer som pionererne (en slags). Vi spiser som pionererne (nej, ikke rigtigt). Vi gør meget for at lade som om, vi er pionerer. Men det forbløffende er, at vi ikke behøver at lade som om. Vi er allerede pionerer.
Thomas S. Monson har sagt: »At være sidste dages hellig er at være pioner, for definitionen på en pioner er en foregangsmand, ›der går foran for at berede eller bane vejen for andre‹«.1 Præsident Monson har gennem sine ord og handlinger lært os, hvordan man er en sand pioner:
»Vi følger i den største pioners spor – Frelseren – som gik … først og viste os vejen frem.
›Kom så og følg mig,‹2 sagde han.«
Kom … følg … mig. Disse enkle ord kan hjælpe os til at være ægte pionerer.
Lad os se på disse ord fra nogle få nutidige pionerers synsvinkel, der for nylig har gået i pionerernes spor.
»Kom og følg mig«
Ordet kom er en invitation. Det foreslår, at man flytter sig fra et sted til et andet. Taylor A. forstår godt betydningen af ordet.
Taylor er vaks, glad og fuld af Ånden, men hun kan hurtigt fortælle jer, at de ord ikke var beskrivende for hende for to år siden. Hun har flyttet sig fra et sted til et andet, både åndeligt og fysisk. Hun er en pioner.
»Jeg har været pioner hele mit liv,« siger hun, »for jeg har konverteret for nyligt. Og min rejse har bare været forrygende. Jeg har det som om, jeg har fået et helt nyt liv. Når vi tager det første skridt på vores rejse, sker der mirakler.«
Og ikke alene forstår Taylor invitationen i ordet kom – hun ved også, hvem der står bag invitationen. Hun siger: »I vores verden har vi ikke rigtig forbindelse til, hvorfor vi er her, vel? Vi er så fanget af vores arbejde og teknologi, og noget, der virkelig har slået mig på det sidste, er at sætte Kristus først. Hvis vi bare sætter os i forbindelse med det, som pionererne gjorde – [de] satte Kristus i centrum.«
Følg er endnu en invitation. På pionerruten har Ethan G. fået en bedre forståelse af de ord. »Sommetider har jeg ikke følt, at jeg havde næsen lige på vejen, eller jeg har ligesom følt mig modløs,« indrømmer han. »Men nu forstår jeg, at sådan har pionererne også haft det.«
Ethan undrede sig tidligere over, hvorfor de første pionerer gjorde det, de gjorde. Han siger: »Jeg har tænkt, at jeg nok bare havde givet op. Men når jeg har tænkt på det, har jeg nok indset, at det er, fordi de elskede Frelseren, og de havde et håb om, at de kunne blive bedre gennem ham. Det vil jeg også gerne prøve.«
Inden Ethan gik i pionerernes spor, læste han om fortidens pionerer, han følte sig forbundet til dem, og han blev inspireret af deres tro til at følge Jesus Kristus. Og hvad gør Ethan nu? Han forbereder sig til at modtage et kald til at tjene som fuldtidsmissionær. I tråd med præsident Monsons råd gør han sig nu rede til at vise andre vejen.
Hvor skal vi komme hen? Hvem bør vi følge? Frelseren sagde: »Kom så og følg mig!« (Luk 18:22; fremhævelse tilføjet). Da Harmony tog hjemmefra for at følge ruten, kunne hun se Herrens hånd i sin oplevelse. Hun vidste, at hun fulgte ham.
Harmonys vej til stavens vandretur adskilte sig lidt fra de andres. Da hun var 15, opdagede man, at hun led af en sjælden form for hudkræft. Så hun var ikke i stand til at komme med på stavens vandretur. »Jeg var så ked af det,« mindes hun.
Fire år senere bekendtgjorde staven så endnu en vandretur, og Harmony var cancerfri. Men hun var blevet 19, og hun tænkte, at hun ikke kunne komme med nu. Men så blev hun kaldet til at deltage som leder. Hun siger: »Det er et vidnesbyrd for mig om, at Herren ved, hvem vi er, han kender vores hjertes ønsker, og er de retfærdige og gode, vil han velsigne os.«
Harmony har et råd til alle, som møder prøvelser: »Til alle, der kæmper med noget, vil jeg bare sige: Stol på Herren. Han er der altid for jer. Han elsker os, og han vil ikke svigte os. Vi må bare række ud mod han, så vil han hjælpe os på vores pionerrejse.«
I kan være pionerer
Selvom I aldrig kommer til at gå på pionerruten, kan I stadig godt være pionerer. I behøver hverken bære en kyse eller trække en håndkærre. I skal blot følge Jesus Kristus, ligesom de første pionerer gjorde. Når I gør det, vil I, som præsident Monson sagde, blive en, »der går foran for at berede eller bane vejen for andre«.
Og skulle I få mulighed for at gå på pionerruten, så nyd det! Og når I er færdige med det, og I har sagt farvel til håndkærren, så skal I ikke sige farvel til jeres pionervidnesbyrd. Tag det vidnesbyrd med jer hjem.
I er ægte, nutidige pionerer. Med den største pioner – Frelseren – som jeres vejleder kan I være forvisset om, at I når frem til målet!