Det eneste, der reddede mig
Forfatteren bor i Tokyo i Japan.
Et uventet venskab ændrede mit liv fra mørke til lys.
Illustrationer: Pat Kinsella
Golf er en populær sport i Japan, så jeg begyndte at spille det, da jeg var 14, så jeg kunne være mere sammen med min far. Det var sjovt til at begynde med, og senere begyndte jeg at træne selv og spillede på skolens hold. Jeg blev venner med de andre på holdet og træneren, som opmuntrede mig til at forfølge min drøm om at blive professionel golfspiller.
Jeg arbejdede hårdt ikke alene med sporten, men også med mine studier, og jeg bestod som en af de bedste i klassen.
Da jeg begyndte på universitetet, havde jeg et godt forhold til min træner og de andre på holdet. De var bedre, end jeg var, så jeg lagde mig i selen for at følge med dem. Nogle på holdet bemærkede, at mit fornavn var lidt specielt. Jeg fortalte dem, at min mormor var koreaner, og hun havde givet mig det, og på koreansk betød det »smukke bjerg«. Fra det tidspunkt kunne jeg mærke, at deres holdning til mig ændrede sig, den blev farvet af arvefejden mellem nogle mennesker i Japan og Korea.
De begyndte at kalde mig »korea-ungen«, og de sagde, at jeg skadede universitetets gode navn og ry. I stedet for at lade mig øve golf med dem satte de mig til at gøre rent på toiletterne.
Det blev rigtigt stressende at være i nærheden af holdet. Da jeg var væk hjemmefra, følte jeg mig meget alene. Jeg prøvede på at holde fast i min drøm og komme tilbage i kridthuset hos min træner og holdkammerater igen, men efter to år kunne jeg ikke holde til deres barske behandling af mig mere, så jeg vendte hjem.
Det var en svær tid for mig. Stressen kom både til udtryk psykisk og fysisk. Min selvværdsfølelse var blevet banket i bund i to år. Min drøm om at blive professionel golfspiller var forbi. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv. Og jeg var vred. Jeg var vred på alle: træneren, mine holdkammerater og mine forældre. Jeg var så vred, at mine tanker skræmte mig. Jeg havde ingen venner, og jeg følte mig ude af stand til at stole på eller omgås andre mennesker. I seks måneder forlod jeg kun mit hjem for at tage i træningscenteret.
I denne mørke tid i mit liv blev jeg venner med Justin Christy, som jeg mødte i træningscenteret. Da jeg så ham første gang, troede jeg, at han var en udenlandsk udvekslingsstuderende. Jeg var tilbageholdende med at tale til ham, indtil jeg så, at han talte med nogle i centret og jeg blev overrasket over, at han talte japansk. Jeg følte mig stadig ikke i stand til at stole på folk, men han foreslog, at vi trænede sammen. Der var noget anderledes ved ham, som jeg ikke kunne sætte ord på dengang. Jeg var rolig i hans selskab. Jeg begyndte at se frem til at skulle træne med ham. Jeg havde fundet en, jeg kunne stole på som ven.
Efter vi havde trænet sammen i flere måneder, inviterede Justin mig med til en gruppemiddag, som han deltog i regelmæssigt. Jeg var tøvende, men efter adskillige invitationer besluttede jeg at tage med til det, der viste sig at være middag for unge voksne hjemme hos Richard og Corina Clark. De hilste varmt på mig, da jeg kom til deres hjem, bror Clark på japansk og søster Clark på engelsk. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde, men jeg prøvede at svare hende. Selvom der var flere mennesker, der ikke talte japansk, så elskede gruppen at lave sjov, og de var varme og venlige mennesker. Der blev grinet meget.
Jeg begyndte at gå med til andre aktiviteter for unge voksne og havde aldrig prøvet at have det så sjovt med andre mennesker før. Jeg tænkte over, hvad det var med disse mennesker, der gjorde dem så rare og venlige.
Det var deromkring det tidspunkt, at Justin spurgte, hvad jeg ville med mit liv. Jeg opdagede overraskende, at mine mål havde ændret sig. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville lære at tale engelsk, og jeg ville gerne være ven med alle, ligesom han var. Han fortalte om den gratis engelskundervisning i Kirken. Jeg tog til engelskundervisning og mødte missionærerne. Selvom jeg aldrig havde tænkt på Gud, følte jeg, at jeg skulle lytte til missionærerne. De underviste mig om det grundlæggende i evangeliet og ringede til mig næsten hver dag. De blev mine gode venner, hvilket gjorde mig rigtig glad, fordi jeg stadig ikke havde ret mange venner.
Jeg begyndte at møde mange medlemmer af Kirken, som tog missionærlektionerne med mig, og de blev mine gode venner. De lærte mig om evangeliet, og de var gode eksempler for mig. Justin talte med mig om Mormons Bog og fortalte mig historier fra den, så jeg selv fik lyst til at læse den. En anden ven, Shingo, som er meget detaljeorienteret, talte med mig om læresætningerne på en måde, der gjorde det let at forstå. Han bar altid sit vidnesbyrd, når vi afsluttede vores samtaler.
Jeg havde fundet noget, jeg troede på, og et sted, hvor jeg følte, at jeg hørte hjemme. Efter jeg var blevet døbt og bekræftet, begyndte jeg at tænke over at tjene som missionær, men jeg var bekymret over at afsætte to år til det. Jeg talte med en masse mennesker om at tage på mission, især de af mine venner, der havde været på mission. Jeg tænkte meget over det, og jeg indså, at evangeliet var det eneste, der havde reddet mig.
Jeg ved, at Gud har givet mig alt, mine drømme, håb, venner og især kærlighed. Evangeliet har ført mig ud af mørket og ind i lyset.
Sådan delte jeg evangeliet med Shuho
Justin Christy
Da jeg mødte Shuho i træningscenteret, sagde han, at han gerne ville lære engelsk og deltage i et udvekslingsprogram i golf. Jeg fortalte ham om engelskundervisningen i kirken, men der gik flere uger, inden han kunne deltage. I mellemtiden talte vi sammen om evangeliske emner, om Mormons Bog og livet generelt, mens vi trænede.
Venskabet og medlemmernes gode eksempel fangede hans opmærksomhed, og det hjalp ham med at lære om evangeliet. Det er Ånden, der fører til omvendelse, vi leverer blot budskabet og støtter folk i deres egne valg.
Jeg plejede at synes, det var stressende at skulle fortælle andre om evangeliet. Men jeg har opdaget, at hvis vi bare åbner munden i det rette øjeblik, får vi mulighed for at missionere. Vi behøver ikke at gøre andet end at invitere folk med til aktiviteter eller et møde i kirken. Er vi åbne, vil der altid vise sig en mulighed for at dele evangeliet.