Den magiske pung
Forfatteren bor i Nevada i USA.
»Vælg det rette og vær lyk’lig, vi vil altid vælge ret« (Børnenes sangbog, s. 82).
»Du er den!« sagde Mandy. Hun rørte sin lillebror og svømmede væk. Mandys familie boede på et motel, indtil de kunne flytte ind i deres nye hus. Det var sjovt til frokost at spise ravioli, der var varmet i mikrobølgeovnen. Og de svømmede næsten hver dag i motellets svømmebassin!
Men der var også mindre gode sider ved motellet. Motellets kontor lå lige under deres værelse, og bestyreren syntes, at Mandy og hendes brødre larmede for meget. »Hvordan kan jeg udleje værelser, når det lyder som en flok elefanter lige over mit hoved?«, spurgte han far.
Efter frokost hoppede Mandys lillebror Aaron ned fra sengen og ramte gulvet med et brag. Mandy krøb sammen og så op på mor.
»Ingen hopperi. Prøv at liste,« sagde mor.
Men det var for sent. Telefonen ringede.
»Åh nej,« tænkte Mandy.
Mor tog telefonen. Mandy kunne høre hende sige undskyld til bestyreren.
Mors skuldre hang ned, da hun lagde på. »Edward og Mandy,« sagde hun, »jeg skal lægge Aaron og Emily i seng, så de kan få en lur. Kan I tage Kristine og Daniel ud og gå en tur?«
Da de gik hen over motellets parkeringsplads, så Mandy noget småt og brunt på jorden.
Det var en pung. Og der var penge i den!
»Se, Edward!« sagde hun og holdt pungen i vejret.
»Vi må bringe den til bestyrerens kontor med det samme,« sagde Edward.
Mandys mave trak sig sammen. Hvorfor skulle de aflevere den lige nu? Kunne mor eller far ikke aflevere den senere?
Men Mandy vidste, at det var det rigtige at gøre.
Børnene åbnede døren til kontoret og trådte forsagte ind. Bestyreren så misbilligende på dem. »Øh, vi fandt denne pung på parkeringspladsen,« sagde Mandy. Hendes hånd rystede, da hun lagde pungen på skranken.
En mand, der stod ved skranken, så derhen. »Det er min,« sagde han. Han så hurtigt i pungen. »Og alt er der stadig. Tak, børn!«
Mandy så op på bestyreren. Hans skulende blik var væk, og hans øjne strålede.
Da de forlod kontoret, spurgte Daniel: »Var det en magisk pung?«
»Hvorfor tror du, at den er magisk?«, spurgte Edward.
»Fordi den gjorde den sure mand glad!«
Edward rystede på hovedet. »Pungen var ikke magisk,« sagde han. »Han blev glad, fordi vi gjorde det rette.«
Mandy havde en varm følelse indeni. Hun havde aldrig troet, at man kunne gøre folk så glade ved at gøre det rette.
Nogle dage senere gik Mandy og far hen for at betale ugens regning. Bestyreren smilede til Mandy. Han havde kun ringet en gang, siden de fandt pungen, og det var for at takke dem for at være ærlige. Mandy følte, at hun havde fået en ny ven.
»At vælge det rette er virkelig magisk,« tænkte Mandy. Hun vinkede farvel, og bestyreren vinkede tilbage. »Og han er slet ikke så sur.«