Lær at lytte: De første raceintegrerede grene i Sydafrika
Tårerne pressede sig på i 56-årige Frans Lekqwatis øjne, da han sad over for Olev Taim, hans stavspræsident. Præsident Taim havde spurgt ham, hvad han mente om at oprette en gren af Kirken i Frans’ hjemby Soweto i Sydafrika.
»Hvorfor græder du? Har jeg sagt noget forkert?«, spurgte præsident Taim.
»Nej,« svarede Frans. »Det er første gang i Sydafrika, at en hvid mand har spurgt om min mening, inden han traf en beslutning.«
Livet under apartheid
Ovenover: En strand, der udelukkende var forbeholdt hvide under den strenge apartheidtid i Sydafrika.
Nederst til venstre: fotografi fra Keystone/Getty Images
Det var i 1981. På det tidspunkt var sorte og hvide adskilt i henhold til et juridisk system, der var kendt som apartheid. Denne legale adskillelse og Kirkens restriktion om at ordinere sorte afrikanske mænd til præstedømmet havde længe betyder, at Kirken ikke nød fremgang blandt sorte sydafrikanere. En ny dag gryede i 1978, da præsident Spencer W. Kimball modtog den åbenbaring, der fjernede restriktionen omkring præstedømmet, men udfordringerne ved raceadskillelse og en tradition for mistænksomhed mellem sorte og hvide var der stadig.
Den store majoritet af sorte sydafrikanere boede i townships, der som regel blev bygget i yderkanten af primært hvide byer som Johannesburg. Soweto, der er en forkortelse for South Western Townships, var den største. Hvide mennesker kom sjældent til disse townships, og sorte, der tog til byerne, blev sjældent behandlet som ligeværdige med de hvide.
Frans og hans familie var en del af en lille gruppe fra Soweto, der accepterede evangeliet i 1970’erne. Til at begynde med kom de i Johannesburg Menighed. Frans’ søn, Jonas, kan huske, hvordan de stod op kl. 4 søndag morgen, så familien kunne nå et tidligt tog til Johannesburg og derefter gå den lange vej til kirkebygningen, inden møderne begyndte kl. 9. Familien var der altid i god tid – selvom det sommetider var svært for børnene at holde sig vågne under Primary!
Det kunne godt være en følelsesmæssig udfordring at være pioner med hensyn til raceintegration. Josiah Mohapi husker, at han overhørte en seksårig hvid dreng sige noget grimt om de sorte, han mødte i Kirken. »Helt ærligt blussede jeg noget op,« fortæller Josiah. Men så hørte han drengens mor sige: »Kirken er for alle.« Det beroligede Josiah lidt.
En gren i Soweto?
Sydafrikas første sorte hjælpeforeningspræsident, Julia Mavimbela, deltager i det første spadestik til en ny bygning til Soweto Gren i 1991. (Læs beretningen om hende i den følgende artikel).
Foto gengivet med tilladelse fra Kirkens historiske bibliotek.
Præsident Taim var opmærksom på de fysiske og følelsesmæssige udfordringer, de sorte havde. Han overvejede at stifte en gren i Soweto for at gøre rejsen for dem lettere, men han ønskede heller ikke, at de ikke skulle føle sig velkomne i Johannesburg. Han besluttede sig for at interviewe nogle medlemmer fra Soweto som Frans for at lodde stemningen, inden han gik videre med det. De gav ham et klart svar: »Vi vil meget gerne bygge Kirken op i Soweto.«
Præsident Taim udpegede erfarne ledere, der kunne hjælpe de nyomvendte. Han interviewede flere end 200 medlemmer i Johannesburg og kaldte til sidst 40 til at komme i den nye gren længe nok til at kunne hjælpe med at oplære de nye lokale ledere der.
Akkurat som de sorte medlemmer havde måttet rejse til en anden del af byen og en anden kultur for at komme i kirke i menigheden i Johannesburg, måtte de hvide medlemmer vænne sig til nye omgivelser og en anden kultur, da de tjente i Soweto. Det gik ikke altid gnidningsfrit. Maureen van Zyl, et hvidt medlem, der var blevet kaldet som primarypræsident, tænkte ikke over det, da den sydafrikanske nationalsang blev valgt som åbningssalme i Hjælpeforeningen en uge. Hun opdagede dog snart, at de sorte sydafrikanere betragtede nationalsangen som et symbol på apartheid og at mange sorte søstre var blevet stødt af det sangvalg.
Både sorte og hvide medlemmer kunne let blive skuffet over sådanne misforståelser, men de valgte at se det som en mulighed for at tale sammen og gøre tingene bedre. »Vi talte om alle mulige ting,« mindes Maureen. »Om hvad sorte kunne opfatte som stødende, og hvad de hvide kunne finde stødende. Hvordan de gjorde visse ting, og hvordan vi gjorde andre ting. Så det blev denne vidunderlige tid, hvor vi lærte af hinanden.«
Efterhånden som grenen i Soweto voksede sig stærkere og større, oprettede man grene i andre townships og brugte samme model. Khumbulani Mdletshe var en ung mand, der boede i KwaMashu townshippet nær Durban. Da han sluttede sig til Kirken i 1980, havde han sin mistro mod de hvide til fælles med de fleste andre sorte sydafrikanske mænd på det tidspunkt. Men hans oplevelser i en integreret gren ændrede hans syn på sagen.
Limen, der binder mennesker sammen
I 1982 blev Khumbulani og adskillige andre unge mænd i hans gren inviteret med til en konference for unge voksne. Hans grenspræsident, en hvid bror, der lød navnet John Mountford, ønskede, at de unge mænd tog sig bedst ud, selvom det kun var nogle få af dem, der havde noget pænt tøj. Så han tømte sit klædeskab og delte sine jakkesæt ud til de unge mænd, der havde dem på til konferencen. Den følgende søndag havde præsident Mountford det jakkesæt på, som han havde lånt ud til Khumbulani. »Jeg havde ikke forestillet mig, at en hvid person ville tage det samme tøj på, som jeg havde haft på, men der stod han,« fortæller Khumbulani. »Han hjalp mig til at begynde at se anderledes på hvide mennesker, end jeg nogensinde havde gjort.«
Nu er ældste Mdletshe områdehalvfjerdser og siger: »Vi havde alle brug for de erfaringer, der gjorde, at vi ændrede os og synet på hinanden.«
Det sydafrikanske flag blev taget i brug i 1994 som et symbol på fællesskab efter apartheidtiden. Det sorte, gule og grønne repræsenterer ANC og det røde, hvide og blå repræsenterer Boerrepublikken.
I 1994 blev apartheid afskaffet i Sydafrika. Selvom mange forsamlinger i dag stadig ligger i primært sorte eller hvide områder, så har den større frihedsgrad betydet, at flere områder er blandet. Som pionererne i de første grene i townshippene tilbeder og samarbejder medlemmer af forskellig baggrund om at opbygge Guds rige.
Den nuværende stavspræsident i Soweto, Thabo Lebethoa, beskriver evangeliet som den lim, der binder folk sammen i tider med splittelse. »Vi behøver ikke at være enige om det, der sker udenfor Kirken, hvad angår politik og andre ting,« siger han, »men vi er enige om læren.« Når man arbejder ud fra det fælles grundlag, kan folk lære af hinandens forskelligheder, når de nøje rådfører sig med og lytter til hinanden med åndelig følsomhed. »En af de vigtigste ting ved lederskab er at lytte til folk,« lyder rådet fra præsident Lebethoa. »Lyt, så du kan forstå. Lyt, så du kan føle. Lyt, så du kan modtage inspiration.«
Thoba Karl-Halla, datter af et af de første medlemmer af Soweto Gren Julia Mavimbela, er enig i, at det at lytte afhjælper, at den uundgåelige gnidning bliver til en smertelig splittelse. »Jeg ville lytte på en måde, der fik mig til at forstå frustrationerne hos et menneske, der sandsynligvis kunne se ud som en gerningsmand for mig,« siger hun.
Ældste Mdletshe tilskynder de hellige i Sydafrika i dag til at finde styrke i deres forskellighed, især ved rådsmøder. »Det er noget, Herren ville kunne lide,« siger han, »at folk fra alle kår sidder rundt om bordet og taler om tingene.« Han opfordrer lokale ledere i hele Kirken til at fortsætte med at oplære ledere fra forskellige kår, akkurat som en tidligere generation støttede ham. Når man prøver på at nå nye områder og nye grupper, finder man ikke en masse erfarne folk,« bemærker han. »Men man opbygger erfaringer i Kirken. Man opbygger erfaringer ved at drage folk ind i sagens kerne og få dem til at arbejde sammen.«