Vejen til Zion
Forfatteren bor i Texas i USA.
Richmond i Missouri den 2. juni 1862
»Mary, hvad ser du?« Marys stedmor hviskede stille fra sin sygeseng.
»Kampene synes at komme nærmere,« sagde Mary og så ud af vinduet. Den amerikanske borgerkrig blev udkæmpet nogle få kilometer derfra. Lyden af geværskud havde fyldt luften, siden det blev lyst. Mary vendte sig mod sin stedmor. »Jeg er ked af det. Jeg tror ikke, at vi kan forlade huset for at hente en læge.«
»Kom nærmere.« Mary satte sig ved siden af sengen og holdt sin stedmor i hånden. »Jeg ved, at din far stadig ikke er rask,« sagde Marys stedmor stille, »men du må bringe familien til Zion – din bror, din søster og tvillingerne. Giv ikke din far fred, før han rejser til Rocky Mountains! Lov mig det!«
Mary vidste, hvor meget hendes familie ønskede at tage til Salt Lake City. Da de havde hørt om evangeliet og var blevet døbt, havde de forladt England for at slutte sig til de hellige i Zion. Men ville det overhovedet være muligt? Hun kastede et blik på sin far, som sad stille i sin stol. For tre år siden var hendes far blevet ramt af et forfærdeligt slagtilfælde, der havde lammet hans venstre side.
Mary tog en dyb indånding. »Jeg lover det,« hviskede hun.
Kort tid efter lukkede Marys stedmor sine øjne for sidste gang.
En morgen kort tid efter besluttede Mary, at det var på tide at fortælle hendes far om hendes løfte. »Jeg ved, at jeg kun er 14 år,« sagde hun, »men jeg må føre vores familie til Zion.« Hun hørte tvillingerne vågne. »Jeg må gå i gang med morgenmaden,« sagde hun. »Men prøv at tænke over det.«
Nogle få dage efter kaldte far på Mary. »Det er alt sammen arrangeret,« sagde han. Hans tale var stadig sløret på grund af slagtilfældet. »Jeg har solgt vores land og kulminen, så vi kan købe en vogn, nogle okser, køer og lidt forsyninger. Et vogntog skulle snart rejse mod vest. De er ikke sidste dages hellige, men vi kan følges med dem til Iowa. Når vi kommer dertil, kan vi rejse med en gruppe hellige, der skal til Saltsødalen.«
Mary kastede sine arme om ham. »Tak, far.« Snart skulle de rejse til Zion!
Dagene gik hurtigt, mens Mary hjalp til med at gøre familien klar til deres rejse. »Alt skal nok gå godt,« sagde hun til sig selv. »Snart er vi i Zion.«
Men så blev far syg. Hans mund hang ned på den ene side, og Mary var bange for, at det var endnu et slagtilfælde.
»Han er for syg til at rejse,« fortalte hun lederen af vogntoget. »Vi skal kun bruge nogle dage, så han kan få det bedre.«
»Vi kan ikke vente,« sagde manden brysk. Da han så Marys ansigt, blev han lidt blidere. »I kan blive her, indtil han er klar til at rejse, så kan I indhente os.« Uden noget andet valg gik Mary med til det.
En uge senere fik Mary familien klar til at rejse igen. »Tvillingerne og Sarah kan ride på okserne,« fortalte hun til Jackson, hendes 9-årige bror. »Far kan sidde i vognen, og du kan hjælpe mig med at styre okserne.«
»Jeg er bange,« sagde Sarah meget stille. Hun var kun seks år, og hun så meget lille ud på oksens brede ryg. De fireårige tvillinger så på Mary med store øjne.
»Vi skal nok komme hurtigt frem og indhente vores gruppe!«, sagde Mary med påtvungen glæde.
Fremad rejste familien Wanlass mange kilometer og derefter i dagevis. Endelig måtte Mary indse sandheden.
Vogntoget havde ikke ventet på dem. Mary og hendes familie måtte rejse til Zion alene.
Plattefloden i Nebraska 1863
»Woah, sådan!« Mary trak i tømmerne, og okserne standsede. »Har alle det godt?« Hun så på sine tre yngste søskende, som red på oksernes ryg. De nikkede.
Plattefloden lå foran dem, bred og mudret. »Hvad nu?«, spurgte Jackson, hendes lillebror. Han var kun ni år, men han hjalp Mary med at køre vognen. Far lå bagest i vognen og var stadig syg efter slagtilfældet.
»Vi behøver ikke at krydse floden,« sagde Mary. »Men vi kan følge den.« Der var ingen vej til Zion, men floden ville lede dem, mens de rejste mod vest. »Kom så!«
Mary vidste ikke, at mormonpionererne rejste på den anden side af Plattefloden og fulgte en anden vej. Ved ikke at krydse floden kom de ind på indianernes område. De mødte ikke noget andet vogntog på resten af rejsen.
De fortsatte. Flere uger senere så Mary en støvsky nærme sig. »Rolig,« hviskede hun til okserne og sig selv. »Rolig.«
Støvet blæste væk, og en lille gruppe indianere kom ridende på heste. En af indianerne red bag om vognen, hvor far lå.
Rytterens øjne var venlige. »Er han syg?« spurgte han og pegede på far.
»Ja,« hviskede Mary. Manden sagde noget på sit eget sprog, og mændene red bort, lige så hurtigt som de var kommet.
Mary så på solen på himlen. »Vi stopper her,« sagde hun til Jackson. Hun løftede Sarah og tvillingerne ned.
»Mary, kom og se!«, sagde Jackson. Manden med de venlige øjne red hen mod dem med noget tungt i hænderne.
»Vildand,« sagde han. »Og hare. Til jer.« Mary kunne kun stirre, målløs, mens han lagde dyrene i hendes arme. Med et nik red han bort i tusmørket.
»Mad!«, udbrød Mary. »Kød!« Mandens gave var virkelig et mirakel.
Flere mirakler fandt sted på deres rejse. En bisonhjord kom hen mod dem, men skiltes lige foran vognen, nogle på den ene side, andre på den anden. En støvstorm førte en af tvillingerne ud i en flod, men det lykkedes Mary at redde hende.
Men rejsen var stadig vanskelig. Hver dag så vognen mere og mere slidt ud, og okserne virkede meget trætte. Ruten var stejl og fuld af sten. Bjergene var svære at komme over. Men Mary og hendes familie blev ved med at mase fremad.
De var lige kommet ned fra et højt pas, da Mary så en mand køre mod dem i en vogn.
»Måske kan han fortælle os vejen til Lehi i Utah!« sagde hun til Jackson. De havde en onkel, som boede der.
»I er i Echo Canyon, ikke langt fra Saltsødalen,« sagde manden, da hun spurgte, hvor de var. »Men hvor er resten af jeres vogntog?«
Hele beretningen kom frem, og manden lyttede forbløffet. »Har I rejst mere end 1.600 km alene?« Han rystede på hovedet i beundring. »Du er en tapper pige. Lad mig fortælle dig vejen til Lehi. I er næsten fremme.«
»Næsten fremme,« hviskede Mary til sig selv, mens manden tegnede et groft kort i støvet. Næsten i Zion. »Jeg tror, at vi trods alt klarer det.«
Mary og hendes familie nåede frem til Lehi i Utah. Hun blev senere gift og fik selv en stor familie. Hendes eksempel på tro og mod har velsignet mange mennesker.