En sang for Manon
Det, der oprindeligt blev set som en aften med underholdning, blev til en tilkendegivelse af kærlighed til en enkelt ung pige.
Illustrationer: Elizabeth Thayer
De unge piger var begejstrede. Faktisk var hele menigheden i Sydfrankrig begejstret. For at skabe større samhørighed planlagde lederne en menighedsaktivitet med middag og underholdning. Lederne vidste, at bikubepigerne, rosenpigerne og laurbærpigerne allerede havde lært sange og danse ved nogle af deres aktiviteter, og de inviterede dem til at stå for aftenens underholdning.
Og nu begyndte de unge piger for alvor at øve sig – alle, bortset fra en. Manon kunne ikke optræde. Hun havde været i behandling for kræft i over to år.
Manon C. på 16 kom stadig til møderne og aktiviteterne, så ofte hun kunne, og hun smilede altid stort på trods af det, hun gennemgik. Men i tider med kemoterapi var hun nogle gange så svag, at hun kun kunne hvile sig. Menighedens medlemmer havde fastet og bedt flere gange for hende. Ingen forventede, at hun kunne øve eller danse.
Men hun kunne overvære middagen. Så hvorfor ikke tilegne aftenen til Manon?
En aften med et formål
Ideen fængede hurtigt.
»Vi ønskede, at Manon mærkede menighedens kærlighed og støtte,« forklarer Emma S. på 16 år. »Hvis vores menighed ønskede at blive mere forenet, hvilken bedre måde at gøre det på end ved at samarbejde for at vise Manon vores kærlighed?«.
Hele menigheden blev involveret i forberedelserne. Familierne fik til opgave at medbringe mad, Hjælpeforeningen syede kostumer til de unge piger, de unge voksne sørgede for teknisk bistand (lys, lyd og baggrundsvideoer) til prøverne og den endelige optræden, og brødrene i præstedømmet hjalp til ved at sætte borde og stole op.
Alt dette arbejde blev udført af menighedens medlemmer, der bor langt fra hinanden. »De unge i menigheden er meget tæt knyttet gennem Ånden, men vi bor langt fra hinanden,« fortæller Aiolah V. på 16 år. »Vi ser ikke hinanden i skolen, for vi lever i forskellige dele af byen, så vi må gøre en ekstra indsats for at sikre, at ingen bliver overset og glemt.«
»Vi holder også kontakten hele tiden takket være mobiltelefoner,« siger Inka S. på 15 år. »Vi underviser hinanden ved at fortælle om vores forskellige oplevelser. Vi ved, at vi kan regne med hinanden, og vi forsøger at være et godt eksempel for hinanden.« De unge piger, som elsker at være sammen, når de kan, lærte, at øvelserne til aftenshowet skabte yderligere muligheder for at styrke deres venskaber.
»Før vi begyndte at øve os, var jeg ret genert,« forklarer Inka. »Jeg var bange for at begå en fejl. Men når vi dansede som gruppe, satte jeg min generthed til side. Jeg vidste, at det var tid til at vise menigheden, hvor hårdt vi havde arbejdet.«
Manon var selv både ydmyg og imødekommende. »Da de fortalte mig om middagen og forestillingen, og at jeg ville være æresgæst, så tænkte jeg, at det ville genere mig, at de gjorde så meget stads ud af mig,« mindes hun. »På den anden side var jeg spændt på at overvære det!«
En optræden med kærlighed og støtte
Snart blev det tid, og det var den fuldkomne lejlighed til at vise kærlighed og støtte til Manon. »Maden var selvfølgelig fremragende,« siger Aiolah. »Det er jo trods alt Frankrig!«
Og underholdningen – som hedder spectacle på fransk – levede op til sit navn. Lege, sange og danse underholdt publikum. Så kom de unge piger som et fælleskor med forestillingens højdepunkt. De tilegnede en sang til Manon, en sang, som Emma selv skrev og komponerede musik til. Teksten i omkvædet sammenfattede den kærlighed og støtte, som alle ønskede, at Manon følte:
Giv ikke op,
for vi tror på dig.
Og glem ikke, hvem du er,
for vi tror på dig.
Da de unge piger optrådte med sangen, føltes det, som om alle i menigheden sang med, i det mindste i deres hjerte. Det føltes, som om Emmas enkle sang blev forvandlet til et usynget omkvæd, som gav genklang i hjertet hos hver af de sidste dages hellige, uanset hvor de er – en hymne til mod og barmhjertighed, familie og venner, enhed, tro og håb, en aldrig afsluttende bøn, der bliver hørt i himlen.
Ledernes hensigt med at organisere aktiviteten var at forene menigheden. At tilegne aftenen til Manon bidrog ikke kun til at opnå dette mål, men skabte også en vedvarende følelse af støtte til Manon og hendes familie og en forståelse for, at alle Guds børn er vigtige. »Det er Kirkens mål at hjælpe os til at komme nærmere vor himmelske Fader og Jesus Kristus,« siger Aiolah. »Vi ved, at de elsker os, og at vi aldrig er alene.«