Sidste dages hellige røster
Trøstet efter en spontan abort
Illustration: Allen Garns
Atten uger inde i min fjerde graviditet vågnede jeg op og opdagede, at jeg blødte. Jeg blev nervøs, da blødningen ikke stoppede, så jeg besluttede at tage på skadestuen.
Under den lange tur til hospitalet håbede og bad jeg for, at alt var i orden. Det var nok ikke værre, end at lægen ville ordinere nogle dage i sengen.
Da jeg kom ind på hospitalet, tog personalet adskillige prøver. De kunne ikke høre barnets hjerteslag. Diagnosen var »føtal død«. Lægen kunne ikke gøre mere på det tidspunkt, så hun udskrev mig fra hospitalet.
Jeg tog hjem træt og bange. Jeg kunne ikke falde i søvn den nat. Da jeg stod ud af sengen næste morgen, følte jeg mig tilskyndet til at tage en tidlig session i templet.
Henimod slutningen af sessionen fik jeg øje på min vielsesring og min forlovelsesring. De havde tilhørt min oldemor, som jeg var opkaldt efter. Hun gik bort, da jeg var fem år, og jeg havde næsten lige læst hendes livshistorie. Jeg kom i tanke om, at hun havde haft mange spontane aborter, da hun var i tyverne.
Hele morgenen havde jeg kæmpet med tårerne, sorgen og frygten, men i det øjeblik skyllede en bølge af fred ind over mig. Jeg følte mig trøstet. Oldemor havde været igennem lignende prøvelser i sit liv, og Frelseren havde hjulpet hende. Jeg følte en bekræftelse på, at han også ville hjælpe mig.
»Han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans hjerte kan fyldes med barmhjertighed efter kødet, så han ifølge kødet kan vide, hvorledes han kan hjælpe sit folk i forhold til deres skrøbeligheder« (Alma 7:12).
Jeg er dybt taknemlig for den fred, der kommer, når man er i templet, og for den arv, trofaste forfædre har efterladt, og mest af alt for vor Frelser Jesu Kristi sonoffer.