Opdragelse af vores søn i et partnerskab med Gud
Forfatteren bor i Utah i USA.
Da jeg lærte at bruge de åndelige ressourcer, der var til rådighed for mig, blev jeg overvældet af ideer til, hvordan jeg kunne hjælpe min søn og imødegå mine egne prøvelser bedre.
Illustrationer: Robert Hunt
Jeg havde et billede af, at det at være forælder var at have velopdragne børn, der altid var smukt klædt og aldrig blev snavsede. Jeg indså hurtigt, at det billede var en ønskedrøm. Jeg har efterhånden accepteret mit rodede hus og snotnæser, fordi jeg ved, at det følger med de mest forbløffende velsignelser, jeg kan få. Men jeg havde aldrig forestillet mig, hvilken kamp det ville blive at opdrage mine børn, især min søn Brad.
Brad ankom lige så uskyldig til denne verden som noget andet barn, men der gik ikke lang tid, før vi indså, at han var anderledes. Han kunne ikke komme i børnehave, uden min mand eller jeg var med ham, for han var for aggressiv. Da han blev ældre og legede med andre børn, krævede han konstant opsyn. Da vi søgte hjælp, fik vi at vide, at vi bare var nødt til at være mere konsekvente over for ham. Vi gjorde alt, vi kunne komme i tanke om, vi søgte på nettet, vi læste bøger om børneopdragelse og spurgte læger og familiemedlemmer. Da Brad begyndte i skole, blev han endelig diagnosticeret med opmærksomhedsforstyrrelse og hyperaktivitet, eller ADHD, såvel som mange andre problemer.
For første gang nærede vi et vist håb. Nu hvor vi havde en diagnose, kunne vi lægge en behandlingsplan. Vi havde et håb om, at Brad ville reagere godt på den medicin, der havde hjulpet andre. Desværre blev Brads adfærd værre med medicin, end den var uden, så han måtte stoppe med den. Jeg kunne mærke, at det sidste håb svandt for mig.
Da Brad var seks år, stod jeg ansigt til ansigt med et af hans mange raserianfald. Jeg havde bare lyst til at give op. Jeg gik op på mit værelse for at få et øjeblik alene, og tårerne løb ned ad kinderne på mig. Jeg bad om styrke til at kunne klare den nært forestående rutine med at få ham i seng. Hvordan skulle jeg kunne blive ved med at holde til dette dag efter dag? Jeg følte, at jeg havde nået grænsen for, hvad jeg kunne holde til. Forstod vor himmelske Fader, hvor svært det var? Hvis han virkelig elskede mig, ville han fjerne denne byrde fra mig og give min søn et normalt liv, tænkte jeg. Jeg var fyldt med sådanne tanker og følelser samtidig med, at den prøvelse, jeg stod i, kun syntes at blive værre.
Prøvelsens sande natur
Jeg troede, at jeg vidste, hvad prøvelser gik ud på. Vi skulle gå igennem dem ligesom en lerpotte i en brændingsovn. Vi skulle ud og ind af ilden, og så blev livet normalt, indtil vi skulle ind til den næste omgang varme og temperering. Men jeg havde stået med denne prøvelse i årevis, og den gik ikke over. Jeg følte presset tynge, og følelsen af hjælpeløshed tvang mig i knæ.
Da vidste jeg, at stedet, jeg var nødt til at søge for trøst og forståelse, var templet. Gennem inspiration indså jeg, at vi ikke selv vælger, hvilke prøvelser vi får i livet, eller hvor lang tid de varer. Det, vi kan kontrollere, er måden vi tænker og handler på, når prøvelserne kommer.
Jeg indså, at årsagen til, at jeg havde haft ondt af mig selv, var, at jeg havde tilladt mig at blive fyldt med selvmedlidenhed. Det første, jeg besluttede mig for, var at bremse enhver negativ tanke, der pressede sig på, det være sig »det her er uretfærdigt«, »hvorfor kan Brad ikke bare være normal« eller den værste skurk »jeg er sådan en dårlig mor.« Jeg arbejdede hårdt på at stoppe den negative stemme i mit hoved, og jeg så, at min stemme blev mere tålmodig og kærlig, når jeg talte med og til alle mine børn.
Jeg prøvede også at tænke positivt. Jeg begyndte at sige »du klarer det godt« til mig selv og give mig selv komplimenter som »du hævede ikke stemmen, og du råbte ikke. Sådan!«
Stol på Gud
Efter en særlig hård dag bad jeg min mand om en velsignelse. Under velsignelsen blev jeg mindet om, at jeg er Guds datter, og han er opmærksom på mig og mine behov, og at min søn også er Guds søn. Brad var Guds søn først, og min mand og jeg er i partnerskab med Gud omkring Brad. Jeg indså, at jeg ikke havde brugt alle de redskaber, jeg havde til rådighed igennem det partnerskab. Min mand og jeg havde søgt og fundet mange ressourcer til at hjælpe os, men vi havde glemt den vigtigste: Bøn.
Jeg begyndte hver dag at bede om, hvordan jeg kunne hjælpe Brad. Når han gik helt i baglås, bad jeg en hurtig bøn for at få inspiration. Når jeg stolede på, at Gud ville støtte og inspirere mig om min søn, fik jeg et glimt af, hvordan jeg kunne være, og hvad jeg kunne gøre for ham. Jeg stræbte efter at følge Almas ord: »Det er min fryd, at jeg måske kan blive et redskab i Guds hænder« (Alma 29:9).
Det bevirkede straks forandringer. Jeg fik mange ideer til, hvordan jeg kunne hjælpe Brad. Jeg brugte familieaften som et redskab og bad om ideer til, hvad jeg skulle undervise om. Jeg læste også skrifterne mere målrettet og fik øje på de gode opdragelsesråd, de indeholder. Jeg kunne mærke, at håb og trøst fyldte mig.
Når jeg fortsatte med at omsætte tanken om, at min mand og jeg var i partnerskab med Gud om at opdrage vores børn i praksis og brugte de redskaber, han har givet os, begyndte jeg at stole mere og mere på Gud. Jeg indså, at der var en grænse for, hvad jeg vidste om opdragelse, men en kærlig alvidende himmelsk Fader, der elskede min søn højere end jeg, kunne hjælpe mig til at blive en bedre og stærkere mor. Og selvom jeg stadig kommer til kort ind imellem, så ved jeg, hvor der er hjælp at hente. Jeg forstår nu, at visse prøvelser ikke har en tidsgrænse, men jeg har blikket rettet mod evigheden, og at Gud vil hjælpe mig.
Find glæde i de små stunder
Når tingene bliver svære, har jeg lært at finde glæde i de små stunder – de gaver – vi får. Når min søn ikke kan lade være med at kysse mig, bliver jeg taknemlig. Når jeg så min søn sidde alene i bussen, var det en velsignelse at huske på skriftstedet: »Jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88). Jeg vidste, at Brad ikke var alene og aldrig vil være det.
Vi er en evig familie og med hjælp fra mennesker, der elsker os, og vor himmelske Fader, der våger over os, kan jeg påskønne de små gaver, jeg får dagligt, og føle den glæde og lykke, det er meningen, vi skal opleve. Og med disse små velsignelser og Herrens hjælp kan jeg blive den, det er meningen, jeg skal være, uanset hvor lang tid det tager.