Heling af det elskede land: Julia Mavimbelas tro
Julia Mavimbelas liv ændrede sig pludseligt i 1955, da hendes mand, John, blev dræbt i en bilulykke. Tekniske undersøgelser viste, at der var en anden person involveret, det var en hvid mand, der var svinget ind i Johns bane. Alligevel blev den mand helt frifundet. Derimod hævdede politiet, at de sorte var usle bilister, så ulykken var ene og alene Johns skyld.1
Julia var 37 år og stod alene med fire børn og et femte på vej. Hun var blevet uretfærdigt behandlet på grund af racismen generelt og af politiet og retsvæsnet. Alligevel gav hun ikke efter for bitterhed, derimod brugte hun sit liv på at prøve at hele sig selv og hele sit elskede fædreland gennem kristuslignende tjeneste. Det var hendes fædrelandskærlighed, hendes tro på Gud og hendes opsathed på at leve efter de principper, hun troede på, der gjorde dette muligt.
Julia blev født i 1917 som det sidste af fem børn. Hendes far døde, da hun var fem år gammel. Julias mor stod alene med fem børn, og hun tog arbejde som vaskekone og hushjælp.
Julias mor var en troende kvinde, der underviste sine børn ud fra Bibelen. »Min mor havde lært mig at sluge livets bitre pille, og hun ansporede mig til aldrig at se mig tilbage, men altid se fremad,« fortalte Julia. Julias mor forstod også vigtigheden af at få en uddannelse, så trods sine begrænsede midler gjorde hun alt, hun kunne, for at sikre sig, at hendes børn fik en formel uddannelse.
Fotografi anvendt med tilladelse fra Thoba Elizabeth Mavimbela Karl-Holla
Julia fik mere uddannelse og arbejdede som lærer og skoleinspektør, indtil hun mødte og giftede sig med John Mavimbela i 1946. John havde en købmandsbutik og en slagterforretning. Julia opgav sin karriere og arbejdede der. Sammen opbyggede de et hjem og fik børn. Trods de begrænsninger der fulgte med apartheid, var livet godt. Men alt ændrede sig med Johns død.
På sin mands gravsten fik Julia indgraveret disse ord:
I kærlig erindring om
John Phillip Corlie Mavimbela.
Fra hans hustru og slægtninge.
Men klumpen i halsen slipper os aldrig.
Må hans sjæl hvile i fred.
I Julias beskrivelse af fjerde linje siger hun: »Da vi skrev det, bestod klumpen i halsen af had og bitterhed – mod den mand, der havde forårsaget ulykken, mod de politimænd der løj [og] mod den ret, der havde dømt min mand som ansvarlig for den ulykke, der kostede ham livet.«2 En af hendes sværeste prøvelser var at overvinde den bitterhed og vrede.
Kort tid efter at Julias mand var død, sov hun uroligt, og hun drømte, at John kom til hende og overrakte hende et par overalls og sagde: »Kom så i gang med arbejdet.« Idet hun beskrev resultatet af denne drøm, sagde hun: »Jeg fandt en vej ud af og væk fra sorgerne i de år, og det var ved at involvere mig i samfundet omkring mig.«
Tyve år senere i midten af 1970’erne havde de sortes reaktion på apartheid vendt sig fra fredelige protester til voldelig opstand. Et af brændpunkterne for urolighederne var Soweto, hvor Julia boede. Hun fortalte: »Soweto var ikke til at kende igen – det var som om, vi boede på en slagmark.«
Julia frygtede, at det ville rippe op i hendes gamle sår af bitterhed: »Der var gået mere end 20 år, siden John døde, men jeg kunne stadig mærke smerten.« I et forsøg på både at hele sig selv og folk omkring sig tænkte Julia: »Hvis jeg kan lære børn at elske at dyrke jorden, er alt måske ikke tabt.« Hun anlagde en fælles skolehave, som symboliserede håb for mennesker, der kun kendte til frygt og vrede.
Når hun arbejdede med børnene i skolehaven, underviste hun dem samtidigt og sagde: »Lad os grave bitterheden ned og så kærlighedens frø og se, hvilke frugter det kan give os … Kærligheden kommer ikke, medmindre man tilgiver andre.«
Hun sagde: »Jeg vidste dybt i mit hjerte, at jeg gav slip på min egen bitterhed, efterhånden som jeg tilgav dem, der havde såret mig.« Den klump af bitterhed, der havde siddet og klemt efter Johns død, begyndte at løsne sig.
I 1981 blev Julia præsenteret for Kirken. Missionærerne, der udførte samfundstjeneste i Soweto, fandt et mødested for drenge, der var meget forfaldent. I adskillige uger ryddede de op på stedet.3
En dag blev Julia bedt om at hjælpe til i den klub for drenge. Da hun kom derhen, blev hun overrasket over at se »to hvide drenge, der stod og gravede i den brune jord.« Missionærerne spurgte om, de måtte komme hjem til hende og give hende et budskab. Tre dage senere dukkede ældsterne David McCombs og Joel Heaton op i deres missionærtøj og med deres navneskilte.
Julia fortalte, at de to første lektioner »gik ind ad det ene øre og ud ad det andet«. Men ved deres tredje besøg spurgte missionærerne ind til et billede, der hang på væggen, af Julia og John. Hun fortalte, at hendes mand var død, og missionærerne følte sig tilskyndet til at fortælle hende om frelsesplanen og dåb for de døde. Hun fortalte: »Så begyndte jeg at lytte, sådan rigtigt med hjertet … Da missionærerne underviste mig om principperne om evige forhold, fik jeg følelsen af, at sådan skulle det være med mine forældre og min mand.« Julia blev døbt fem måneder senere.
En måned efter sin dåb talte Julia ved stavskonferencen. »Da jeg gik op på forhøjningen, tror jeg, de fleste blev chokeret,« fortalte hun. »Det var første gang, de så en sort tale ved konferencen – og for nogle var det nok første gang overhovedet, at de hørte en sort tale ved en forsamling.« Hun følte sig tilskyndet til at tale om sin mands død og de svære år, der fulgte i kølvandet af det. Hun beskrev bitterheden, og hvordan hun endelig havde fundet Kirken, der kunne lære hende virkelig at tilgive.
Hendes kamp med misforståelser og fordømmelse var endnu ikke over, selv ikke efter apartheid blev afskaffet i 1994.
Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum fortalte i sin tale ved aprilkonferencen 2015, »Sidste dages hellige bliver ved med at prøve«, om en hændelse, Julia og hendes datter Thoba havde, hvor de »blev behandlet mindre venligt af nogle hvide medlemmer.« Thoba beklagede sig over behandlingen. Men det, der let kunne være blevet en undskyldning for at forlade Kirken, blev i stedet en dyrebar lektie. Julia sagde: »Åh, Thoba, Kirken er som et stort hospital, og vi er alle syge på hver vores måde. Vi kommer til kirke for at blive hjulpet.«4
Til højre: Julia i sin zulu-kjole og i tjeneste i templet i Johannesburg i Sydafrika.
Foto af Julia som TEMPELTJENER med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Julia opdagede, at det var muligt at blive helet gennem Jesu Kristi evangelium, og den heling var ikke blot mulig for hende, men for hele nationen. Hendes tjeneste i templet i Johannesburg i Sydafrika lærte hende, at i templet »er der ingen spor af afrikaner. Der er ingen engelskmænd. Der er ingen situ eller zulu. Man mærker følelsen af enhed.«
Julia Mavimbela døde den 16. juli 2000.