Herrens ord og vilje

Billede

flyvende insekter sværmer om telte ved en flodbred

Blandt lidelserne i Winter Quarters fik Brigham besked om, at en pøbelhobe på omkring tusind mænd havde angrebet det lille samfund af hellige, der stadig var i Nauvoo. Omkring 200 hellige kæmpede imod, men de blev slået i kamp i løbet af nogle få dage. Byens ledere forhandlede en fredelig evakuering af de hellige, hvoraf mange var fattige og syge. Men da de hellige forlod byen, chikanerede pøblen dem og gennemsøgte deres hjem og vogne. En pøbelhob indtog templet, vanhelligede dets interiør og hånede de hellige, der flygtede til lejre på den anden side af floden.²⁸

Da Brigham hørte om de flygtendes desperation, udsendte han et brev til Kirkens ledere og mindede dem om pagten, de havde indgået i Nauvoo om at hjælpe de fattige og hjælpe alle hellige, der ønskede at tage vestpå.

»De fattige brødre og søstre, enker og forældreløse, syge og nødlidende ligger nu på vestbredden af Mississippifloden,« erklærede han. »Nu er tiden inde til at arbejde. Lad ilden fra pagten, som I har indgået i Herrens hus, brænde i jeres hjerte som en uudslukkelig ild.«²⁹

Selvom de hellige i Winter Quarters havde sendt tyve vogne med nødhjælp til Nauvoo to uger forinden og kun havde lidt mad og få forsyninger tilovers, sendte de og bosættelserne i nærheden yderligere vogne, spand af okser, mad og andre forsyninger til Nauvoo. Newel Whitney, Kirkens præsiderende biskop, købte også mel til de fattige hellige.³⁰

Da redningshold fandt flygtningene, var mange af de hellige ramt af feber, dårligt udrustet mod det kolde vejr og udsultede. Den 9. oktober, mens de forberedte sig på at rejse til Missourifloden, så de en flok vagtler fylde himlen og lande på og omkring deres vogne. Mænd og drenge skyndte sig hen til fuglene og greb dem med hænderne. Mange mindes, hvordan Gud også havde sendt vagtler til Moses og Israels børn i deres nød.

»Denne morgen oplevede vi en direkte tilkendegivelse af Guds nåde og godhed,« skrev Thomas Bullock, en sekretær i Kirken, i sin dagbog. »Brødrene og søstrene priste Gud og lovpriste hans navn for at det, der blev sendt ned over Israels børn i ørkenen, også er blevet tilkendegivet os i vores forfølgelse.«

»Alle mænd, kvinder og børn fik vagtler at spise til aftensmad,« skrev Thomas.³¹

På samme tid, tusinder af kilometer borte på atollen Anaa i Stillehavet, talte en bærer af Det Aronske Præstedømme, der hed Tamanehune, ved en konference, hvor der var over 800 sidste dages hellige. »Der bør sendes et brev til Kirken i Amerika,« foreslog han, »med en anmodning om straks at sende fra 5 til hundrede ældste.« Ariipaea, et medlem af Kirken og en lokal landsbyleder, støttede forslaget, og de hellige i det sydlige Stillehav rakte samtykkende deres hånd op.³²

Addison Pratt præsiderede over konferencen og var helt enig med Tamanehune. I løbet af de seneste tre år have Addison og Benjamin Grouard døbt over tusind personer. Men i den tid havde de kun modtaget et brev fra nogen af De Tolv, og det havde ikke givet dem nogen instruktioner om at vende hjem.³³

I de seks måneder, der var gået, siden brevet var kommer, havde de to missionærer ikke hørt noget andet fra familie, venner eller kirkeledere. Hver gang der kom en avis til øen ville de gennemsøge dens sider for nyheder om de hellige. En avis, som de læste, hævdede, at halvdelen af de hellige i Nauvoo var blevet myrdet, mens resten var blevet tvunget til at flygte til Californien.³⁴

Addison, der var ivrig efter at vide, hvad der var sket med Louisa og hans døtre, besluttede sig for at vende tilbage til USA. »At kende sandheden, selv hvis den er dårlig,« sagde han til sig selv, »er bedre en at have tvivl og uro.«³⁵

Addisons venner Nabota og Telii, ægteparret der havde tjent med ham på Anaa, besluttede sig for at vende tilbage til Tubuai, hvor Telii var elsket som en åndelig leder blandt sine medsøstre i Kirken. Benjamin planlagde at blive på øen for at lede missionen.³⁶

Da de hellige i Stillehavet hørte om Addisons snarlige afgang, opfordrede de ham til at rejse snart og tage flere missionærer med sig tilbage. Da Addison allerede havde planer om at vende tilbage til øen med Louisa og hans døtre, hvis de stadig var i live, gik han straks med til det.³⁷

Da kulde var ved at lægge sig over Winter Quarters, bad Brigham ofte om at vide, hvordan han skulle forberede Kirken på rejsen til den anden side af Rocky Mountains. Efter næsten et år på ruten havde han lært, at det var afgørende for deres succes at organisere og udruste de hellige til vejen forude. Alligevel havde adskillige tilbageskridt også vist ham, hvor vigtigt det var at stole på Herren og følge hans vejledning. Ligesom på Josephs tid var det kun Herren, der kunne lede sin kirke.

Kort efter årets start følte Brigham Herren åbne sit sind med nyt lys og ny kundskab. I et møde med højrådet og De Tolv den 14. januar 1847 begyndte han at nedskrive en åbenbaring fra Herren til de hellige. Inden Brigham gik i seng, gav Herren ham yderligere instruktioner om den kommende rejse. Brigham tog den ufærdige åbenbaring frem og fortsatte med at nedskrive Herrens vejledning til de hellige.³⁹

Den næste dag præsenterede Brigham følgende åbenbaring til De Tolv. Kaldet »Herrens ord og vilje« fremhævede den behovet for at organisere de hellige i kompagnier under apostlenes ledelse. I åbenbaringen befalede Herren de hellige at sørge for deres eget behov samt at samarbejde på deres rejse, se efter enker, forældreløse og familierne til medlemmer af Mormonbataljonen.

»Lad enhver anvende hele sin indflydelse og ejendom på at flytte dette folk til det sted, hvor Herren vil oprette en af Zions stave«, stod der i åbenbaringen. »Og hvis I gør dette med et rent hjerte, i al trofasthed, skal I blive velsignet.«⁴⁰

Herren befalede også sit folk at omvende og ydmyge sig, behandle hinanden venligt og ophøre med at beruse sig og tale ondt. Hans ord blev fremstillet som en pagt, der ledte de hellige til at »vandre i overensstemmelse med alle Herrens ordinancer« og holde de løfter, de aflagde i templet i Nauvoo.⁴¹

»Jeg er Herren jeres Gud, ja, jeres fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud«, erklærede han. »Jeg er den, der førte Israels børn ud af Egyptens land, og min arm er strakt ud i de sidste dage.«

Ligesom israelitterne skulle de hellige prise Herren og påkalde hans navn i svære tider. De skulle synge og danse med en taksigelsesbøn i deres hjerte. De skulle ikke frygte fremtiden, men stole på ham og bære deres trængsler.

»Mit folk må prøves i alt,« erklærede Herren, »så de kan blive beredt til at modtage den herlighed, som jeg har til dem, nemlig Zions herlighed.«⁴²

Resten af vinteren fortsatte apostlene med at søge åbenbaring, mens de forberedte sig på at sende kompagnier med vogne over Rocky Mountains. Under deres ledelse skulle en lille fortrop forlade Winter Quarters i foråret, krydse bjergene og etablere det nye samlingssted for de hellige. For at adlyde Herrens befaling og opfylde profeti, ville de rejse et banner for folkene og påbegynde arbejdet på et tempel. Større kompagnier primært bestående af familier ville følge efter dem kort tid efter og adlyde Herrens ord og vilje på deres rejse.⁴⁸

De Tolvs Kvorum og De Halvtreds’ Råd havde, inden de forlod Nauvoo, tænkt på at slå sig ned i Salt Lake-dalen eller Bear River-dalen mod nord. Begge dale lå på den anden side af Rocky Mountains og beskrivelser af dem var lovende.⁴⁹ Brigham havde i et syn set det sted, hvor de hellige ville slå sig ned, men havde kun en generel ide om, hvor det var. Han bad stadig om, at Gud ville lede ham og fortroppen til det rette samlingssted for Kirken.⁵⁰

Om eftermiddagen den 16. april 1847 begyndte fortroppen deres rejse under en kold og mørk himmel. Vi har i sinde at berede vejen til frelse for de ærlige i alle nationer, eller ofre alt i vores forvaltning,« erklærede apostlene i et afskedsbrev til de hellige i Winter Quarters. »I Israels Guds navn vil vi sejre eller dø i forsøget.«⁵³