Diabetes-dilemmaet
»Altid han svarer mig« (Børnestjernen, mar. 1991, s. 5)
Joes søster Sariah var syg. Ikke den slags syg, hvor man hoster eller har ondt i maven. Mor og far sagde, at hun måske havde diabetes.
Joe vidste ikke, hvad var diabetes var, men det lød skræmmende. Så havde mor og far forklaret, at det er, når et menneskes krop har svært ved at bruge det sukker, der er i den mad, de spiser. Sariah skulle være et par dage på hospitalet for, at man kunne finde ud af, om hun havde diabetes.
Sommetider gik Sariah Joe på nerverne. Hun forsøgte at lege med hans venner. Hun havde endda smidt fjernbetjeningen til hans videospil væk engang. Men han elskede hende alligevel højt. Jeg vil ikke have, at hun skal være syg, tænkte han og kunne mærke tårerne pressede sig på.
Joes søstre hjalp Sariah med at blive klar til at komme på hospitalet. Mary fandt Sariahs rygsæk. Hannah pakkede hendes pyjamas. Lilly fandt et blødt tæppe. Joe ville også gerne hjælpe, men han vidste ikke hvordan.
Snart efter var Sariah pakket klar.
»Lad os bede, inden vi tager af sted,« sagde far. »Joe, vil du gøre det?«
Joe nikkede. »Vor kære himmelske Fader,« begyndte han. »Vil du ikke nok velsigne Sariah, så hun ikke har diabetes. Vil du velsigne hende, så hun er okay.« Mens Joe bad, fik han det lidt bedre.
Da hele familien samledes til knus, fik Joe en ide.
»Vent!« sagde han. Han gik op på sit værelse og fandt den bærbare musikafspiller, han havde fået i fødselsdagsgave. Han sørgede for, at Sariah yndlingssange var på den.
»Her,« sagde han og rakte den til Sariah. »Den kan du tage med på hospitalet.« Hun smilede og holdt den tæt ind til sig, mens hun gik ud til bilen.
Næste dag tog mor Joe og hans søstre med hen på hospitalet for at besøge Sariah. Joe var nervøs, da de gik igennem hospitalet. »Lad hende ikke have diabetes,« bad han for nok hundrede gang.
Da de kom hen til den stue, hvor Sariah lå, sad hun op i sengen med slanger i armen. Hun smilede lidt, da hun så dem allesammen.
»Vi har fået prøvesvarene,« sagde far. »Lægerne siger, at Sariah har type 1 diabetes. Vi må ændre noget på den mad, vi spiser sammen som familie og hjælpe hende med at tage medicin. Men ellers er hun okay.«
Joe fik en knude i maven. Han gik ud på gangen og satte sig ved siden af døren. Han begravede hovedet i sin hænder.
»Hvad er der galt, Joe?« spurgte mor, mens hun satte sig ved siden af ham.
»Jeg bad for, at Sariah ikke skulle have diabetes,« sagde Joe. »Hvorfor besvarede vor himmelske Fader ikke min bøn?«
Mor lagde armen om Joe. »Vor himmelske Fader besvarer altid vores bønner. Det er bare ikke altid på den måde, vi gerne vil have. I stedet for at tage det svære væk, svarer han os sommetider med at give os fred og hjælpe os til at være stærke. Jeg ved, at vor himmelske Fader vil hjælpe Sariah.«
Joe nikkede langsomt. Han følte ikke fred eller styrke lige nu. Men han huskede den gode følelse, han havde haft, da de bad familiebøn.
De gik sammen tilbage på stuen. Joes søstre spillede et kortspil, ligesom de gjorde derhjemme. Og alle så de glade ud, selv Sariah.
Så lagde Joe mærke til noget. Sariah havde høretelefoner rundt om halsen og hans musikafspiller i skødet.
»Hun bliver ved med at høre de sange, du fandt til hende,« sagde mor. »Det hjælper hende til at være rolig.«
Joe blev helt varm indeni. Han vidste, at vor himmelske Fader allerede hjalp dem.