Frøprinsessen tilgiver
Katya vil gerne sætte et skuespil op, men Sonya prøver at tage over!
»Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig« (Luk 6:36).
Katya bar en stor kasse, da hun gik ud af lejligheden og ud i solskinnet. Det var sommer, og i nogle få måneder ville vejret være varmt her i hendes by i Rusland. Hun satte kassen fra sig på en bænk, hvor hendes venner Dima og Sonya sad og ventede.
»Her er alt, vi har brug for til vores skuespil!« sagde Katya. Hun åbnede kassen og hev en plastikkrone og forskelligt stof i lilla, blå og røde farver frem. Med en vis kreativitet kunne det blive gode kostumer.
»Hvad skal det være for et skuespil?« spurgte Dima.
Katya smilede. »Jeg synes, at vi skal opføre ›Frøprinsessen!‹« Det var hendes yndlingseventyr. Katya smilede, mens hun forestillede sig selv spille den smukke Vasilisa.
Sonya greb det blå stof fra kassen og viklede det omkring sig. »Jeg vil være Vasilisa!« sagde hun.
»Vent!« sagde Katya. »Det var min ide. Det betyder, at jeg bør være Vasilisa.«
»Du kan godt være hende,« sagde Sonya. Men så begyndte hun at fnise. »Mens hun er en frø!«
Katya rynkede på næsen og hev det blå stof fra Sonya. »Det er mit stykke!«
Sonya satte hænderne i siden. »Ingen gider spille med dig, hvis du skal bestemme det hele. Du er en bedre frø end prinsesse.«
Katya kunne mærke tårerne i øjnene. Hun greb sin kasse og løb indenfor, hele vejen op ad trapperne til familiens lejlighed. Hun smækkede døren i bag sig.
»Hvad er der galt?« spurgte mama. Katya brast i tårer.
»Sonya ødelægger det hele!« Katya fortalte mama hele historien. »Hun sagde, at jeg var en frø!«
»Åh, Katyusha,« sagde mama. Mama kaldte Katya for Katyusha. »Det er jeg ked af. Det var ikke særlig sødt af hende.«
I det samme blev der banket på døren. Mama gik ud for at åbne, men Katya løb ind på sit værelse. Hun hørte nogen tale, og så kaldte mama på hende. »Kunne du tænke dig at tale med Sonya? Hun vil gerne sige noget til dig.«
»Nej!« råbte Katya.
Hun kunne høre dem tale igen, og så blev døren lukket.
»Jeg tror, at Sonya er ked af det,« sagde mama.
»Jeg er ligeglad,« sagde Katya. Hun gravede hovedet længere ned i puden.
Mama stod i døren et minuts tid. »Du ved sommetider, når jeg er rigtig vred, har jeg ikke lyst til at tilgive andre. Sommetider er jeg nødt til at bede vor himmelske Fader om hjælp til at ønske at tilgive.« Så gik hun.
Katya var for vred til at tilgive. Sonya havde såret hende! Men … det føltes heller ikke ret godt at være vred.
Hun sukkede og knælede ned ved siden af sin seng. Katya vidste, at vor himmelske Fader ønskede, at hun tilgav Sonya. Det var det rigtige at gøre. Men måske ønskede vor himmelske Fader, at Katya tilgav, for det også ville få Katya til at få det bedre.
»Vor kære himmelske Fader, hjælp mig til at tilgive Sonya,« sagde hun. »Jeg har ikke rigtig lyst til det, men jeg har heller ikke lyst til at være vred.«
Hun afsluttede sin bøn og trak vejret dybt. Katya kunne mærke, at hendes vrede fortog sig lidt. Det kunne hun godt klare. Hun kunne tilgive. Hun gik hen til lejligheden, hvor Sonya boede og bankede på.
Sonya åbnede og begyndte at tale med det samme. »Katya, jeg er ked af det, jeg sagde.«
»Jeg tilgiver dig,« sagde Katya. »Og jeg er ked af, at jeg hev alle mine kostumer tilbage. Du ville også være god som Vasilisa. Vi kan skiftes til at spille hende.«
Sonya smilede. »Okay. Skal vi øve nu? Så henter jeg Dima!«
Katya smilede igen. »Jeg henter kostumerne!«