Kunne jeg føle Ånden i mit rodede hus?

Amber Weston

Jeg havde aldrig troet, at Ånden kunne dvæle i mit rodede hjem. Men jeg tog fejl.

Forfatteren bor i Utah i USA.

Jeg bar en bakke med mad, som min svigermor havde lavet, ind i et rodet og støvet hjem. Den eneste beboer sad, hvor hun altid sad, i en stor lænestol, hvorfra hun kunne se ud af vinduet. Hendes opsvulmede ben var strakt ud og hendes stok, som hun brugte med stort besvær, stod lænet mod hendes arm. Hun smilede, da hun så mig, takkede for maden og spurgte undskyldende, hvem jeg var. Da jeg satte mig ved siden af hende og lyttede til det, hun havde at berette, blev jeg fyldt af varme og fred.

Tre år senere sad jeg på gulvet med mine to små børn og gyngede dem på mine ben og sang en hyphestesang. Få meter derfra var mit køkken et stort rod, og der lå legetøj spredt over hele gulvet. Jeg følte pludselig en bekræftelse fra Ånden på, at jeg var lige, hvor jeg skulle være. Varme og fred fyldte min sjæl og gav kraft og energi, hvor der ellers ikke var nogen.

To år længere fremme lå jeg på min seng. Der lå en synlig bunke snavsetøj på gulvet, og en stak papirer flød på mit skrivebord, mens jeg ammede min nyfødte søn for fjerde gang den nat. Jeg strøg mine fingerspidser over hans lange øjenvipper, mærkede hans bløde bare hoved og mærkede en fryd, da hans små fingre krøllede sig om blonden på min bluse. Jeg blev så fyldt med varme og fred, at det ikke gjorde mig noget, at jeg sommetider var vågen klokken tre om natten.

I hvert af disse tilfælde var Helligånden med mig og fortalte mig, at jeg var på rette sted og gjorde det rette, og i hvert af disse tilfælde var mit hjem rodet.

Jeg husker stadig det chok, jeg fik, første gang jeg bemærkede den sammenhæng – og jeg begyndte at tvivle på mine oplevelser. Jeg havde jo trods alt hele min opvækst tænkt, at Helligånden ikke dvæler på urene steder – så jeg antog, at det også omfattede et snavset hjem. Og de tanker blev næsten altid ledsaget af en henvisning til skriften. I 1 Nefi 10:21 læser vi, at »intet urent kan bo hos Gud«. Og i Lære og Pagter 88:124 siger Herren: »Hold op med at være uvirksomme; hold op med at være urene.«

Ironien i alt dette er, at jeg havde misset den dybere mening i disse skriftsteder – vigtigheden af at holde vores personlige templer, vores sind og legeme, rent – og jeg havde fortolket det rent fysisk. Jeg havde på en eller anden måde af alle disse ting fået opfattelsen af, at mit værd som ung hustru og mor lå i, hvor perfekt og rent mit hjem var – og følgerne af det var ødelæggende.

Jeg blev altid lammet af frygt, når mit hjem ikke var perfekt. Jeg lyttede ofte ikke efter Åndens hvisken, for jeg så mig om i min lejlighed og tænkte: »Nej, her er der ingen chance for, at Ånden er.«

Jeg kan ikke huske det præcise øjeblik, hvor det gik op for mig, at jeg kunne føle Ånden i et hjem, der ikke levede op til templets standarder for renlighed. Men jeg husker, da jeg indså, at Herren i sin uendelige medfølelse og empati så den langt fra perfekte indsats, jeg lagde for dagen, og godtog den og stadig sendte mig den åndelige ledsagelse, jeg så desperat havde brug for. Han har ikke brug for, at jeg er perfekt lige nu – han har blot brug for, at jeg gør mit bedste.

Det er ikke bare sket over natten, men jeg har lige så stille sluppet det, som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har omtalt som »giftig perfektionisme« (se »Så vær da fuldkomne – i sidste ende«, Liahona, nov. 2017, s. 42). Jeg begyndte at tillade mig at tro, at jeg kan have Helligånden med mig, selvom jeg ikke har kræfter til at være oppe hele natten med et barn, der er ved at få tænder, og få ordnet alt vasketøjet. Jeg sørger i stedet for at gøre mit bedste, og jeg tager imod den kærlighed vor himmelske Fader sender mig. Jeg har ikke helt opgivet tanken om at være bedre til at holde mit hjem, men jeg siger bare ja til den nåde og inspiration, som Herren så længe har forsøgt at give mig. For når jeg holder mig åndelig ren og gør, hvad han beder mig om, kommer Helligånden, uanset om mit hjem er rodet eller ej.