Fred i templet
Forfatteren bor i National District i Den Dominikanske Republik.
José kunne ikke vente med at skulle i templet. Men hvorfor var han så nervøs?
»Jeg elsker Herrens tempel, der skal jeg hen en dag« (Børnenes sangbog, s. 99).
»Tillykke, José,« sagde biskop García. Han rakte mig min nye tempelanbefaling.
»Tak!« sagde jeg. Jeg gav ham hånden og gik ud af kontoret stirrende på det hvide papir. Jeg kunne tage til templet for at udføre dåb!
Mine abuelos (bedsteforældre) sad og ventede på gangen. Mine forældre kom ikke i kirke så ofte, så jeg tog normalt i kirke med abuela og abuelo. De gav mig begge et knus.
»Glæder du dig til din første tempeltur i næste uge?« spurgte abuelo, da vi gik ud af kirkebygningen.
»Ja!« sagde jeg. Men jeg havde også en sjov, snurrende følelse i min mave.
»Det bliver så rart at tage af sted sammen som familie,« sagde abuela med et stort smil.
Jeg smilede igen, men den sjove følelse ville ikke gå væk.
Da tempelturen nærmede sig, blev jeg mere nervøs. Til sidst talte jeg med abuela om det.
Hun var ved at skære grøntsager i køkkenet, men hun stoppede, da jeg kom ind. »Hvad er der galt?« spurgte hun og tørrede sine hænder i et håndklæde. »Du ser bekymret ud.«
Jeg sukkede og satte mig ved bordet. »Jeg glæder mig rigtig meget til at tage til templet. Men jeg er også nervøs.«
Abuela nikkede, som forstod hun, hvad jeg følte. »Du behøver ikke bekymre dig. Der vil være folk til at hjælpe dig hvert skridt af vejen.«
Mens hun talte, følte jeg en varm trøstende følelse sprede sig fra top til tå. Jeg vidste, at det ville blive en særlig dag.
Snart oprandt dagen for tempelturen. Jeg tog mit søndagstøj på og børstede mit hår. Abuela kom ind på mit værelse.
»Hvordan har du det?« spurgte hun.
»Spændt! Jeg kan dårlig vente med at skulle i templet.«
Abuela satte sig i fodenden af min seng og trak et stykke papir op af lommen.
»Dette er et tempelordinancekort,« sagde hun. »Det er for min bror. Han betød noget særligt for mig. Men han døde, inden han kunne blive døbt. Vil du udføre dåb for ham i templet i dag?«
Abuela rakte mig papiret. Jeg læste navnet: Ramon Rodriguez. Jeg kunne se, at Abuela elskede sin bror, og jeg var glad for, at hun betroede mig at blive døbt for ham.
»Selvfølgelig, abuela. Tak!« Jeg lagde forsigtigt kortet i min lomme.
Mens vi sad i bussen på vej mod templet i Santo Domingo, fortalte abuela mig om, da hun første gang tog til templet med abuelo. Dengang måtte de tage hele vejen til Peru, for der var ikke noget tempel i Den Dominikanske Republik.
En time senere ankom vi til templet. Biskop García var der også. Jeg spærrede øjnene op, da vi gik op til bygningen. Den var så smuk! Jeg stoppede op for at læse ordene over døren: »Helliget Herren – Herrens hus«.
Da jeg gik igennem dørene, vidste jeg, at jeg gik ind et særligt sted. Alle mine bekymringer syntes at smelte væk. Alt var stille og roligt.
Efter jeg havde skiftet til hvidt tøj, stod jeg i dåbsbassinet med biskop García. Jeg lyttede nøje efter, da han sagde ordene i dåbsbønnen. Da han nævnte Ramons navn, blev mit legeme fyldt med fred.
Biskop García sænkede mig ned i vandet. Da jeg kom op, smilede jeg. Jeg kunne ikke vente til, jeg skulle gøre det igen!