2019
Ukuelighed – Åndeligt panser for tidens unge
September 2019


Ukuelighed – Åndeligt panser for tidens unge

Vores børn er i stand til at trives trods de udfordringer, der præger vor tid. Vores opgave som forældre er at forberede dem til at møde de udfordringer, der ligger forude.

Billede
young man running hurdles

Foto: Getty Images

Der går en historie om, at der i Indien under den britiske kolonitid levede et uacceptabelt stort antal giftige kobraslanger i og omkring Delhi. For at løse problemet begyndte de lokale myndigheder at betale en dusør for døde kobraslanger. Denne knap så kloge dusør gav bagslag, da lokale gesjæftige forretningsmænd begyndte at opdrætte kobraslanger for profittens skyld. Da dusøren ophørte, satte opdrætterne kobraerne fri, hvilket blot øgede problemet markant.

Dette fænomen med utilsigtede bivirkninger, der sommetider forårsager større skade end de tilsigtede fordele, kendes også som »kobra-effekten«.1

Kobra-effekten på den opvoksende generation

Da jeg besøgte Brigham Young University – Idaho i efteråret 2017, fortalte skolens nye rektor, Henry J. Eyring, mig, at hans primære bekymring var det høje frafald af nye studerende. Studerende dropper ud af universitetet af mange forskellige årsager, men en mangel på ukuelighed er en af de største årsager til, at mange amerikanske universiteter oplever den samme udfordring.2

Ukuelighed er en evne til ikke at lade sig kue eller slå ud.3 Da den amerikanske hær opdagede manglen på ukuelighed blandt rekrutterne, tilbød de et træningsprogram Master Resilience for at styrke soldaterne mod militærtjenestens stress, krav og strabadser.4

Vi står med den samme bekymring i Kirken med en højere procentdel af fuldtidsmissionærer, der vender tidligere hjem fra deres mission, end vi har set i tidligere generationer. Nogle missionærer har alvorlige helbredsmæssige udfordringer eller andre prøvelser, der nødvendiggør en tidlig afløsning, mens andre måske ganske enkelt bare ikke har udviklet nok af dyden ukuelighed.

Lyle J. Burrup, der har tjent som rådgiver omkring mentalt helbred i Kirkens missionsafdelingen, har bemærket, at den mest udbredte årsag til de følelsesmæssige problemer, missionærer oplever, skyldes mangel på ukuelighed. Han siger: »I de fleste tilfælde havde missionæren blot ikke lært, hvordan man tackler udfordringer på en hensigtsmæssig måde.«5

Universitetet, militæret og missionsmarken forårsager ikke problemet, de afdækker det blot. En mindre ukuelighed blandt dagens unge kan faktisk være en utilsigtet konsekvens – en nutidig kobra-effekt – der skyldes faktorer som:

  • For megen tid på sofaen og digitale enheder, og mindre træning og fysisk aktivitet end hos tidligere generationer.6

  • For stor eksponering for en urealistisk virtuel verden eller fantasiverden, der forårsager forvrænget selvopfattelse, angst, depression og mindre selvværd.7

  • Utålmodighed i en verden præget af øjeblikkelig tilfredsstillelse og svar i Google-hastighed. (Omvendt udvikles ukuelighed for det meste gennem dyden tålmodighed).

  • Beskyttelse mod hård søgang. »Smult vande lærer ikke sømand at sejle.«8

  • En verden med uendelige muligheder for distraktion, uforenelige forvirrende stemmer og et liv i bekvemmelighed kan gøre både unge som voksne ufølsomme over for Ånden.

  • For meget skærmtid og for lidt tid ansigt til ansigt resulterer i underudviklede sociale færdigheder.

Der er skrevet mange bøger om denne komplekse og frygtindgydende udfordring, deriblandt en med den sigende titel iGen: Why Today’s Super-Connected Kids Are Growing Up Less Rebellious, More Tolerant, Less Happy – and Completely Unprepared for Adulthood.

Verden forandrer sig. Herren har reserveret til vor tid ånder, der er i stand til at trives i de udfordringer, der præger vor tid. Vores opgave som omsorgsfulde forældre er at forberede dem til at møde de udfordringer, der ligger forude ved at kultivere og fremelske deres ukuelighed, tro og styrke.

Med stærke evangeliske principper til at hjælpe os, kan vi bistå de unge med at styrke deres ukuelighed, gøre dem i stand til at blive mere som Frelseren og gå »frem i visdom [intellektuelt] og vækst [fysisk og mentalt] og yndest hos Gud [åndeligt] og mennesker [socialt og følelsesmæssigt]« (Luk 2:52). Jeg vil gerne drøfte disse fire evangeliske principper: (1) selvhjulpenhed, (2) modsætning i alle ting, (3) Helligåndsgaven og (4) handlefrihed.

1. Opdrag selvhjulpne børn: Julemanden versus Scrooge

I vores bestræbelse på at hjælpe de trængende, stræber vi efter at finde den rette balance mellem to komplementære principper: Være barmhjertig og opfordre til selvhjulpenhed. At være barmhjertig uden at opmuntre til selvhjulpenhed er at lege julemand. At opfordre til selvhjulpenhed uden venlighed er at være Scrooge.9 Ingen af disse principper er i sig selv ubalanceret.

Billede
father and son fishing

Barmhjertighed (at give nogle en fisk) og selvhjulpenhed (at lære nogle kunsten at fiske) gælder også for det at være forældre. Vi kan godt træffe enhver beslutning for vores børn, men det ville være langt klogere at lære dem kunsten at træffe beslutninger og således hjælpe dem til at blive intellektuelt, åndeligt, socialt og følelsesmæssigt selvhjulpne.

Et inspirerende eksempel finder man i den rørende opsætning The Miracle Worker, et dramatisk værk med afsæt i selvbiografien fra Helen Keller, der som barn led af en sygdom, der gjorde hende døv og blind.10 I deres julemandsagtige tilgang til at opdrage deres datter, var Helens usikre forældre overbeskyttende og forkælende, med det resultat, at det hæmmede Helens intellektuelle, åndelige, sociale og følelsesmæssige udvikling.

Derimod så Anne Sullivan, Helens privatlærer, at Helen var blevet for forkælet, og hun begyndte derfor at hjælpe Helen med at konfrontere sine problemer og blive mere selvhjulpen. I sidste ende var det Anne Sullivan, og ikke Helens forældre, der hjalp Helen til at nå sit potentiale.

Fordi vi elsker vores børn, ønsker vi at se dem opnå succes. Vi kan være fristede til at fjerne alle bump på deres vej. Eller for at minimere deres skuffelse og nederlag, kan vi være fristede til at gøre det hårde arbejde for dem, ligesom Helens forældre gjorde. Men når vi gør det, kan vi uforvarende hindre vores børn i at udvikle den modstandsdygtighed, de behøver for at være stærke selvstændige tilhængere af Kristus.

Frem for at være overbeskyttende og komme dem for hurtigt til undsætning, bør vi overveje Frelserens tilgang. Han styrker os til at »kunne bære [vores] byrder« (Mosi 24:15), og ofte kommer han os ikke til undsætning helt så hurtigt, som vi gerne vil have (se L&P 121:1-3).

2. Modgang: Velsignelsen i svære ting

En af de måder, hvorpå vor himmelske Fader, vores fuldkomne forælder, opfostrer os til at være ukuelige og forbereder os på vores fremtidige lykke, er ved at sende os til denne verden, hvor vores ukuelighed bliver prøvet og forædlet, som det ses i følgende skriftsteder:

  • Vi må »prøves ligesom Abraham« (L&P 101:4).

  • Trængsler »skal give [os] erfaring og skal være til gavn for« os (L&P 122:7).

  • »Der er en modsætning i alt« (2 Ne 2:11), så vor himmelske Fader tillader, at vi »smager det bitre, så [vi] kan lære at skønne på det gode« (Moses 6:55).

  • Vi »modtager intet vidnesbyrd, førend [vores] tro er blevet prøvet« (Eter 12:6).

At lære at udvikle kristuslignende dyder som tro, tålmodighed, flid og ukuelighed blandt mange andre, kan ikke ske medmindre vi er blevet prøvet »i lidelsens ovn« (Es 48:10). Vor Fader i himlen tillader derfor, at vi møder hård modgang og skal gøre svære ting. Hvordan skal vi nogensinde kunne blive som vores store Forbillede, hvis vi ikke møder prøver, der svarer til dem, der gjorde ham til den, han er?

Jeg siger ofte til missionærerne: »I missionsmarken kommer I på de svære kurser i flid og tålmodighed og meget andet. Det er kun igennem dette avancerede pensum, at I vil lære at blive store missionærer og sidenhen strålende ægtefæller og fædre og mødre. Hvis I har en svær dag, så fejr jeres trængsler som apostlene Peter og Johannes gjorde, der, efter de var blevet fængslet og slået, glædede sig, ›fordi de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld‹« (se ApG 5:18, 40-41; se også 1 Pet 4:13; Kol 2:8).

Det er den modgang, de trængsler og den seje kamp, der hjælper os til at udvikle ukuelighed – evnen til at rejse os, feje støvet af os og fortsætte ad den lige og snævre sti. Den sti er ofte stejl og stenet, og vi vil alle opleve vores del af snublen og tilbageslag. Det er Herrens gave af ubegrænsede nye forsøg, der gør os i stand til at bevæge os fremad med ukuelighed.11

Billede
people hiking

3. Helligånden og inspireret beslutningstagen

Frem for bare at få lette svar har børn brug for at lære kunsten at træffe beslutninger. Vi kan vejlede dem, men vi bør lade dem tænke selv og begynde at træffe selv små beslutninger.

Fordi Helligåndsgaven er den største gave, et dødeligt menneske kan modtage,12 er det største og mest bestyrkende en forælder kan gøre at lære et barn, hvordan man genkender Åndens hvisken. At lære børn at være værdige til denne store gave, og hvordan man modtager personlig åbenbaring, er det primære, vi kan gøre for at opdrage åndeligt selvstændige børn.

Vi lærer en vigtig lektie af Oliver Cowdery, der bad i bøn uden at modtage. Herren sagde til ham:

»Se, du har ikke forstået det; du er gået ud fra, at jeg ville give dig det, uden at du gjorde dig nogen tanke ud over at spørge mig.

Men se, jeg siger dig, at du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt, og hvis det er rigtigt, vil jeg bevirke, at det brænder i brystet på dig, således skal du føle, at det er rigtigt« (se L&P 9:7-8).

Billede
mother helping with schoolwork

Når vores børn kommer til os og for eksempel beder om hjælp med lektierne, så laver vi dem ikke for dem. Vi vejleder dem, og dernæst siger vi som Herren sagde til Oliver: »Nu arbejder du videre med det, og når du er klar, ser jeg, om du har svaret rigtigt.«

At lære børn at arbejde sig igennem og vinde over deres prøvelser, hjælper dem til at tænke selv, tænke fornuftigt over problemerne og genkende Helligåndens hvisken. Det er kun igennem deres egen erfaring med at løse problemer, at de udvikler sund fornuft og visdom og evnen til at »gennemtænke det« og modtage åbenbaring.

Hvis vi ikke lærer vores børn åndelig selvhjulpenhed og ukuelighed, giver denne advarsel fra præsident Russell M. Nelson måske stof til eftertanke: »I den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse.«13

4. Respekter handlefriheden ved skillevejene

Jeg har hørt præsident Nelson fortælle denne historie om sin otteårige datter, der kom til ham en søndag og spurgte, om hun måtte tage med på slædetur med en familie i menigheden. Han sagde: »Jeg vidste, det hverken var klogt at svare ja eller nej. Vi slog op i Bibelen på 2 Mosebog 31:13: ›I skal holde mine sabbatter, for sabbatten er et tegn mellem mig og jer, slægt efter slægt‹. Så spurgte jeg hende, hvordan hun havde det med at tage på slædetur på sabbatten. Hun sagde: ›Far, jeg vil gerne vise vor himmelske Fader, at jeg elsker ham, så jeg tager ikke med.‹«

Præsident Nelson fortsatte: »Det er en generation siden, og min datter er nu selv mor, og jeg var hjemme hos hende, da hendes unge søn kom og spurgte om lov til noget meget tilsvarende. Det var fascinerende og glædeligt for mig at se hende slå op i Bibelen og læse det samme vers med mit barnebarn.«

For mange år siden læste jeg om en far, der vækkede sin søn en søndag for, at de kunne blive klar til at tage i kirke. Sønnen sagde: »Jeg tager ikke i kirke i dag.« I sådant et øjeblik kan mange forældre blive fristet til at sige: »Jo, du gør« og følge op med en trussel. Denne far var klogere og svarede ganske enkelt: »Sønnike, det behøver du ikke at forklare over for mig, for det er ikke min kirke. Men du bør knæle ned og give vor himmelske Fader dine undskyldninger.«

Så lod faderen sønnen være ved den skillevej med Helligånden. Helligånden kan formane vores børn langt bedre, end vi kan, hvis vi sætter vores lid til den store gave. »Der er intet værre vidne eller nogen stærkere anklager end samvittigheden.«14 I løbet af få minutter var teenageren oppe og gjorde sig klar til at gå i kirke. Havde faderen tvunget sønnen til at gå i kirke, kunne han have sået vrede og oprør og måske lidt snigende kobra-effekt.

Der er en risiko ved at respektere vores børns handlefrihed og selv lade dem vælge ved en skillevej. Men tog vor Fader i himlen ikke den samme risiko i forudtilværelsen og mistede som konsekvens en tredjedel af sine åndelige børn? Eftersom læresætningen om handlefrihed var uundværlig for frelsesplanen, var risikoen uundgåelig, trods Lucifers modsigelser.

Så hvis jeg må omformulere et citat af profeten Joseph Smith en smule, vil jeg formulere det på denne måde omkring vores børn: »Vi underviser dem i de rette principper, for uanset om vi kan lide det eller ej, vil de lede sig selv.«15 Den dag kommer, hvor vores børn vil flyve fra reden. Vores eneste håb som forældre er at lære dem de rette principper om frelsesplanen og at genkende Åndens hvisken til at vejlede dem til en vís brug af deres handlefrihed. Ellers kommer de måske til at mangle åndelig selvhjulpenhed og ukuelighed i mødet med fremtidens udfordringer, med risiko for at vi mister dem.

Vi er alle dybt og evigt taknemmelige for den største ukuelige handling i verdenshistorien – Jesu Kristi sonoffer. Frelseren veg ikke tilbage, da han stod over for smeltediglen, selv under et ufatteligt pres.

Billede
young woman praying

Helligåndsgaven og åndelig selvhjulpenhed nærer åndelig ukuelighed, der er synonym for udholdenhed. Og de, der trofast »holder ud til enden … skal få evigt liv« (2 Ne 31:20).

Må Herren velsigne os som forældre i vores bydende nødvendige pligt til at opdrage vores børn til at være intellektuelt, fysisk, åndeligt, socialt og følelsesmæssigt ukuelige.

Noter

  1. Horst Siebert, en tysk økonom, tillægges æren for begrebet »kobra-effekten«, der anvendes om løsninger på et problem, der forværrer problemet.

  2. Se Connie Matthiessen, »Why Are So Many College Students Returning Home?«, 9. jan. 2019, greatschools.org.

  3. Den danske ordbog, »ukuelig«, ordnet.dk.

  4. Se »Master Resilience Training (MRT) in the U.S. Army: PowerPoint & Interview«, Positive Psychology Program, positivepsychologyprogram.com.

  5. Lyle J. Burrup, »Opdrag børn til at være ukuelige«, Liahona, mar. 2013, s. 11.

  6. Se Meena Azzollini, »Declining Physical Activity Levels in Children and Teens«, WellBeing, 10. juli 2017, wellbeing.com.au.

  7. Se Rachel Ehmke, »How Using Social Media Affects Teenagers«, Child Mind Institute, 6. juni 2016, childmind.org.

  8. Afrikansk ordsprog.

  9. Scrooge er den nærige karakter i Charles Dickens Et juleeventyr.

  10. Se Helen Keller, The Story of My Life, 1902.

  11. Se Lynn G. Robbins, »Op til syvoghalvfjerds gange«, Liahona, maj 2018, s. 21-23.

  12. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Wilford Woodruff, 2004, s. 48.

  13. Russell M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 96.

  14. Tilskrives sommetider Polybios eller Sofokles.

  15. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 281.

Udskriv