Frelserens sande disciple
Vi kan føle vedvarende glæde, når vor Frelser og hans evangelium danner strukturen for, hvordan vi opbygger vores liv.
I Det Gamle Testamente i Haggajs Bog er der en måske mindre kendt beskrivelse af en gruppe mennesker, der kunne have brugt ældste Hollands råd. De begik en fejl ved ikke at sætte Kristus som centrum i deres liv og deres tjeneste. Haggaj kommer med nogle tankeprovokerende illustrationer, da han irettesætter disse mennesker for at blive i deres behagelige huse i stedet for at bygge Herrens tempel:
»Er det tiden til, at I selv bor under tag i jeres huse, når dette hus ligger i ruiner?
Derfor siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvordan det går jer:
I sår meget, men høster kun lidt, I spiser, men bliver ikke mætte, I drikker, men bliver ikke berusede, I klæder jer, men får ikke varmen; daglejerens løn går i en hullet pung.
Dette siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvordan det går jer!«1
Elsker I ikke disse beskrivelser af formålsløsheden med at prioritere det, der ikke har evige konsekvenser, over det, der hører til Gud?
Ved et nadvermøde, jeg deltog i for nyligt, citerede en hjemvendt missionær en far, der havde sammenfattet denne tanke perfekt, da han sagde til sine børn: »Det, vi har brug for, er mindre wi-fi og mere Nefi!«
Da jeg har boet i Vestafrika i fem år, har jeg set mange eksempler på at prioritere evangeliet naturligt og uden skam. Et sådant eksempel er navnet på et dæk- og servicecenter i Ghana. Ejeren har kaldt det »Afstemning af din vilje«.
Vi kan føle vedvarende glæde,2 når vor Frelser og hans evangelium danner strukturen for, hvordan vi opbygger vores liv. Men det er så nemt i stedet at lade den struktur være bestemt af verdens ting, hvor evangeliet blot ender som endnu en valgmulighed, eller helt enkelt kun bliver til kirke to timer om søndagen. Når det er tilfældet, er det det samme som at komme vores løn i en »hullet pung«.
Haggaj fortæller os, at vi skal være engagerede – være, som vi siger i Australien, »fair dinkum«, når vi efterlever evangeliet. Folk er fair dinkum, når de er det, de siger, de er.
Jeg lærte lidt om at være fair dinkum og være forpligtet ved at spille rugby. Jeg lærte, at når jeg gjorde mit bedste, når jeg gav alt, jeg kunne, var min glæde ved spillet størst.
Mit yndlingsår med rugby var året efter high school. Det hold, jeg var med på, var både talentfuldt og engageret. Vi var det bedste hold det år. Men en dag havde vi en kamp mod et lavt rangeret hold, og efter kampen skulle vi alle med en date til den store årlige collegefest. Jeg tænkte, at fordi det ville blive en nem kamp, så skulle jeg forsøge at beskytte mig selv mod skader, så jeg ville kunne nyde festen fuldt ud. I den kamp var vi ikke så engagerede i vores møde med modstanderne, som vi kunne have været, og vi tabte. For at gøre det endnu værre endte kampen med, at jeg havde en meget hævet, tyk læbe, der ikke ligefrem forskønnede mit udseende til min store date. Måske havde jeg brug for at lære noget.
En meget anderledes oplevelse skete senere ved en anden kamp, hvor jeg var helt engageret. På et tidspunkt løb jeg med oprigtig hensigt ind i en modspiller og følte straks en smerte i mit ansigt. Min far havde lært mig, at jeg aldrig skulle lade modstanderen vide, at jeg var skadet, så jeg fortsatte med at spille. Den aften, da jeg forsøgte at spise, kunne jeg ikke bide. Den næste morgen tog jeg på hospitalet, hvor et røntgenbillede bekræftede, at min kæbe var brækket. Min mund blev lukket til med metaltråd de næste seks uger.
Lektier blev lært af denne lignelse med den tykke læbe og den brækkede kæbe. På trods af mine minder om utilfredsstillet stor trang til fast føde i løbet af de seks uger, da jeg kun kunne indtage væsker, fortrød jeg intet ved min brækkede kæbe, da den var resultatet af, at jeg havde givet alt, jeg kunne. Men jeg fortrød min tykke læbe, da den symboliserede, at jeg havde holdt igen.
At give alt betyder ikke, at vi konstant vil være omgivet af velsignelser eller altid har succes. Men det betyder, at vi vil føle glæde. Glæde er ikke en flygtig fornøjelse eller selv midlertidig lykke. Glæde er varig og findes i vores indsats for at blive accepteret af Herren.3
Et eksempel på sådan en accept er historien om Oliver Granger. Som præsident Boyd K. Packer sagde: »Da de hellige blev fordrevet fra Kirtland … blev Oliver tilbage for at sælge deres ejendomme for den smule, han kunne … Der var ikke store muligheder for, at det skulle lykkes for ham. Og det gjorde det heller ikke!«4 Han var blevet bemyndiget af Det Første Præsidentskab til at udføre en opgave, der var svær, hvis ikke umulig. Men Herren roste ham for hans tilsyneladende mislykkede indsats med disse ord:
»Jeg erindrer min tjener Oliver Granger; se, sandelig siger jeg ham, at hans navn skal holdes i hellig erindring fra slægtled til slægtled for evigt og altid, siger Herren.
Lad ham derfor kæmpe ihærdigt for at løskøbe Det Første Præsidentskab for min kirke, siger Herren, og når han falder, skal han rejse sig igen, for hans offer skal være mere helligt for mig end hans fremgang, siger Herren.«5
Det kan være sandt for os alle – det er ikke vores succeser, men snarere vores ofre og indsats, der betyder noget for Herren.
Et andet eksempel på en af Jesu Kristi sande disciple er en af vores kære venner fra Elfenbenskysten i Vestafrika. Denne vidunderlige, trofaste søster blev forfærdeligt følelsesmæssigt og endda til tider fysisk mishandlet af sin mand over en længere periode og blev til sidst skilt. Hun vaklede aldrig i sin tro og godhed, men på grund af hans ondskab over for hende var hun dybt såret i lang tid. Hun beskrev med egne ord, hvad der skete:
»Selvom jeg havde sagt, at jeg tilgav ham, sov jeg altid med en smerte, og jeg tilbragte mine dage med den smerte. Den var som en brænden i mit hjerte. Jeg bad mange gange til Herren om, at han ville fjerne den, men det gjorde så ondt, at jeg virkelig troede, at jeg skulle leve med den resten af mit liv. Den gjorde mere ondt, end da jeg mistede min mor i en ung alder, den gjorde mere ondt, end da jeg mistede min far og endda min søn. Den lod til at udvide sig og dække mit hjerte, hvilket gav mig indtrykket af, at jeg ville dø når som helst.
Andre gange spurgte jeg mig selv om, hvad Frelseren ville have gjort i min situation, og jeg ville hellere sige: ›Det her er for meget, Herre.‹
Så en morgen mærkede jeg efter den smerte, der kommer af alt dette i mit hjerte og gik dybere og prøvede at finde den i min sjæl. Men den var ikke nogen steder. Mine tanker gennemgik hurtigt alle de årsager, jeg [havde] til at føle smerte, men jeg følte ikke nogen. Jeg ventede hele dagen for at se, om jeg ville føle smerte i mit hjerte, men det gjorde jeg ikke. Jeg knælede så ned og takkede Gud for at lade Herrens sonoffer virke for mig.«6
Denne søster er nu lykkeligt beseglet til en vidunderlig, trofast mand, der elsker hende højt.
Så hvad bør vores holdning være, hvis vi er Kristi sande disciple? Og hvad er evangeliet værd for os, når vi overvejer, »hvordan det går«, som Haggaj foreslog?
Jeg elsker eksemplet på den rette holdning, som kong Lamonis far udviste. I husker nok hans første vrede ved at finde ud af, at hans søn var sammen med Ammon, en nefit – et folk som lamanitterne hadede. Han trak sit sværd for at strides med Ammon og mærkede hurtigt Ammons sværd på sin egen hals. »Da kongen frygtede, at han skulle miste livet, sagde han: Hvis du vil skåne mig, vil jeg skænke dig alt, hvad du end beder om, endog indtil det halve af riget.«7
Bemærk hans tilbud – halvdelen af sit rige for sit liv.
Men senere, da han havde forstået evangeliet, gav han et andet tilbud. »Kongen [sagde]: Hvad skal jeg gøre, for at jeg kan få dette evige liv, som du har talt om? Ja, hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive født af Gud og få denne ugudelige ånd rykket ud af mit bryst og modtage hans Ånd, så jeg kan blive fyldt af glæde, så jeg ikke bliver forstødt på den yderste dag? Se, sagde han, jeg vil give afkald på alt, hvad jeg besidder, ja, jeg vil frasige mig mit rige, for at jeg kan få denne store glæde.«8
Denne gang var han klar til at opgive hele sit rige, fordi evangeliet var mere værd end alt, hvad han ejede! Han var fair dinkum omkring evangeliet.
Så spørgsmålet til os alle er: Er vi fair dinkum omkring evangeliet? Fordi en halvhjertet indsats er ikke at være fair dinkum! Og Gud er ikke kendt for at rose det, der er lunkent.9
Der er ingen skat, heller ingen hobby, heller ingen status, heller ikke nogen sociale medier, heller ingen videospil, heller ingen sport, heller ingen forbindelse med en kendt, heller intet på jorden, der er mere værdifuldt end evigt liv. Så Herrens råd til alle er at lægge mærke til, »hvordan det går jer«.
Mine følelser kan bedst udtrykkes med Nefis ord: »Jeg fryder mig ved tydelighed, jeg fryder mig ved sandhed, jeg fryder mig ved min Jesus, for han har forløst min sjæl fra helvede.«10
Er vi sande tilhængere af ham, der gav alt for os? Han, der er vores Forløser og vores talsmand hos Faderen? Han, der selv var helt og aldeles engageret i sit sonoffer og er det nu med sin kærlighed, sin nåde og sit ønske for os om at få evig glæde? Jeg beder indtrængende alle, der hører og læser disse ord: Vær venlig ikke at udsætte jeres totale engagement til en dag, der aldrig kommer. Bliv fair dinkum nu og føl glæden! I Jesu Kristi navn. Amen.