Lad os stå ved vores løfter og pagter
Jeg indbyder jeg til at overveje de løfter og pagter, I indgår med Herren og med andre, med stor integritet og med en viden om, at I står ved jeres ord.
Kære brødre og søstre, må vi ved slutningen af dette møde i vores hjerte bevare de vidnesbyrd, vi har hørt i dag, om sandhederne i Jesu Kristi evangelium. Vi er velsignede ved at have denne hellige tid sammen til at styrke vores løfte til Herren Jesus Kristus om, at vi er hans tjenere, og han er vor Frelser.
Vigtigheden af at indgå og holde løfter og pagter ligger mig meget på sinde. Hvor vigtigt er det for jer at holde jeres ord? At blive stolet på? At gøre som I siger, I vil gøre? At stræbe efter at ære jeres hellige pagter? At have integritet? Ved at være tro mod vores løfter til Herren og andre går vi på pagtsstien tilbage til vor Fader i himlen, og vi føler hans kærlighed i vores liv.
Vor Frelser, Jesus Kristus, er vores store forbillede, når det kommer til at indgå og holde løfter og pagter. Han kom til jorden og lovede at gøre Faderens vilje. Han underviste i evangeliske principper i ord og handling. Han sonede for vores synder, så vi kan leve igen. Han har æret hvert eneste af sine løfter.
Kan det samme siges om os? Hvad er faren ved, at vi snyder lidt, fejler lidt eller ikke helt følger op på vores forpligtelser? Hvad hvis vi går væk fra vores pagter? Vil andre komme til Kristus på grund af vores eksempel? Står I ved jeres ord? Det er ikke en vane at holde sit ord, det er en egenskab for en Jesu Kristi discipel.
Da Herren altid er opmærksom på vores svagheder som mennesker, har han lovet: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi.«1 Jeg har følt hans tilstedeværelse, når jeg har haft brug for bekræftelse, trøst eller større åndelig indsigt eller styrke, og jeg har været meget ydmyg over og er taknemmelig for hans guddommelige ledsagelse.
Herren har sagt: »Hver sjæl, der aflægger sine synder og kommer til mig og påkalder mit navn og adlyder min røst og holder mine befalinger, skal se mit ansigt og vide, at jeg er.«2 Det er måske hans ultimative løfte.
Jeg lærte vigtigheden af at holde mit ord i min ungdom. Et eksempel på det er, da jeg stod ret for at citere spejdereden. Vores tilknytning til Boy Scouts of America, der nu ophører, vil altid være en vigtig arv for mig og denne kirke. Til spejderorganisationen, de mange mænd og kvinder, der flittigt har tjent som spejderledere, til mødrene – virkelig anerkendelse går dertil – og de unge mænd, der har deltaget i spejderbevægelsen, siger vi: »Tak.«
Ved dette møde har vores kære profet, præsident Russell M. Nelson, og ældste Quentin L. Cook bekendtgjort tilpasninger, der atter vil fokusere vores opmærksomhed på unge og afstemme vores organisationer med åbenbaret sandhed. Derudover forklarede præsident Nelson og præsident M. Russell Ballard sidste søndag det nye program for børn og unge i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige for hele Kirken. Det er et verdensomspændende initiativ, der har fokus på vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum er forenede i denne nye retning, og jeg bærer personligt mit vidnesbyrd om, at Herren har vejledt os gennem hvert skridt på vejen. Jeg er begejstret for, at Kirkens børn og unge oplever denne integrerede fokus på sig både i hjemmet og i kirken – gennem evangelisk læring, tjeneste og aktiviteter og personlig udvikling.
De unges tema for det kommende år, 2020, omhandler Nefis klassiske løfte om at »tage af sted og gøre«. Han skrev: »Og det skete, at jeg, Nefi, sagde til min far: Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem.«3 Selvom det blev sagt for længe siden, står vi i Kirken ved det løfte i dag.
At »tage af sted og gøre« betyder at hæve sig over verdens måder, at få og handle på personlig åbenbaring, at leve retfærdigt med håb og tro på fremtiden, at indgå og holde pagter om at følge Jesus Kristus og derved øge vores kærlighed til ham, verdens Frelser.
En pagt er et tovejs-løfte mellem os og Herren. Som medlemmer af Kirken indgår vi pagt ved dåben om at påtage os Jesu Kristi navn og leve, som han gjorde. Ligesom dem, der blev døbt ved Mormons vande, indgår vi pagt om at blive hans folk, »at bære hinandens byrder, så de bliver lette … og … at sørge med dem, der sørger … trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder.«4 Når vi yder omsorg for hinanden i Kirken, afspejler det vores forpligtelse til at ære netop disse løfter.
Når vi nyder nadveren, fornyr vi pagten om at påtage os hans navn og indgår yderligere løfter om at forbedre os. Vores daglige tanker og handlinger, både store og små, afspejler vores forpligtelse over for ham. Hans løfte til os er til gengæld: »Hvis I altid erindrer mig, skal I have min Ånd til at være hos jer.«5
Mit spørgsmål i dag er: Står vi ved vores løfter og pagter, eller er de nogle gange halvhjertede forpligtelser, vi overfladisk indgik og dermed nemt brød? Når vi siger til nogen: »Jeg vil bede for dig,« gør vi det så? Når vi lover: »Jeg vil være der og hjælpe,« er vi der så? Når vi forpligter os til at betale en gæld, gør vi det så? Når vi løfter vores hånd for at opretholde et medlem i en ny kaldelse, hvilket betyder at støtte, gør vi det så?
En aften, da jeg var ung, sad min mor og jeg i fodenden af hendes seng og hun talte inderligt om vigtigheden af at efterleve visdomsordet. »Jeg kender af erfaring fra andre fra år tilbage,« sagde hun, »det tab af åndelighed og følsomhed, der kommer af ikke at følge visdomsordet.« Hun så mig direkte ind i øjnene, og jeg følte hendes ord gennemtrænge mit hjerte: »Lov mig Ronnie, i dag (hun kaldte mig Ronnie), at du altid vil efterleve visdomsordet.« Jeg lovede hende det højt og helligt, og jeg har holdt det løfte alle disse år.
Den forpligtelse har tjent mig godt i min ungdom og i de senere år, da jeg var i forretningsverdenen, hvor genstande flød frit. Jeg traf en beslutning på forhånd om at følge Guds love, og jeg skulle aldrig tage beslutningen igen. Herren har sagt: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger; men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte.«6 Hvad siger han til dem, der følger visdomsordet? At vi vil have løftet om sundhed, styrke, visdom, kundskab og englebeskyttelse.7
For nogle år siden var søster Rasband og jeg i templet i Salt Lake City til en af vores døtres besegling. Da vi stod ude foran templet med en yngre datter, der endnu ikke var gammel nok til at deltage i ceremonien, talte vi om vigtigheden af at blive beseglet i Guds hellige tempel. Ligesom min mor havde lært mig år tidligere, sagde vi til vores datter: »Vi ønsker, at du bliver sikkert beseglet i templet, og vi ønsker, at du lover os, at når du finder din evige partner, vil du lave en aftale med ham om at blive beseglet i templet.« Hun gav os sit ord.
Hun har siden hen sagt, at vores samtale og hendes løfte beskyttede hende og mindede hende om, »hvad der er vigtigst«. Hun indgik senere hellige pagter, da hun blev beseglet til sin mand i templet.
Præsident Nelson har sagt: »Vi forøger også Frelserens kraft i vores tilværelse, når vi indgår hellige pagter og nøje overholder disse pagter. Vores pagter binder os til ham og giver os guddommelig kraft.«8
Når vi holder vores løfter til hinanden, er det mere sandsynligt, at vi holder vores løfter til Herren. Husk Herrens ord: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«9
Tænk sammen med mig på eksempler på løfter i skrifterne. I Mormons Bog forpligtede Ammon og Mosijas sønner sig til »at prædike Guds ord«.10 Da Ammon blev taget til fange af lamanitiske styrker, blev han bragt frem for kong Lamoni. Han forpligtede sig over for kongen: »Jeg vil være din tjener.«11 Da nogle angribere kom for at stjæle kongens får, huggede Ammon deres arme af. Kongen var så forbløffet, at han lyttede til Ammons budskab om evangeliet og blev omvendt.
Ruth fra Det Gamle Testamente lovede sin svigermor: »Hvor du går hen, vil jeg gå.«12 Hun forblev tro mod sit ord. Den barmhjertige samaritaner i lignelsen i Det Nye Testamente bad værten i herberget om at tage sig af den sårede rejsende og lovede: »Hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.«13 Zoram i Mormons Bog lovede at gå ud i ørkenen med Nefi og hans brødre. Nefi fortalte: »Da Zoram havde aflagt en ed til os, forsvandt vor frygt angående ham.«14
Hvad med det fordums løfte »givet til fædrene«, der er beskrevet i skrifterne, om, at »børnenes hjerte skal vende sig til deres fædre«?15 I livet før jorden, da vi valgte Guds plan, aflagde vi et løfte om at være med til at indsamle Israel på begge sider af sløret. »Vi indgik i et partnerskab med Herren,« forklarede ældste John A. Widtsoe for mange år siden. »Udarbejdelsen af planen blev da ikke blot Faderens værk og Frelserens værk, men også vores værk.«16
»Den indsamling er det vigtigste, der sker på jorden i dag,« sagde præsident Nelson, da han rejste rundt i verden. »Når vi taler om indsamlingen, taler vi om denne grundlæggende sandhed: Alle vor himmelske Faders børn, på begge sider af sløret, fortjener at høre budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium.«17
Som Herren Jesu Kristi apostel afslutter jeg med en invitation og et løfte. Først invitationen: Jeg indbyder jer til at overveje de løfter og pagter, I indgår med Herren og med andre, med stor integritet og med en viden om, at I står ved jeres ord. For det andet, lover jeg jer, at når I gør det, vil Herren stadfæste jeres ord og velsigne jeres gerninger, når I med utrættelig flid stræber efter at opbygge jeres liv, jeres familie og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han vil være med jer, mine kære brødre og søstre, og I kan med tillid se frem til at blive »modtaget i himlen, så [I] derved kan bo hos Gud i en tilstand af aldrig ophørende lykke … for Gud Herren har talt det.«18
Jeg vidner og giver løfte om dette i Jesu Kristi navn. Amen.