Vide, elske og vokse
Må vi alle komme til at forstå vores rolle i denne store omsorgsindsats, så vi må blive mere som ham.
I 2016 besøgte Tabernakelkoret på Tempelpladsen Holland og Belgien. Og da jeg var involveret i denne spændende begivenhed, havde jeg muligheden for at nyde deres optræden to gange.
Under deres optræden tænkte jeg på, hvilket enormt arbejde det var at flytte et kor af den størrelse. Mine tanker blev draget mod den store gong, som var svær og sikkert dyr at fragte i forhold til violinen, trompeten eller andre instrumenter, man nemt kunne bære under armen. Men når man så på, hvor meget gongen var involveret, indså jeg, at der kun blev slået på den nogle få gange, hvorimod de andre mindre instrumenter var involveret i det meste af koncerten. Jeg tænkte, at uden lyden af gongen ville deres forestilling ikke være det samme, så derfor brugte de kræfter på at flytte denne store gong hele vejen over havet.
Nogle gange kan vi føle, at vi er ligesom gongen, kun gode nok til at spille en mindre rolle i forestillingen. Men lad mig fortælle jer, at jeres lyd gør hele forskellen.
Vi har brug for alle instrumenter. Nogle af os har nemt ved at lære og klarer os godt i skolen, mens andre har kreative talenter. Nogle designer og bygger ting eller plejer, beskytter eller underviser andre. Vi har brug for alle til at bringe farve og mening til verden.
Jeg vil gerne rette min tale til dem, der føler, at de ikke har noget at bidrage med, eller som tror, at de ikke er vigtige eller har betydning for nogen, til andre, der måske føler, at de har styr på det hele, og til alle midt i mellem.
Hvor end I er på livets sti, er der måske nogle af jer, der føler jer så overbebyrdede, at I ikke engang anser jer selv for at være på den sti. Jeg vil gerne indbyde jer til at træde ud af mørket og ind i lyset. Evangeliets lys vil give varme og helbredelse, og det vil hjælpe jer til at forstå, hvem I virkelig er, og hvad jeres formål i livet er.
Nogle af os har vandret på forbudte stier og har prøvet at finde lykke der.
Vi bliver indbudt af en kærlig himmelsk Fader til at gå på disciplens sti og til at vende tilbage til ham. Han elsker os med en fuldkommen kærlighed.1
Hvad er vejen? Vejen er at hjælpe hinanden med at forstå, hvem vi er ved at yde omsorg for hinanden.
For mig er omsorg udøvelse af guddommelig kærlighed.2 På den måde skaber vi et miljø, hvor både giveren og modtageren får et ønske om at omvende sig. Med andre ord, vi ændrer retning og kommer tættere på og bliver mere ligesom vor Frelser, Jesus Kristus.
Der er for eksempel ikke noget behov for konstant at fortælle vores ægtefælle eller børn, hvordan de kan forbedre sig; det ved de allerede. Det er ved at skabe disse kærlige omgivelser, at de vil få styrke til at foretage de nødvendige ændringer i deres liv og blive bedre mennesker.
På den måde bliver omvendelse en daglig proces med at forfine, hvilket kan indebære at undskylde for dårlig opførsel. Jeg kan huske og oplever stadig situationer, hvor jeg har været for hurtig til at dømme eller for langsom til at lytte. Og ved dagens slutning under min personlige bøn følte jeg et kærligt råd fra himlen om at omvende mig og blive bedre. De kærlige omgivelser, som først blev skabt af mine forældre, min bror og mine søstre og senere af min hustru, mine børn og venner, har hjulpet mig til at blive et bedre menneske.
Vi ved alle, hvor vi kan forbedre os. Der er ikke noget behov for konstant at påminde hinanden om det, men der er et behov for at elske og yde omsorg for hinanden og derigennem skabe omgivelser, hvor man er villig til at ændre sig.
I disse samme omgivelser lærer vi, hvem vi virkelig er, og hvad vores rolle vil blive i dette sidste kapitel af verdens historie forud for Frelserens andet komme.
Hvis I tænker over jeres rolle, så vil jeg gerne opfordre jer til at finde et sted, hvor I kan være alene, og så bede vor himmelske Fader om at gøre det kendt for jer, hvilken rolle I skal spille. Svaret vil sikkert komme gradvist og derefter mere klart, når vi har sat vores fødder mere fast på pagts- og omsorgsstien.
Vi oplever nogle af de samme besværligheder, som Joseph Smith stod over for, da han befandt sig »midt i denne krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger.« Når vi læser hans egen beretning, sagde han ofte til sig selv: »Hvad kan man stille op? Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret? Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det?«3
Men den viden, som han fandt i Jakobs Brev, hvor der står: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den«,4 besluttede Joseph til sidst at »bede om … den af Gud«.5
Vi læser videre, at »det var første gang i [hans] liv, at [han] havde gjorde et sådant forsøg, for trods al [hans] ængstelse havde [han] endnu aldrig gjort et forsøg på at bede højt.«6
Og sådan kan det også være for os den allerførste gang, vi henvender os til vores Skaber på en måde, vi aldrig har gjort før.
På grund af Josephs forsøg viste vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, sig for ham, kaldte ham ved navn, og som resultat af det har vi nu en meget tydeligere forståelse af, hvem vi er, og at vi virkelig betyder noget.
Vi læser videre, at Joseph i sine teenageår »blev forfulgt af dem, der burde have været [hans] venner og [burde] have behandlet [ham] venligt«.7 Og således kan vi også forvente nogen modgang, når vi lever et liv som discipel.
Hvis I lige nu føler, at I ikke er i stand til at være en del af orkesteret, og at omvendelsens sti synes vanskelig for jer, så vid, at hvis vi bliver på den, vil byrden blive taget fra vores skuldre, og der vil blive lys igen. Vor himmelske Fader vil aldrig forlade os, når vi rækker ud efter ham. Vi kan falde og rejse os, og han vil hjælpe os til at børste støvet af vores knæ.
Nogle af os er sårede, men Herrens førstehjælpskasse har bandager, der er store nok til at dække alle vores sår.
Så det er den kærlighed, den fuldkomne kærlighed, som vi også kalder næstekærlighed eller »Kristi rene kærlighed«,8 der er brug for i vores hjem, hvor forældre yder deres børn omsorg, og børn yder deres forældre omsorg. Gennem den kærlighed vil hjerter blive forandret, og ønsket om at gøre hans vilje vil blive født.
Det er den kærlighed, der er brug for i vores omgang med hinanden som vor himmelske Faders børn og som medlemmer af hans kirke, og som vil gøre os i stand til at medtage alle musikinstrumenterne i vores orkester, så vi vil være i stand til at optræde glorværdigt sammen med himlens englekor, når Frelseren kommer igen.
Det er den kærlighed og det lys, der skal skinne og oplyse vores omgivelser, når vi udfører vores daglige dont. Folk vil lægge mærke til lyset og vil blive draget mod det. Det er den form for missionering, der vil drage andre til at »komme og se, komme og hjælpe og komme og blive.«9 Når vi har fået vores vidnesbyrd om dette store værk og vores rolle i det, lad os da fryde os sammen med vores elskede profet Joseph Smith, der erklærede: »For jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det.«10
Jeg bærer vidnesbyrd for jer om, at jeg ved, hvem jeg er, og jeg ved, hvem I er. Vi er alle vor himmelske Faders børn, som elsker os. Og han sendte os ikke her for at fejle, men for at vende glorværdigt tilbage til ham. At vi alle må komme til at forstå vores rolle i denne store omsorgsindsats, så vi må blive mere som ham, når Frelseren kommer igen, er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.