Find glæde ved at dele evangeliet med andre
Vi har en kærlig Fader i himlen, der venter på, at vi vender os til ham, så han kan velsigne os og dem omkring os.
En af mine yndlingsprimarysange begynder med disse ord:
Jeg tilhører Jesu Kristi sande Kirke på jord,
jeg elsker hans navn
og ønsker kun
at følge i hans spor,
for jeg tror på vor Frelser, Jesus Krist.1
Hvor er det dog en enkel og smuk udtalelse om de sandheder, vi tror på!
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ved vi, hvem vi er. Vi ved, at Gud »er Fader til vores ånd. Vi er … hans børn, og han elsker os. Vi boede [med ham] i himlen, før vi [kom] på denne jord.«
Vi kender Guds plan. Vi var sammen med ham, da han forelagde den. »Hele [vor himmelske Faders] hensigt – hans gerning og herlighed – er at sætte os i stand til at nyde alle hans velsignelser. Han [lagde] en fuldkommen plan for at opnå sin hensigt. Vi forstod og accepterede denne … lykkens plan, forløsningsplanen og frelsesplanen«, før vi kom til jorden.
»Jesus Kristus er den centrale figur i Guds plan. Jesus indfriede ved sin forsoning sin Faders hensigt og gjorde det muligt for os hver især at opnå udødelighed og evigt liv. Satan, eller Djævelen, er fjende af Guds plan« og har været det siden begyndelsen.
»Handlefriheden, eller evnen til at handle, er en af Guds største gaver til sine børn … Vi må vælge, om vi vil følge Jesus Kristus eller følge Satan.«2
Disse enkle sandheder kan vi dele med andre.
Lad mig fortælle jer om engang, hvor min mor delte sådanne enkle sandheder ved simpelthen at være åben for samtale og se en mulighed.
For mange år siden tog min mor tilbage til Argentina på besøg sammen med min bror. Min mor har aldrig rigtig brudt sig om at flyve, så hun bad en af mine sønner om en velsignelse som trøst og beskyttelse. Han følte sig tilskyndet til at velsigne sin mormor med en særlig vejledning fra Helligånden, så hun kunne styrke og røre hjertet hos mange mennesker, der ønskede at lære om evangeliet.
I lufthavnen i Salt Lake City mødte min mor og bror en syvårig pige, der var på vej hjem fra en skitur med sin familie. Hendes forældre bemærkede, at hun talte med min mor og bror i lang tid og besluttede at gå hen og være med. De præsenterede sig selv og deres datter som Eduardo, Maria Susana og Giada Pol. Der var en naturlig og varm forbindelse til denne dejlige familie.
Begge familier blev begejstrede over at skulle rejse sammen på flyet til Buenos Aires i Argentina. Efterhånden som deres samtale fortsatte, bed min mor mærke i, at de indtil nu aldrig havde hørt om Jesu Kristi genoprettede kirke.
Et af de første spørgsmål, Susana stillede, var: »Vil I fortælle mig om det smukke museum med guldstatuen på toppen?«
Min mor forklarede, at den smukke bygning ikke var et museum, men Herrens tempel, hvor vi indgår pagter med Gud, så vi en dag kan vende tilbage og bo hos ham. Susana indrømmede over for min mor, at hun før turen til Salt Lake havde bedt om, at der måtte være noget, der kunne styrke hendes ånd.
Under flyrejsen bar min mor et enkelt, men stærkt vidnesbyrd om evangeliet, og inviterede Susana til at finde missionærerne i sin hjemby. Susana spurgte min mor: »Hvordan finder jeg dem?«
Min mor svarede: »Du kan ikke undgå at se dem. Det er enten to unge mænd klædt i hvid skjorte og slips, eller to nydeligt klædte unge kvinder, og de har altid et skilt på, der viser deres navn og også ›Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige‹.«
Familierne udvekslede telefonnumre og sagde farvel i lufthavnen i Buenos Aires. Susana, der sidenhen er blevet min gode ven, har mange gange fortalt mig, at hun følte sig så trist til mode over at skulle sige farvel til min mor i lufthavnen. Hun sagde: »Din mor lyste. Jeg kan ikke forklare det, men hun havde en glans omkring sig, som jeg ikke havde lyst til at forlade.«
Så snart Susana kom tilbage til sin hjemby, tog hun og hendes datter, Giada, hen for at dele denne oplevelse med Susanas mor, som boede et par veje væk fra deres hjem. Mens de kørte, så Susana tilfældigvis to unge mænd gå ned ad gaden, klædt som min mor havde beskrevet det. Hun stoppede bilen midt på gaden, steg ud og spurgte disse to unge mænd: »Er I tilfældigvis fra Jesu Kristi kirke?«
De svarede: »Ja.«
»Er I missionærer?« spurgte hun.
De svarede begge: »Ja, det er vi!«
Så sagde hun: »Hop ind i bilen, I skal med hjem og undervise mig.«
To måneder senere blev Maria Susana døbt. Hendes datter, Giada, blev også døbt, da hun blev ni. Vi arbejder stadig på Eduardo, som vi elsker uanset hvad.
Siden da er Susana blevet en af de største missionærer, jeg nogensinde har mødt. Hun er ligesom Mosijas sønner og fører mange sjæle til Kristus.
I en af vores samtaler spurgte jeg hende: »Hvad er din hemmelighed? Hvordan deler du evangeliet med andre?«
Hun fortalte mig: »Det er meget enkelt. Hver dag beder jeg en bøn om, at vor himmelske Fader vil lede mig til en, der har brug for evangeliet i deres tilværelse, før jeg forlader mit hus. Jeg tager nogle gange en Mormons Bog med, jeg kan give dem, eller nogle uddelingskort fra missionærerne, og når jeg begynder at tale med nogle, spørger jeg dem ganske enkelt, om de har hørt om Kirken.«
Susana sagde også: »Andre gange smiler jeg bare, mens jeg venter på toget. En dag så en mand på mig og sagde: ›Hvorfor smiler du?‹ Helt ærligt var jeg lidt uforberedt.
Jeg svarede: ›Jeg smiler, fordi jeg er glad!‹
Så sagde han: ›Og hvad er du så så glad over?‹
Jeg svarede: ›Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og det gør mig glad. Har du hørt om den?‹«
Da han svarede nej, gav hun ham et uddelingskort og inviterede ham til kirkemøderne den kommende søndag. Den følgende søndag hilste hun på ham i døren.
Præsident Dallin H. Oaks har sagt:
»Der er tre ting, alle medlemmer kan gøre for at hjælpe med at dele evangeliet …
For det første kan vi bede om et ønske om at hjælpe med denne afgørende del af arbejdet med frelse …
For det andet kan vi selv overholde befalingerne … Trofaste medlemmer har … altid Frelserens Ånd hos sig til at vejlede sig, når de stræber efter at tage del i det store arbejde med at dele Jesu Kristi gengivne evangelium.
For det tredje kan vi bede om inspiration til, hvad vi kan gøre … for at dele evangeliet med andre … [og bede] med en forpligtelse om at reagere på den inspiration, [vi] modtager.«3
Brødre, søstre, børn og unge, kan vi være ligesom min ven Susana og dele evangeliet med andre? Kan vi invitere en ven, der ikke deler vores tro, til at komme til kirke med os på søndag? Eller kan vi måske forære en Mormons Bog til en slægtning eller en ven? Kan vi hjælpe andre med at finde deres forfædre på FamilySearch eller dele det, vi har lært i løbet af ugen ved at studere Kom og følg mig, med andre? Kan vi blive mere som vor Frelser Jesus Kristus og dele det, som giver os glæde, med andre? Svaret på alle disse spørgsmål er ja! Det kan vi godt!
I skrifterne læser vi, at »medlemmer af Jesu Kristi Kirke bliver sendt ud for ›at arbejde i hans vingård for menneskesjælenes frelse‹ (L&P 138:56). Dette arbejde med frelse omfatter missionering, fastholdelse af nyomvendte, aktivering af mindre aktive medlemmer, tempeltjeneste og slægtshistorie samt undervisning i evangeliet.«4
Mine kære venner, Herren har brug for, at vi indsamler Israel. I Lære og Pagter har han sagt: »Vær heller ikke på forhånd bekymrede for, hvad I skal sige; men gem bestandigt livets ord i jeres sind, så skal det gives jer i samme stund hvilken del, der skal måles ud til enhver.«5
Desuden har han lovet os:
»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!
Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!«6
Den primarysang, jeg begyndte med, slutter med disse dybsindige ord:
For jeg tror på vor Frelser, Jesus Krist,
som viste os vej,
min kundskab om Gud,
hans kærlige bud,
jeg dele vil med dig.7
Jeg bærer vidnesbyrd om, at disse ord er sande, og at vi har en kærlig Fader i himlen, der venter på, at vi vender os mod ham, så han kan velsigne os og dem omkring os. Må vi have ønsket om at bringe vores brødre og søstre til Kristus. Det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.