Det andet store bud
Vores største glæde kommer, når vi hjælper vores brødre og søstre.
Mine kære brødre og søstre, tak for alt, I gør for at være med til at indsamle Israel på begge sider af sløret, for at styrke jeres familie og velsigne dem, der er i nød. Tak for at leve som Jesu Kristi sande disciple.1 I kender og elsker at adlyde hans to store bud, at elske Gud og elske jeres næste.2
I løbet af de sidste seks måneder har søster Nelson og jeg mødt tusindvis af hellige, da vi rejste rundt i Mellem- og Sydamerika, Stillehavsøerne og forskellige byer i USA. Når vi rejser rundt, er vores håb at opbygge jeres tro. Men vi vender altid tilbage og har fået vores tro styrket af medlemmer og venner, vi møder. Må jeg fortælle om tre betydningsfulde øjeblikke fra vores nylige oplevelser?
I maj rejste søster Nelson og jeg sammen med ældste Gerrit W. og søster Susan Gong til Stillehavsområdet. Da vi var i Auckland i New Zealand, havde vi den ære at mødes med imamer fra to moskeer i Christchurch i New Zealand, hvor uskyldige bedende blot to måneder forinden var blevet skudt ned i en frygtelig voldshandling.
Vi udtrykte vores sympati til disse brødre af en anden tro og bekræftede atter vores fælles forpligtelse over for religionsfrihed.
Vi tilbød også frivillig arbejdskraft og beskeden finansiel støtte til at genopbygge deres moskeer. Vores møde med disse muslimske ledere var fyldt med kærlige udtryk for broderskab.
I august mødte søster Nelson og jeg sammen med ældste Quentin L. og søster Mary Cook nogle personer i Buenos Aires i Argentina – de fleste af dem var ikke af vores tro – hvis liv var blevet ændret på grund af kørestole, som vi har givet dem gennem Latter-day Saint Charities. Vi blev begejstrede, da de udtrykte deres glædesfyldte taknemmelighed for deres nyfundne mobilitet.
Et tredje dyrebart øjeblik fandt sted for blot et par uger siden her i Salt Lake City. Det kom fra et særligt brev, jeg modtog på min fødselsdag, fra en ung pige, som jeg vil kalde Mary, på 14.
Mary skrev om ting, som hun og jeg havde til fælles: »Du har ti børn. Vi har 10 børn. Du taler mandarin. Syv af børnene i min familie, deriblandt mig, er adopteret fra Kina, så mandarin er vores modersmål. Du er hjertekirurg. Min søster har fået to åben hjerte[operationer]. Du kan godt lide totimers kirke. Vi kan godt lide totimers kirke. Du har absolut gehør. Min bror har også absolut gehør. Han er blind, ligesom jeg er.«
Marys ord rørte mig dybt, idet de ikke blot åbenbarede hendes store ånd, men også hendes mors og fars trofasthed.
Sidste dages hellige ser altid, ligesom andre af Jesu Kristi disciple, efter måder at hjælpe, opløfte og elske andre på. De, der er villige til at blive kaldt Herrens folk, »er villige til at bære hinandens byrder … at sørge med dem, der sørger … og at trøste dem, der står i behov for trøst«.3
De forsøger virkelig at efterleve det første og det andet store bud. Når vi elsker Gud af hele vores hjerte, vil han vende vores hjerte til altid på smukkeste vis at søge andres velbefindende.
Det ville være umuligt at udregne al den tjeneste, som sidste dages hellige yder overalt på kloden hver dag i løbet af året, men det er muligt at udregne det gode, som Kirken som organisation gør for at velsigne mænd og kvinder, drenge og piger, der har brug for en hjælpende hånd.
Kirkens humanitære indsats blev igangsat i 1984. Dengang blev en faste i hele Kirken holdt for at rejse midler til at hjælpe dem, der var påvirket af en ødelæggende tørke i det østlige Afrika. Kirkens medlemmer donerede 6,4 millioner dollars den ene fastedag.
Den daværende ældste M. Russell Ballard og bror Glenn L. Pace blev sendt til Etiopien for at bedømme, hvordan disse hellige midler bedst kunne bruges. Deres indsats viste sig at blive begyndelsen til det, der senere blev kendt som Latter-day Saint Charities.
Siden den dag har Latter-day Saint Charities givet mere end 2 milliarder dollars i bistand for at hjælpe dem i nød over hele verden. Hjælpen ydes til modtagerne uanset deres religiøse tilknytning, nationalitet, race, seksuelle orientering, køn eller politiske overbevisning.
Det er ikke alt. For at hjælpe medlemmer af Herrens kirke i nød, elsker og efterlever vi den gamle fastelov.4 Vi er sultne for at hjælpe andre, der er sultne. En dag om måneden, spiser vi ikke og donerer prisen for den mad (og mere) for at hjælpe dem i nød.
Jeg vil aldrig glemme mit første besøg i Vestafrika i 1986. De hellige var i stort antal kommet til vores møder. Selvom de ikke havde mange materielle ejendele, kom de fleste iklædt skinnende rent hvidt tøj.
Jeg spurgte stavspræsidenten, hvordan han tog sig af medlemmer, der havde så lidt. Han svarede, at deres biskopper kendte deres folk ret godt. Hvis medlemmerne havde råd til to måltider om dagen, så var der ikke brug for hjælp. Men hvis de kun havde råd til et måltid eller mindre, selv med hjælp fra familie, så sørgede biskopperne for mad, der blev finansieret af fasteofre. Så tilføjede han dette utrolige faktum: De bidrag, der var givet til fasteoffer, oversteg sædvanligvis deres udgifter. Overskydende fasteofferbeløb blev sendt til folk andre steder, hvis behov var større end deres. Disse trofaste afrikanske hellige lærte mig en stor lektie om kraften i loven og ånden i faste.
Som medlemmer af Kirken føler vi et fællesskab med dem, der lider på forskellig måde.5 Som Guds sønner og døtre er vi alle brødre og søstre. Vi giver agt på denne formaning i Det Gamle Testamente: »Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land.«6
Vi stræber også efter at efterleve Herren Jesu Kristi lærdomme, der står i Matthæus 25:
»For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig,
jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig …
Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«7
Lad mig nævne nogle få eksempler på, hvordan Kirken følger disse lærdomme fra Frelseren.
For at afhjælpe sult driver Kirken 124 biskoppernes forrådshuse over hele verden. Gennem dem bliver omkring 400.000 madordrer givet hvert år til personer i nød. På steder, hvor der ikke er nogen forrådshuse, trækker biskopper og grenspræsidenter på Kirkens fasteoffermidler til at sørge for mad og forsyninger til deres trængende medlemmer.
Men udfordringen med sult går langt ud over Kirkens grænser. Den bliver stadigt større over hele verden En nylig rapport fra FN angiver, at antallet af underernærede mennesker i verden nu er over 820 millioner – eller næsten hver niende af jordens indbyggere.8
Hvilken tankevækkende statistik! Vi er så taknemmelige for jeres bidrag. Takket være jeres dybtfølte gavmildhed vil millioner over hele verden modtage megen tiltrængt mad, tøj, midlertidigt ly, kørestole, medicin, rent vand og mere.
Megen sygdom over hele verden skyldes urent vand. Indtil nu har Kirkens humanitære indsats hjulpet med at sørge for rent vand i hundredvis af lokalsamfund i 76 lande.
Et projekt i Luputa i Den Demokratiske Republik Congo er et godt eksempel. Med en befolkning på over 100.000 havde byen intet rindende vand. Byens borgere skulle gå langt efter kilder til sikker vandforsyning. Der blev fundet en kilde i bjergene 30 kilometer væk, men folkene i byen kunne ikke regelmæssig få adgang til vandet.
Da vores humanitære missionærer hørte om denne udfordring, arbejdede de sammen med ledere i Luputa for at sørge for materialer og oplæring til at føre vandet hen til byen. Folk i Luputa brugte tre år på at grave en 1 meter dyb grøft gennem klipper og jungle. Ved at arbejde sammen kom den glædelige dag, da frisk, rent vand blev tilgængeligt for alle i den by.
Kirken hjælper også flygtninge, hvad enten det er på grund af indbyrdes stridigheder, naturens hærgen eller religiøs forfølgelse. Flere end 70 millioner mennesker er nu fordrevet fra deres hjem.9
Alene i år 2018 leverede Kirken nødhjælpsforsyninger til flygtninge i 56 lande. Udover det tilbyder mange kirkemedlemmer frivilligt deres tid for at hjælpe flygtninge med at blive integreret i deres nye lokalsamfund. Vi takker alle jer, der rækker ud for at hjælpe dem, der prøver at skabe et nyt hjem.
Gennem gavmilde bidrag til Deseret Industries-butikker i USA bliver millioner af kilo tøj indsamlet og sorteret hvert år. Mens lokale biskopper bruger denne umådelig store beholdning til at hjælpe medlemmer i nød, bliver størstedelen doneret til andre hjælpeorganisationer, der fordeler tingene verden over.
Og alene sidste år sørgede Kirken for øjenbehandling til flere end 300.000 mennesker i 35 lande, hjælp til tusindvis af mødre og nyfødte i 39 lande og kørestole til flere end 50.000 mennesker, der bor i mange lande.
Kirken er kendt for at være blandt de første på pletten, når tragedien rammer. Selv før en orkan rammer, befinder kirkeledere og -medarbejdere sig i de berørte områder for at lægge planer for, hvordan de vil sørge for nødhjælp og hjælp af frivillige til dem, der bliver ramt.
Alene sidste år udførte Kirken flere end 100 projekter med katastrofehjælp over hele verden, som hjalp ofre for orkaner, ildebrande, oversvømmelser, jordskælv og andre katastrofer. Når det er muligt, mobiliserer vores kirkemedlemmer i gule hjælpende hænder-veste sig i stort antal for at hjælpe dem, der er berørt af katastrofen. Denne form for tjeneste, der bliver ydet af så mange af jer, er selve essensen af omsorg.
Mine kære brødre og søstre, de aktiviteter, jeg har beskrevet, er blot en lille del af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges voksende velfærds- og nødhjælpsprogram.10 Og I er dem, der gør det hele muligt. På grund af jeres eksemplariske liv, jeres gavmilde hjerte og jeres hjælpende hænder er det ikke noget under, at mange lokalsamfund og regeringsledere priser jeres indsats.11
Siden jeg blev præsident for Kirken, er jeg blevet forbløffet over, hvor mange præsidenter, premierministre og ambassadører der oprigtigt har takket mig for vores humanitære hjælp til deres folk. Og de har også udtrykt taknemmelighed for den styrke, som vores trofaste medlemmer udgør i deres land som loyale, bidragende borgere.
Jeg er også blevet forbløffet, når verdensledere har besøgt Det Første Præsidentskab og udtrykt deres håb om, at Kirken bliver etableret i deres land. Hvorfor? Fordi de ved, at sidste dages hellige vil være med til at opbygge stærke familier og lokalsamfund og gøre livet bedre for andre, hvor end de bor.
Uanset hvilket sted vi kalder hjem, så har Kirkens medlemmer stærke følelser omkring, at Gud er vor Fader, og at hele menneskeheden er en stor familie. Således opstår vores største glæde, når vi hjælper vores brødre og søstre, lige meget hvor vi bor i denne vidunderlige verden.
At give for at hjælpe andre – at gøre en bevidst indsat for at tage sig lige så meget af andre eller mere, end vi tager os af os selv – er vores glæde. Jeg kunne tilføje, især når det ikke er bekvemt, og når det fører os ud af vores komfortzone. Efterlevelse af denne anden store befaling er nøglen til at blive en sand Jesu Kristi discipel.
Mine kære brødre og søstre, I er levende eksempler på de frugter, der kommer af at følge Jesu Kristi lærdomme. Jeg takker jer! Jeg elsker jer!
Jeg ved, at Gud lever. Jesus er Kristus. Hans kirke er genoprettet i disse sidste dage for at opfylde sit guddommelige formål. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.