2019
Når vores tro er blevet prøvet
November 2019


Når vores tro er blevet prøvet

Når vi følger Guds røst og hans pagtssti, vil han styrke os i vores prøvelser.

Da jeg var barn, tilbød Frank Talley, et medlem af Kirken, at hjælpe min familie med at flyve fra Puerto Rico til Salt Lake City, så vi kunne blive beseglet i templet, men snart begyndte forhindringerne at dukke op. En af mine søstre Marivid blev syg. Mine forældre var urolige og bad om, hvad de skulle gøre, men følte sig tilskyndet til at foretage rejsen. De stolede på, at når de trofast fulgte Herrens tilskyndelse, ville vores familie blive våget over og velsignet – og det blev vi.

Uanset de forhindringer, vi møder i livet, kan vi stole på, at Jesus Kristus vil berede en vej fremad, når vi går i tro. Gud har lovet, at alle, som lever i henhold til de pagter, de har indgået med ham, vil, til hans tid, modtage alle hans lovede velsignelser. Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Nogle velsignelser kommer hurtigt, andre kommer senere, og nogle kommer først i himlen, men for dem, som modtager Jesu Kristi evangelium, vil de komme1

Moroni sagde, at »tro er det, som man håber på og ikke ser; bestrid det derfor ikke, fordi I ikke ser det, for I modtager intet vidnesbyrd, førend jeres tro er blevet prøvet.«2

Vores spørgsmål er: »Hvad bør vi gøre for bedst muligt at håndtere de prøvelser, der kommer på vores vej?«

I sin første offentlige udtalelse som Kirkens præsident sagde præsident Russell M. Nelson: »Som et nyt præsidentskab vil vi gerne begynde med enden i tankerne. Af denne grund taler vi i dag til jer fra et tempel. Målet, som vi alle stræber efter, er at blive begavet med kraft i Herrens hus, beseglet som familie, trofast over for pagter indgået i templet, der gør os værdige til Guds største gave, nemlig evigt liv. Templets ordinancer og de pagter, I indgår der, er afgørende for at styrke jeres liv, jeres ægteskab og familie og jeres evne til at modstå modstanderens angreb. Jeres tilbedelse i templet og jeres tjeneste der for jeres forfædre vil velsigne jer med øget personlig åbenbaring og fred og vil styrke jeres forpligtelse om at blive på pagtens sti.«3

Når vi følger Guds røst og hans pagtssti, vil han styrke os i vores prøvelser.

Min families rejse til templet for mange år siden var vanskelig, men da vi nærmede os templet i Salt Lake City i Utah, sagde min mor fuld af glæde og tro: »Vi klarer det, Herren vil beskytte os.« Vi blev beseglet som familie, og min søster blev rask. Det skete først, efter at mine forældres tro var blevet prøvet ved at følge Herrens tilskyndelser.

Mine forældres eksempel påvirker stadig vores liv i dag. Deres eksempel lærte os evangeliets læres årsager og hjalp os til at forstå den betydning, det formål og de velsignelser, som evangeliet bringer. En forståelse af Jesu Kristi evangeliums årsager kan også hjælpe os til at møde vores prøvelser med tro.

I sidste ende er alt, hvad Gud opfordrer til og befaler os at gøre, et udtryk for hans kærlighed til os og hans ønske om at give os de velsignelser, der er forbeholdt de trofaste. Vi kan ikke forvente, at vores børn vil lære at elske evangeliet af sig selv, det er vores ansvar at undervise dem. Når vi hjælper vores børn med at lære, hvordan de bruger deres handlefrihed klogt, kan vores eksempel inspirere dem til at træffe deres egne retfærdige valg. Deres trofaste efterlevelse vil så hjælpe deres børn til selv at erkende evangeliets sandhed.

Unge mænd og unge kvinder, lyt til profeten, der taler til jer. Søg at lære guddommelige sandheder, og søg selv at forstå evangeliet. Præsident Nelson har for nylig rådet: »Hvilken visdom mangler I? … Følg profeten Josephs eksempel. Find et stille sted … Ydmyg jer for Gud. Udøs jeres hjerte for vor himmelske Fader. Vend jer til ham for svar.«4 Når I søger vejledning fra jeres kærlige himmelske Fader, lyt da til råd fra levende profeter, og se retskafne forældres eksempel, så kan I også blive et stærkt led af tro i jeres familie.

Til forældre med børn, der har forladt pagtsstien, gå stille tilbage. Hjælp dem til at forstå evangeliets sandheder. Begynd nu, det er aldrig for sent.

Vores eksempel på retfærdig levevis kan gøre en stor forskel. Præsident Nelson har sagt: »Som sidste dages hellige er vi blevet vant til at tænke på ›kirke‹, som noget der sker i vores kirkebygninger, og som støttes af det, der sker i hjemmet. Vi har behov for en justering af dette mønster. Det er tid til en kirke centreret om hjemmet, som støttes af det, der foregår i vores grenes, menigheders og staves bygninger.«5

Skrifterne lærer os: »Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den.«6

De siger også: »Og se, eftersom forkyndelsen af ordet havde en stærk tendens til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt – ja, den havde haft en større virkning på folkets sind end sværdet eller noget som helst andet, der var hændt dem – mente Alma derfor, at det var tjenligt, at de skulle prøve virkeevnen af Guds ord.«7

Der fortælles en historie om en kvinde, der var ked af, at hendes søn spiste for meget slik. Uanset hvor meget hun bad ham om at stoppe, blev han ved med at tilfredsstille sin søde tand. Totalt frustreret besluttede hun at bringe sin søn hen for at se en vis mand, som han respekterede.

Hun nærmede sig ham og sagde: »Hr., min søn spiser for meget slik. Vil du ikke nok fortælle ham, at han skal holde op med at spise det?«

Han lyttede nøje til kvinden, og sagde så til hendes søn: »Gå hjem og kom tilbage om to uger.«

Hun tog sin søn og gik hjem og undrede sig over, hvorfor han ikke havde bedt drengen om at holde op med at spise så meget slik.

To uger senere kom de tilbage. Den vise mand så direkte på drengen og sagde: »Dreng, du bør stoppe med at spise slik. Det er ikke godt for dit helbred.«

Drengen nikkede og lovede, at han ville.

Drengens mor spurgte: »Hvorfor fortalte du ham ikke det for to uger siden?«

Den vise mand smilede. »For to uger siden spiste jeg selv stadig for meget slik.«

Manden udviste selv så stor integritet, at han vidste, at hans råd kun ville være troværdigt, hvis han selv fulgte det.

Den indflydelse, vi har på vores børn, er større, når de ser os vandre trofast på pagtsstien. Profeten Jakob i Mormons Bog er et eksempel på sådan retfærdighed. Hans søn Enosh skrev om påvirkningen fra sin fars belæringer:

»Jeg, Enosh, der kendte min far som en retfærdig mand – for han oplærte mig i sit sprog og også i Herrens tugt og formaning – og velsignet være min Guds navn for det …

og de ord, som jeg ofte havde hørt min far tale angående evigt liv og de helliges glæde, sank dybt i mit hjerte.«8

Mødrene til de unge krigere efterlevede evangeliet, og deres børn var fuldstændig overbeviste. Deres leder rapporterede:

»Det var blevet dem fortalt af deres mødre, at hvis de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem.

Og de gentog deres mødres ord for mig, idet de sagde: Vi tvivler ikke på, at vore mødre vidste det.«9

Enosh og de unge krigere blev styrket af deres forældres tro, og det hjalp dem til at klare deres egen tros prøvelser.

Vi er velsignet med Jesu Kristi gengivne evangelium i vore dage, som løfter os op, når vi føler os modløse eller bekymrede. Vi bliver forsikret om, at vores indsats vil bære frugt til Herrens egen tid, hvis vi trænger os fremad gennem vores tros prøvelser.

Min hustru og jeg ledsagede for nylig sammen med områdepræsidentskabet ældste David A. Bednar til indvielsen af templet i Port-au-Prince i Haiti. Vores søn Jorge, som kom med os, sagde om sin oplevelse: »Vidunderligt, far! Straks ældste Bednar begyndte på indvielsesbønnen, kunne jeg mærke rummet blive fyldt med varme og lys. Den bøn øgede min forståelse af et tempels formål. Det er virkelig Herrens hus.«

I Mormons Bog lærer Nefi os, at når vi ønsker at kende Guds vilje, vil han styrke os. Han skrev: »Jeg, Nefi, som var overordentlig ung … og som også nærede store ønsker om at kende til Guds hemmeligheder, jeg anråbte derfor Herren; og se, han kom til mig og blødgjorde mit hjerte, så jeg troede alle de ord, som min far havde talt; derfor satte jeg mig ikke op imod ham, ligesom mine brødre.«10

Brødre og søstre, lad os hjælpe vores børn og alle omkring os til at følge Guds pagtssti, så Ånden kan undervise dem og blødgøre deres hjerte til at ønske at følge ham hele livet.

Når jeg tænker over mine forældres eksempel, indser jeg, at vores tro på Herren Jesus Kristus vil vise os vejen tilbage til vores himmelske hjem. Jeg ved, at mirakler kommer, når vores tro er blevet prøvet.

Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans sonoffer. Jeg ved, at han er vor Frelser og Udfrier. Han og vor himmelske Fader kom den forårsmorgen i 1820 til den unge Joseph Smith, genoprettelsens profet. Præsident Russell M. Nelson er profeten i vore dage. I Jesu Kristi navn. Amen.