Gennemgående og ukuelig tillid
At stole på Herren omfatter at stole på hans timing, og det kræver tålmodighed og udholdenhed, der varer længere end livets storme.
Vores søn Dan blev meget syg på sin mission i Afrika og blev bragt til en lægeklinik med begrænsede ressourcer. Da vi læste hans første brev til os efter hans sygdom, forventede vi, at han ville være modløs, men i stedet skrev han: »Selv da jeg lå på skadestuen, følte jeg fred. Jeg har aldrig været så gennemgående og ukuelig glad i mit liv.«
Da min hustru og jeg læste disse ord, blev vi overvældet af følelser. Gennemgående og ukuelig glad. Vi havde aldrig hørt glæde beskrevet på den måde, men hans ord syntes at være sande. Vi vidste, at den glæde, han beskrev, ikke blot var velbehag eller et opløftet sindelag, men fred og glæde, der kommer, når vi overgiver os selv til Gud og sætter vores lid til ham i alt.1 Vi havde også haft disse tidspunkter i vores liv, hvor Gud talte fred til vores sjæl og fik os til at have håb i Kristus, selv når livet var hårdt og usikkert.2
Lehi lærer os, at hvis Adam og Eva ikke var faldet, »ville de være forblevet i en tilstand af uskyld uden at have glæde, for de kendte ikke til elendighed …
Men se, alt er blevet gjort i hans visdom, han som ved alt.
Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde.«3
På en paradoksal måde forbereder trængsler og sorger os på at opleve glæde, hvis vi vil stole på Herren og hans plan for os. Denne sandhed bliver smukt udtrykt af en digter fra det 13. århundrede: »Sorg forbereder dig på glæde. Den fejer voldsomt alt ud af dit hus, så at ny glæde kan finde plads til at komme ind. Den ryster de gule blade fra dit hjertes gren, så at friske, grønne blade kan vokse i deres sted. Den rykker de rådne rødder op, så nye rødder, der er gemt underneden, har plads til at vokse. Hvad sorg end ryster løs fra dit hjerte, vil langt bedre ting tage deres plads.«4
Præsident Russell M. Nelson har sagt: »[Den glæde] Frelseren tilbyder [os] … er konstant, den forvisser os om, at vores ›modgang og … trængsler … kun [skal] vare et øjeblik‹ (L&P 121:7) og de vil blive helliget til vores gavn.«5 Vores prøvelser og trængsler kan give plads til større glæde.6
Evangeliets gode nyheder er ikke løftet om et liv fri for sorg og prøvelse, men et liv fuld af formål og mening – et liv, hvor vores sorger og trængsler kan blive »opslugt i glæden over Kristus.«7 Frelseren erklærede: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«8 Hans evangelium er et budskab om håb. Sorg koblet med håb i Jesus Kristus indeholder løftet om evigtvarende glæde.
Beretningen om jereditternes rejse til det forjættede land kan bruges som metafor for vores rejse gennem jordelivet. Herren lovede Jereds bror og hans folk, at han ville »drage foran [dem] ind i et land, som er mere udsøgt end alle andre lande på jorden.«9 Han befalede dem at bygge fartøjer, og de gik lydigt i gang med at bygge dem ifølge Herrens instruktioner. Men efterhånden som arbejdet skred frem, blev Jereds bror bekymret for, om Herrens design for fartøjerne var tilstrækkeligt. Han sagde:
»O Herre, jeg har udført det arbejde, som du har befalet mig, og jeg har lavet fartøjerne sådan, som du har vist mig.
Og se, o Herre, i dem findes der intet lys.«10
»O Herre, vil du tillade, at vi skal krydse dette store vand i mørke?«11
Har I nogensinde udgydt jeres sjæl for Gud på en sådan måde? Når I har stræbt efter at leve, som Herren befalede, og jeres retskafne forventninger ikke bliver indfriet, har I så nogensinde overvejet, om I skal gå gennem livet i mørke?12
Jereds bror udtrykte derefter en endnu større bekymring om deres evne til at overleve i fartøjerne. Han udbrød: »Og vi omkommer også, for i dem kan vi ikke ånde anden luft end den, som findes i dem.«13 Har livets besværligheder nogle gange gjort det svært for jer at ånde og har fået jer til at undre jer over, hvordan I kan komme igennem dagen, for slet ikke at tale om at komme tilbage til jeres himmelske hjem?
Efter Herren havde arbejdet med Jereds bror for at løse alle hans bekymringer, forklarede han så: »I kan ikke krydse dette store dyb, medmindre jeg bereder [en løsning for] jer mod havets bølger og de vinde, som er udgået, og de oversvømmelser, som skal komme.«14
Herren gjorde det klart, at jereditterne i sidste ende ikke kunne komme til det forjættede land uden ham. Det var ude af deres kontrol, og den eneste måde, som de kunne komme over det store dyb, var ved at sætte deres lid til ham. Disse oplevelser og denne vejledning fra Herren syntes at øge Jereds brors tro og styrke hans tillid til Herren.
Læg mærke til, hvordan hans bønner ændrede sig fra spørgsmål og bekymringer til udtryk for tro og tillid:
»Og jeg ved, o Herre, at du har al magt og kan gøre, hvad end du vil til menneskets gavn …
Se, o Herre, du kan gøre dette. Vi ved, at du er i stand til at vise stor magt, som synes lille for menneskers forstand.«15
Det står skrevet, at jereditterne derefter »gik … ombord i deres … fartøjer og stod til søs, idet de betroede sig til Herren deres Gud.«16 At betro vil sige at overdrage eller overgive sig. Jereditterne gik ikke ind i deres fartøjer, fordi de præcis vidste, hvordan tingene ville udarte sig på deres rejse. De gik ombord, fordi de havde lært at stole på Herrens kraft, godhed og barmhjertighed, og de var derfor villige til at overgive sig selv og al tvivl eller frygt, de måtte have, til Herren.
For nylig var vores barnebarn Abe bange for at sidde på et af karruseldyrene, der bevæger sig op og ned. Han foretrak et, som ikke bevægede sig. Hans bedstemor overtalte ham endelig til, at det var sikkert, så eftersom han stolede på hende, steg han op. Han sagde så med et stort smil: »Jeg føler mig ikke sikker, men jeg er sikker.« Måske er det således, at jereditterne følte det. At stole på Gud føles måske ikke altid sikkert i begyndelsen, men glæde følger.
Rejsen var ikke let for jereditterne. »De [blev] mange gange … begravet i havets dyb, på grund af bølgerne, der var så høje som bjerge.«17 Alligevel står der skrevet, at »vinden aldrig hørte op med at blæse [dem] mod det forjættede land.«18 Hvor svært det end er at forstå, især på de tidspunkter i vores liv, hvor modvinden er stærk, og havet er turbulent, så kan vi finde trøst i at vide, at Gud i sin uendelige godhed altid blæser os hjemad.
Beretningen fortsætter: »De [blev] drevet frem; og ingen af havets uhyrer kunne knuse dem, ej heller kunne nogen hval gøre dem skade; og de havde lys til stadighed, hvad enten de var oven over vandet eller under vandet.«19 Vi lever i en verden, hvor dødens voldsomme bølger, fysiske og psykiske sygdomme og prøvelser og trængsler af enhver slags slår imod os. Men gennem tro på Jesus Kristus og ved at vælge at stole på ham kan vi også have konstant lys, hvad enten det er over vandet eller under vandet. Vi kan have forvisning om, at Gud aldrig holder op med at blæse os mod vores himmelske hjem.
Mens jereditterne blev kastet rundt i fartøjerne, »sang [de] lovsange til Herren … og [de] takkede og priste Herren hele dagen lang; og når natten kom, holdt de ikke op med at prise Herren.«20 De følte glæde og taknemmelighed, selv midt i deres trængsler. De var endnu ikke ankommet til det forjættede land, alligevel frydede de sig i den lovede velsignelse på grund af deres gennemgående og ukuelige tillid til ham.21
Jereditterne drev rundt på vandet i 344 dage.22 Kan I forestille jer det? At stole på Herren omfatter at stole på hans timing, og det kræver tålmodighed og udholdenhed, der varer længere end livets storme.23
Til sidst gik jereditterne »i land på kysten af det forjættede land. Og da de havde sat fod på kysten af det forjættede land, bøjede de sig ned på landets overflade og ydmygede sig for Herren og udgød glædestårer for Herren på grund af hans store, milde barmhjertighed imod dem.«24
Hvis vi trofast holder vores pagter, vil vi også en dag komme sikkert hjem, og vi vil bøje os for Herren og udgyde glædestårer på grund af hans store, milde barmhjertighed i vores liv, deriblandt de sorger, der gør plads til mere glæde.25
Jeg bærer vidnesbyrd om, at når vi betror os selv til Herren og lever med gennemgående og ukuelig tillid til Jesus Kristus og hans guddommelige formål i vores liv, vil han give os forvisning, tale fred til vores sjæl og få os til at »håbe på vor udfrielse ved ham.«26
Jeg vidner om, at Jesus er Kristus. Han er kilden til al glæde.27 Hans nåde er tilstrækkelig, og han er mægtig til at frelse.28 Han er verdens lys, liv og håb.29 Han vil ikke lade os gå fortabt.30 I Jesu Kristi navn. Amen.