Hellighed og planen for lykke
Større lykke kommer af større personlig hellighed.
Mine kære søskende, jeg har bedt om styrke til at hjælpe jer i jeres personlige søgen efter lykke. Nogle føler sig måske allerede tilstrækkeligt lykkelige, og alligevel er der sikkert ingen, der vil afslå et tilbud om mere lykke. Alle vil være ivrige efter at tage imod et tilbud om garanti for evig lykke.
Det er det, vor himmelske Fader, hans elskede Søn, Jesus Kristus, og Helligånden har tilbudt hvert eneste af vor himmelske Faders åndelige børn, der lever nu, kommer til at leve eller nogensinde har levet i denne verden. Det tilbud kaldes somme tider for planen for lykke. Det blev den kaldt af profeten Alma, da han underviste sin søn, der sad fast i syndens elendighed. Alma vidste, at ugudelighed aldrig kunne være lykken for hans søn, ej heller for nogen af vor himmelske Faders børn.1
Han lærte sin søn, at den eneste vej til lykke var at tiltage i hellighed. Han gjorde det tydeligt, at en større grad af hellighed er gjort mulig ved Jesu Kristi forsoning, der renser og fuldkommengør os.2 Kun ved tro på Jesus Kristus, fortsat omvendelse og at holde pagter er vi i stand til at gøre krav på den varige lykke, vi alle længes efter at opleve og fastholde.
Min bøn for i dag er, at jeg kan hjælpe jer til at forstå, at større lykke kommer af større personlig hellighed, så I kan handle ud fra den overbevisning. Jeg vil derefter fortælle, hvad jeg selv ved om, hvad vi kan gøre for at gøre os egnede til den gave, det er, at blive stadigt mere hellig.
Skrifterne lærer os, at vi blandt andet kan helliggøres eller blive mere hellige, når vi udøver tro på Kristus,3 viser vores lydighed,4 omvender os,5 ofrer os for ham,6 modtager hellige ordinancer og holder vores pagter med ham.7 Det kræver ydmyghed,8 sagtmodighed9 og tålmodighed10 at være værdig til gaven hellighed.
En oplevelse, hvor jeg ønskede mere hellighed, skete for mig i templet i Salt Lake City. Jeg trådte ind i templet for første gang og havde kun fået lidt at vide om, hvad jeg kunne forvente. Jeg havde set ordene på bygningen: »Helliget Herren« og »Herrens hus«. Jeg var meget forventningsfuld. Alligevel spekulerede jeg på, om jeg mon var beredt til at træde ind.
Min mor og far gik foran mig, da vi trådte ind i templet. Vi blev bedt om at vise vores tempelanbefaling, der bekræftede vores værdighed.
Mine forældre kendte manden ved anbefalingsskranken. Så de blev stående et øjeblik for at tale med ham. Jeg fortsatte alene ind i et stort rum, hvor alt var strålende hvidt. Jeg så op på et loft, der var så højt oven over mig, at det lignede den åbne himmel. I det øjeblik fik jeg det klare indtryk, at jeg havde været der før.
Men så hørte jeg en meget blid stemme – det var ikke min egen. De blide ord lød: »Du har aldrig været her før. Du husker et øjeblik, fra før du blev født. Du var på et helligt sted som dette. Du følte, at Frelseren snart ville komme til det sted, hvor du stod. Og du følte en glæde, fordi du var ivrig efter at se ham.«
Den oplevelse i templet i Salt Lake City varede kun et øjeblik. Og dog bringer mindet om den mig stadig fred, glæde og stilfærdig lykke.
Jeg lærte mange ting den dag. En var, at Helligånden taler med en stille, sagte røst. Jeg kan høre ham, når der er en åndelig fred i mit hjerte. Han bringer mig en følelse af glæde og vished om, at jeg er ved at blive mere hellig. Og det bringer altid den glæde med sig, jeg følte i dette første øjeblik i Guds tempel.
I har i jeres eget og i andres liv bemærket det mirakel, lykke er, og som kommer af stadig større grad af hellighed og at blive mere som Frelseren. I de seneste uger har jeg siddet ved menneskers side, der kunne se døden i øjnene fulde af tro på Frelseren og med glade miner.
En af dem var en mand, der var omgivet af sin familie. Han og hans hustru sludrede fredeligt, da min søn og jeg kom ind. Jeg har kendt dem i mange år. Jeg havde set Jesu Kristi forsoning i funktion i deres og deres families liv.
De havde sammen valgt at stoppe hans livsforlængende behandling. Der herskede en fredfyldt stemning, da han talte til os. Han smilede, da han udtrykte taknemmelighed for evangeliet og dets rensende virkning på ham og den familie, han elskede. Han talte om sine lykkelige år med at tjene i templet. På denne mands anmodning salvede min søn hans hoved med indviet olie. Jeg bekræftede salvelsen. Da jeg gjorde det, fik jeg det klare indtryk at fortælle ham, at han snart skulle se sin Frelser, ansigt til ansigt.
Jeg lovede ham, at han ville føle lykke, kærlighed og Frelserens anerkendelse. Han smilede varmt, da vi gik. Hans sidste ord til mig var: »Sig til Kathy, at jeg elsker hende.« Min hustru, Kathleen, havde gennem mange år opmuntret generationer af hans familie til at tage imod Frelserens opfordring om at komme til ham, indgå og holde hellige pagter og således gøre sig værdige til den lykke, der følger af den større hellighed.
Han døde nogle timer senere. Få uger efter hans bortgang kom hans enke med en gave til min hustru og mig. Hun smilede, mens vi talte sammen. Hun sagde med en glæde i stemmen: »Jeg havde forventet, at jeg ville være ked af det og føle mig ensom. Jeg føler mig så glad. Synes I, det er i orden?«
Da jeg vidste, hvor meget hun elskede sin mand, og hvordan de begge havde lært Herren at kende og havde elsket og tjent ham, fortalte jeg hende, at hendes glæde var en gave, der er blevet lovet, fordi hun ved sin trofaste tjeneste var blevet gjort mere hellig. Hendes hellighed havde gjort hende værdig til den glæde.
Nogle af jer, der lytter i dag, spekulerer måske på dette: »Hvorfor føler jeg ikke den fred og lykke, der er lovet dem, der har været trofaste? Jeg har været trofast under forfærdelig modgang, men jeg føler ikke lykke.«
Selv profeten Joseph Smith oplevede den prøve. Han bad om lindring, da han sad indespærret i et fængsel i Liberty i Missouri. Han havde været trofast mod Herren. Han var vokset i hellighed. Og dog følte han, at glæden var blevet ham nægtet.
Herren gav ham den lektie i tålmodighed, vi nogle gange alle har brug for, og måske i lange perioder, i vores jordiske prøvestand. Her er Herrens budskab til sin trofaste, lidende profet:
»Og hvis du skulle blive kastet i fangehullet eller i morderes hænder, og der bliver fældet dødsdom over dig, hvis du bliver kastet i dybet, hvis de svulmende bølger lægger råd op imod dig, hvis heftige vinde bliver din fjende, hvis himlene bliver sorte, og alle elementerne forener sig for at spærre vejen, og frem for alt, hvis selve helvedes gab åbner sig vidt for at opsluge dig, da skal du vide, min søn, at alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig.
Menneskesønnen er steget ned under dem alle. Er du større end han?
Fortsæt derfor på din vej, så skal præstedømmet forblive hos dig, for grænserne er sat for dem, de kan ikke overskride dem. Dine dage er kendt, og dine år skal ikke blive færre; frygt derfor ikke for, hvad mennesket kan gøre, for Gud vil være med dig for evigt og altid.«11
Det var den samme belæring, Herren gav Job, der betalte en høj pris for at lade forsoningen gøre ham mere hellig. Vi ved, at Job var hellig ud fra den præsentation, vi får af ham: »Der boede en mand i landet Us; han hed Job. Han var en retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt.«12
Så mistede Job sin formue og sin familie, ja selv sit helbred. I husker måske, at Job tvivlede på, at hans større grad af hellighed, som han havde opnået ved at gå gennem større modstand, havde gjort ham værdig til større lykke. Det så ud for Job, som om hellighed havde medført elendighed.
Alligevel gav Herren Job den samme irettesættelse, som han gav Joseph Smith. Han lod Job se hans fortvivlende situation med åndelige øjne. Han sagde:
»Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig!
Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det!
Hvem bestemte dens mål – det ved du vel? Hvem spændte målesnoren ud over den?
Hvor blev dens fodstykker sat ned, og hvem lagde dens hjørnesten,
mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd?«13
Da Job derefter omvendte sig fra at kalde Gud uretfærdig, fik han lov at se sine prøvelser på en mere ophøjet og hellig måde. Han havde omvendt sig.
»Job svarede Herren:
Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig.
Hvem er det, der uden kundskab tilslører det, du har bestemt? Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfulde til, at jeg kunne vide besked.
Jeg sagde: ›Hør, jeg vil tale, jeg vil spørge dig, og du skal give mig svar.‹
Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne;
derfor kalder jeg alt tilbage og angrer i støv og aske.«14
Da Job omvendte sig og blev mere hellig, velsignede Herren ham med langt mere, end han havde mistet. Men den måske største velsignelse for Job var at have opnået større hellighed gennem modgang og omvendelse. Han var værdig til at få større glæde i de dage, han stadig havde at leve i.
Større hellighed kommer ikke af blot at bede om den. Den kommer ved gøre det, der er brug for, så Gud kan ændre os.
Præsident Russell M. Nelson har efter min mening givet det bedste råd om, hvordan vi skal bevæge os på pagtens sti hen mod større hellighed. Han anviste vejen, da han opfordrede os:
»Oplev den styrkende kraft i daglig omvendelse – af at gøre det og blive lidt bedre hver dag.
Når vi vælger at omvende os, vælger vi at forandre os! Vi tillader Frelseren at forandre os til den bedste udgave af os selv. Vi vælger at vokse åndeligt og modtage glæde – glæden ved forløsning i ham. Når vi vælger at omvende os, vælger vi at blive mere som Jesus Kristus!«
Præsident Nelson fortsatte med at give os denne opmuntring i vores bestræbelser på at blive mere hellige: »Herren forventer ikke fuldkommenhed af os på dette tidspunkt … Men han forventer af os, at vi bliver stadig mere rene. Daglig omvendelse er vejen til renhed.«15
Præsident Dallin H. Oaks hjalp mig også i en tidligere generalkonferencetale til mere klart at se, hvordan vi vokser i hellighed, og hvordan vi kan vide, at vi bevæger os hen mod den. Han sagde: »Hvordan opnår vi åndelighed? Hvordan opnår vi den grad af hellighed, hvor vi hele tiden kan have Helligåndens ledsagelse? Hvordan kommer vi til at se og vurdere denne verdens ting i et evigt perspektiv?«16
Præsident Oaks’ svar begynder med større tro på Jesus Kristus som vor kærlige Frelser. Det fører til, at vi søger tilgivelse hver dag, og at vi husker ham hver dag ved at holde hans befalinger. Denne større tro på Jesus Kristus kommer, når vi dagligt tager for os af hans ord.
Salmen »Mer hellighed giv mig« udtrykker, hvordan vi kan bede om hjælp til at blive mere hellige. Forfatteren angiver klogt, at den hellighed, vi søger, er en gave fra en kærlig Gud, og som vi får over tid, efter alt hvad vi kan gøre. I husker nok det sidste vers:
Mer lydighed giv mig,
mer kraft til at stå;
mer renhed i sjælen,
mer ædel attrå;
mer længsel mod himlen,
mer lys på min vej;
mer salig og hellig,
mer, Herre, som dig.17
Uagtet vores personlige omstændigheder, uanset hvor vi måtte være på pagtens sti hjemad, beder jeg til, at vores bønner om større hellighed må blive besvaret. Jeg ved, at efterhånden som vores bøn efterkommes, vokser vores glæde. Den kommer måske langsomt, men den vil komme. Den vished har jeg fra en kærlig himmelsk Fader og hans elskede Søn, Jesus Kristus.
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Joseph Smith var Guds profet, at præsident Russell M. Nelson er vores levende profet i dag. Gud Faderen lever og elsker os. Han ønsker, at vi kommer hjem til ham som en familie. Vor elskede Frelser opfordrer os til at følge sig på vores rejse dertil. De har beredt vejen. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.