2019
Nyt tempelpræsidentpar
Joulukuu 2019


Nyt tempelpræsidentpar

Som tiden dog går

Som omtalt i et tidligere nummer af Liahona var 1. november 2019 »skiftedag« i templet – noget de, som har besøgt templet i løbet af november måned, uden tvivl har observeret.

Det betød et farvel til det gamle præsidentskab, præsident og søster Olsson, præsident og søster Ravn- Petersen og præsident og søster Svensson. Præsident Olsson kendte vi jo – lidt – i forvejen, da han forinden tjente som områdehalvfjerdser og flittigt besøgte menighederne i Danmark. Søster Olsson var et nyt, men herligt bekendtskab. De drager nu hjem til Stockholm-området og vil være savnet.

Præsident og søster Ravn-Petersen drager hjem til Århus, så dem vil vi sikkert møde af og til i templet, og det samme gør sig uden tvivl gældende for præsident og søster Svensson, der drager over Sundet til Helsingborg.

Vi ønsker alle 3 par held og lykke med en stor tak for 3 gode år.

Det nye tempelpræsidentpar

Præsident Hans Hjarup Andersen og søster Lis Dan Andersen er jo på ingen måde »ukendte« i Københavns Stav, men vil nok for mange i Århus Stav (og Malmø) være et nyt bekendtskab. De tilhører Frederiksberg Menighed, hvor søster Andersen tidligere har tjent som præsident for Hjælpeforeningen. De er begge 65 år og har været gift siden 1972.

De har 7 børn, hvoraf 2 – Johannes og Anders – er døde. Fire af de øvrige er gift og har – foreløbig – skænket dem 6 børnebørn.

Præsident Andersen har en afsætningsøkonomisk uddannelse og har arbejdet med markedsføring i mere end 30 år. Siden 1994 har han drevet selvstændig virksomhed med konsulentopgaver, senest som jobkonsulent.

Søster Andersen er uddannet kontorassistent og receptionist og har arbejdet i forskellige virksomheder, men har i størstedelen af årene taget vare på børnene hjemme samt passet virksomhedens regnskab.

Kaldelser i kirken

Præsident Andersen har siden september 2009 tjent som patriark i Københavns Stav og har tidligere tjent i en lang række kaldelser som f.eks. lærer, UM-præsident (menighed og stav), kvorumspræsident, gruppeleder, biskop (Allerød) og medlem af højrådet.

Søster Andersen har tilsvarende tjent i mangfoldige opgaver, herunder ligeledes lærer, i præsidentskab i UK, Primary og Hjælpeforeningen i både menighed og stav ligesom de sammen har været ansvarlig for flere ungdomsstævner.

Stor tempelerfaring

Selvom der uden tvivl vil være mange nye erfaringer, der skal gøres, kommer det nye præsidentpar ikke uden gode erfaringer fra tempeltjeneste.

Begge har tjent som tempeltjenere i såvel København som Stockholm og Bern i Schweiz. De har tjent på en 3½ måneds mission i templet i Stockholm, og præsident Andersen har desuden tjent som koordinator og besegler, mens søster Andersen tjente som sekretær for tempelpræsident Dee Jacobs.

Begge ser med stor spænding, glæde og forventning frem til de kommende opgaver.

Ikke alene

En præsident i Kirken arbejde jo som bekendt aldrig alene, men har rådgivere ved sin side. Således er det også i templet, hvor præsidenten har sine rådgivere og præsidentinden sine assistenter. I skrivende stund er kaldet som 1. rådgiver og assistent bror og søster Richard og Helmi Andersen fra Allerød og som 2. rådgiver og assistent bror og søster Per og Dorrit Olsen fra Gladsaxe 1. Menighed.

Liahona vil i et senere nummer bringe en artikel om begge rådgiverpar.

Et stort tillykke til vores nye ledere i templet samt til os alle, der glæder sig over at vide, at Herren er med os og passer på os – også der.