Budskab fra områdepræsidentskabet
Venskab med Kristus
Kort tid inden Frelseren afsluttede sin jordiske mission, mødtes han med sine apostle. Han vidste, at han stod over for at skulle skænke menneskeheden den største af alle gaver. Han vidste, at det indebar, at han skulle lide i Getsemane og dø på korset. Han vidste også, at efter hans død og opstandelse, måtte hans disciple fortsætte med at udføre missionen. Han vidste, at det ikke var nok blot at udvirke forsoningen, men at det var vigtigt, at menneskeheden tog imod hans dyrebare gave. Derfor er der i stor udstrækning i hans lære fokus på, hvordan vi, som hans tilhængere, kan få mest ud af den gave.
En pointe, som Frelseren fremhævede, var vigtigheden af at holde sig nær ved ham. Han sagde: »Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.«1
Så gjorde han det klart, hvordan vi holder os tæt på ham, ved at sige: »Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det … Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.«2
Kristus kom med en enkel anvisning på, hvordan vi kan trække på forsoningens velsignelser i vores daglige liv og nyde hans hjælp og venskab ved at gøre tre ting: Tro på ham og hans ord, elske hinanden og holde hans bud.
I dag vil jeg blot fremhæve det første punkt: Tro på ham og hans ord. Når vi støder ind i personlige udfordringer, og livet bliver svært, tror vi så virkelig på ham? Tror vi på, at hans lære kan anvendes på os på en helt personlig måde? Han sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!«3 Esajas delte denne opløftende tanke: »Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt.«4
Joseph M. Scriven (1819-1896) var 25 år gammel, forelsket og stod til at giftes. Dagen inden brylluppet skulle stå, druknede hans forlovede i en tragisk ulykke. Med et knust hjerte sejlede Joseph fra sit hjemland for at begynde på et nyt liv i Canada. Mens han var der og arbejdede som lærer, blev han igen forelsket og forlovet, denne gang med Eliza Roche, en slægtning til en af hans elever.
Atter en gang knustes Josephs håb og drømme, da Eliza blev syg og døde inden deres bryllup. Selvom vi godt kan sætte os ind i denne unge mands indre tumult, fortæller historien om ham os, at hans tro på Gud holdt ham oppe.
Han giftede sig aldrig, men brugte resten af sit liv på at give al sin tid, alle sine penge og tilmed det tøj, han stod og gik i, for at hjælpe de mindre heldigt stillede. Han viede sit liv til at sprede kristuslignende kærlighed og medfølelse, hvorend han færdedes.
På omkring samme tid, som Eliza døde, fik Joseph besked fra Irland om, at hans mor var syg. Da han kunne ikke være hos hende, skrev han et opbyggeligt brev til hende og vedlagde et af sine digte med titlen: What a Friend We Have in Jesus [Sikke en ven vi har i Jesus].
What a Friend We Have in Jesus (Den engelske tekst passer på melodien: Israel, Israel Gud nu kalder)
Sikken ven, vi har i Jesus, der bær’ al vor synd og sorg!
Sikken gave at lægge alt frem for Gud i bøn!
Sikken fred vi forspilder, sikken unødig smerte, vi bær’,
blot fordi vi ikke lægger alt frem for Gud i bøn.
Bliver vi prøvet og fristet? Er der uro overalt?
Vi bør ikke miste modet, men gå frem for Gud i bøn.
Hvor findes en ven, der er lige så trofast deler al vor sorg?
Jesus kender alle vores svagheder, læg dem frem for Herren i bøn.
Er vi svage og tungt bebyrdet, besværet af bekymring?
Vor kære Frelser er stadig vort ly, læg det for Gud i bøn.
Foragter og forsager jeres venner jer? Bring det frem for Gud i bøn!
Han vil tage jer i sine arme og skærme jer, der vil I finde fred.
Signede Frelser, du har lovet, at du alle vores byrder bær!
Må vi altid, Herre, bringe dem alle frem for dig i oprigtig bøn.
Snart vil der i strålende utilsløret herlighed ikke være brug for bøn
Henrykkelse, pris og endeløs forherligelse af Gud vil blive vores søde lod der.
Jeg beder til, at vi i denne påsketid, vil lære Jesus Kristus mere personligt at kende som vores ven, der står klar til at trøste, assistere og helbrede, hvis vi blot tror på ham og hans ord.