Ældes med trofasthed

Nyd livets efterår

Scott Talbot

Alderdommen kan være en smuk tid med udvikling og vækst.

Nu hvor »alderdommen« nærmer sig, må jeg erkende, at mit liv ændrer sig. Selvom jeg stadig ønsker at være involveret i min familie og Kirken, er jeg ikke så fysisk aktiv, som jeg var engang, og alt ser ud til at gå fint med eller uden mig.

Men der er noget andet, jeg lærer: Denne del af livet er slet ikke så dårlig. Der kan naturligvis være smerter og småskavanker, men denne aldring er en del af den naturlige livscyklus, og dette kapitel i livet rummer nye og givende muligheder. Jeg finder trøst i at vide, at jeg er elsket af familie og venner. Jeg stoler på, at jeg stadig værdsættes i Kirken. Og det vigtigste er, at jeg nu mere sikkert end nogensinde ved, at Jesu Kristi evangelium er sandt.

Accept af forandringer

Livet står tydeligvis ikke stille. Det er dynamisk. Så selvom vi måske ikke ønsker, at vores omstændigheder eller relationer skal ændre sig, så vil der forekomme forandringer. Som skrifterne så smukt siger:

»Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde …

[Gud] har gjort alting godt og rigtigt til rette tid« (Præd 3:1-2, 11).

Vi er måske blevet vant til, hvordan tingene var, og det er i orden at savne tidligere tider. Men vi kan også have tro på, at der stadig er mere at lære, når vi fortsætter ad denne sti mod lykke. Hvordan vi tilpasser os og håndterer forandring vil afgøre, hvordan vi udvikler os i de ældre år. Ved at acceptere forandringer i stedet for at bekæmpe dem, frigør vi os og kan lægge mærke til nye muligheder og forstå nye ting.

Jeg har bemærket, at når jeg fortsætter med at følge Jesus Kristus, kommer jeg ham nær på måder, jeg ikke gjorde i mine yngre år. Fra sin egen tid på jord forstår Kristus, hvordan det føles at nærme sig enden på sit jordiske liv (se Matt 16:21). Og på grund af hans forsoning, ved han fuldstændigt, hvordan vi helt specifikt har det, selvom vi ikke helt forstår hvordan. Vi kan bede ham om at hjælpe os til at blive det, han ønsker, vi skal blive, uanset hvor lang tid vi har tilbage (se Moro 7:48).

Tid til at tjene

Uanset hvor gamle vi er, kan vi stadig hver eneste dag være opmærksomme på muligheder for at tjene, så vi kan forberede os på at tjene efter dette liv. Præsident George Albert Smith (1870-1951) sagde engang, at »vi ikke er her på jorden for at drive vores tid væk og derefter passere videre til en ophøjet sfære, men vi er her for dag for dag at kvalificere os til de positioner, som vor Fader forventer, at vi indtager herefter.«¹

Når vi bliver ældre, vil disse »kvalificerende« oplevelser være noget andet, end de engang var. Jeg har set yngre mænd træde ind i deres roller og udføre mange af de opgaver, jeg plejede at udføre. Mine børn har deres egne travle liv og udfordringer i familien, og jeg er mindre involveret. Men jeg kan stole på, at hvis jeg fortsat hjælper andre, sådan som jeg nu er i stand til, vil disse oplevelser fortsætte med at udvikle og forbedre mig i overensstemmelse med Guds plan.

Velsignelser og spørgsmål

Hvilke velsignelser har I bemærket ved at blive ældre? Nedenfor har jeg anført nogle, som jeg selv har bemærket. Jeg har også anført et par spørgsmål, som ældre mennesker kan tænke over, selvom jeg formoder, at de i virkeligheden passer på alle.

Jeg vidner om, at vi hver især kan vælge at fokusere på det, der er vigtigst, når vi følger Jesus Kristus i vores dejlige gyldne år.

At blive ældre har velsignet mig med:

En større bevidsthed om, hvad der er omkring mig.
Mere stilletid til at læse i skrifterne, tænke og bede.
Lydhørhed over for Åndens tilskyndelser.
Lejlighedsvise familiebesøg, der er særligt dejlige.
Mere omsorg over for andre mennesker og dyr.
Interesse i slægtshistorie og tempeltjeneste.
Mindre fristelse til at bryde budene.

Spørg jer selv: »Hvordan kan jeg …

tjene min kirke og familie på meningsfulde måder?
komme tættere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus?
øve god indflydelse på andre?
stå uplettet for Gud, når jeg ser ham igen?