2021
Tilegn jer åbenbaringens princip
Januar 2021


Tilegn jer åbenbaringens princip

Jeg opfordrer jer til at tage de nødvendige skridt for at høre Herren bedre og oftere, så I kan modtage den indsigt, han vil give jer.

photograph of small green plant

Billeder fra Getty Images

Den 30. september 2017 efter eftermiddagsmødet ved generalkonferencen lagde jeg vejen forbi hospitalet for at besøge mit kære kvorumsmedlem ældste Robert D. Hales. Han var blevet indlagt på hospitalet, da han havde fået et hjerteanfald et par dage tidligere.

Det var et vidunderligt besøg, og han så ud til at have det bedre. Han trak endda vejret selv, hvilket var et godt tegn.

Men den aften talte Ånden til mit hjerte og sind og fortalte, at jeg skulle vende tilbage til hospitalet om søndagen. Under mødet søndag formiddag på generalkonferencen vendte denne stærke fornemmelse tilbage. Jeg følte, at jeg skulle springe frokosten over, skynde mig og tage hen til ældste Hales, lige så snart formiddagsmødet var slut, hvilket jeg gjorde.

Da jeg ankom, kunne jeg se, at ældste Hales tilstand var alvorligt forværret. Desværre døde han 10 minutter efter, at jeg ankom, men jeg er taknemmelig for, at jeg var ved hans side sammen med hans søde kone, Mary, og deres to sønner, da han forlod dette liv.

Hvor er jeg taknemmelig for, at Helligåndens hvisken fik mig til at gøre noget, jeg måske ellers ikke ville have gjort. Og hvor er jeg taknemmelig for, at vi virkelig modtager åbenbaring, og at himlen igen er åben.

I år er fokus for vores personlige studier og i klasseværelserne Lære og Pagter. Disse »guddommelige åbenbaringer og inspirerede erklæringer« kan velsigne alle, der studerer dem og handler efter deres guddommelige vejledning. De indbyder »alle mennesker overalt til at høre Herren Jesu Kristi røst«,1 for sandelig, »Herrens røst lyder til alle mennesker« (L&P 1:2).

Fare, mørke, bedrag

Fysiske og åndelige storme er en del af livet på jorden, sådan som COVID-19-pandemien har mindet os om. Om tiden forud for sit andet komme forudsagde Frelseren dage med mange trængsler. Han sagde: »Der vil komme hungersnød og pest og jordskælv forskellige steder« (JSO - Matt 1:29).

Sådanne trængsler forværres af det tiltagende mørke og bedrag, der omgiver os. Som Jesus sagde til sine disciple: »Uretfærdighed skal være fremherskende«, før han vender tilbage (JSO Matt 1:30).

Satan har mobiliseret sine styrker og raser mod Herrens værk, og de af os, der beskæftiger os med det. På grund af den tiltagende fare, vi står over for, har vores behov for guddommelig vejledning aldrig været større, og vores indsats for at høre Jesu Kristi stemme – vor Mægler, vor Frelser og vor Forløser – aldrig været mere presserende.

Som jeg sagde kort tid efter, at jeg blev kaldet som Kirkens præsident, er Herren klar til at åbenbare sit sind for os. Det er en af hans største velsignelser til os.2

I vor tid har han givet løftet: »Hvis du beder derom, skal du modtage åbenbaring på åbenbaring, kundskab på kundskab« (L&P 42:61).

Jeg ved, at han vil besvare vores bønner.

Sådan hører vi ham

Det er vigtigt at vide, hvordan Ånden taler i dag. For at modtage personlig åbenbaring, for at finde svar og for at modtage beskyttelse og vejledning husker vi det mønster, som profeten Joseph Smith viste os.

For det første må I fordybe jer i skrifterne. Dette åbner vores sind og hjerte for Frelserens lære og sandheder. Jesu Kristi ord »fortæller [os] alt det, [vi] skal gøre« (2 Ne 32:3), især i disse dage med uvished og omvæltninger.

Dernæst beder vi. Bøn kræver initiativ, så vi viser Gud vores ydmyghed, finder et roligt sted, hvortil vi regelmæssigt kan gå og åbne vores hjerte til ham.

Herren sagde: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig; bed, så skal I få; bank på, så skal der blive lukket op for jer« (L&P 88:63).

At nærme sig Herren bringer trøst og opmuntring, håb og helbredelse. Så vi beder i hans navn om vores bekymringer og vores svagheder, vores længsel og vores kære, vores kaldelser og vores spørgsmål.

Og så lytter vi.

Hvis vi forbliver på vores knæ et stykke tid, efter at vi er færdige med vores bøn, vil tanker, følelser og vejledning trænge ind i vores sind. Optagelse af disse indtryk vil hjælpe os med at huske, hvilke handlinger Herren ønsker, at vi tager.

Når vi gentager denne proces, vil vi med profeten Joseph Smiths ord, »udvikle os i åbenbaringens princip.«3

woman praying in bedroom

Værdige til at modtage åbenbaring

Forfinelse af vores evne til at genkende Helligåndens hvisken og øge vores evne til at modtage åbenbaring kræver værdighed. Værdighed kræver ikke fuldkommenhed, men den kræver, at vi stræber efter stadig større renhed.

Herren forventer en daglig indsats, en daglig forbedring og en daglig omvendelse. Værdighed bringer renhed, og renhed kvalificerer os til Helligånden. Når vi bruger »den hellige Ånd som [vores] vejleder« (L&P 45:57), kvalificerer vi os til personlig åbenbaring.

Hvis noget forhindrer os i at åbne døren til himmelsk vejledning, er vi muligvis nødt til at omvende os. Omvendelse giver os mulighed for at åbne døren, så vi kan høre Herrens stemme oftere og tydeligt.

»Standarden er klar,« har ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum lært os. Hvis noget, vi tænker, ser, hører eller gør, fjerner os fra Helligånden, bør vi holde op med at tænke, se, høre eller gøre det. Hvis noget, der fx har til formål at underholde, fremmedgør os i forhold til Helligånden, så er den form for underholdning bestemt ikke passende for os. Eftersom Ånden ikke kan dvæle ved det, der er vulgært, råt eller usømmeligt, så er noget sådant ganske enkelt ikke noget for os.»4

Når vi sammenkobler større renhed og lydighed med faste, flittig søgning, studier af skrifterne og levende profeters ord og tempeltjeneste og slægtsforskning, åbnes himlen for os. Og da vil Herren opfylde sit løfte: »Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind« (L&P 11:13).

Vi er muligvis nødt til at være tålmodige, men Gud vil tale med os på sin egen måde, og når han finder det bedst.

En forståelsens ånd

Job erklærede: »Det er den ånd, som er i mennesket, den Almægtiges ånde, der giver dem indsigt« (Job 32:8). I det nye år, opfordrer jeg jer til at tage de nødvendige skridt for at høre Herren bedre og oftere, så I kan modtage den indsigt, han vil give jer.

Før ældste Hales gik bort den oktoberdag i 2017, forberedte han en kort tale til generalkonferencen, som han ikke var i stand til at holde. I den tale skrev han: »Vores tro forbereder os på at være i Herren nærhed.«5

Når vi modtager åbenbaring, bruger vi tid i Guds nærhed, hvor han åbenbarer sit sind, sin vilje og sin røst til os (se L&P 68:4). Lad os vise vores tro i handling og følge ham, leve som værdige til hans lovede inspiration og handle efter den vejledning, vi modtager.

Noter

  1. Indledning til Lære og Pagter.

  2. Se Russell M. Nelson, »Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 94.

  3. Se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 132.

  4. Ældste David A. Bednar, »Så vi altid må have hans Ånd hos os«, Liahona, maj 2006, s. 30.

  5. I Neil L. Andersen, »Herrens røst«, Liahona, nov. 2017, s. 125.