Sådan styrkerstudiet af Kirkens historie min tro
Billeder fra Getty Images
Som gymnasieelev i Sydafrika elskede jeg at læse historie. Da jeg kom på universitetet, tog jeg en uddannelse i historie. Som seminarelev og senere i institut var jeg glad for alle mine kurser, men jeg var specielt glad for Lære og Pagter, fordi den introducerede mig for Kirkens historie. I årenes løb har jeg haft glæde af at læse bøger om Kirkens historie – selv dem, der tog fat på vanskelige dele af vores historie. Mens jeg fortsat lærer om Kirkens historie fra forskellige kilder, styrkes min egen tro. Her er tre måder, det sker på.
Kirkens historie giver mig perspektiv, især når det gælder tidligere tiders praksis, herunder restriktioner af præstedømmet og tempelvelsignelser. Da jeg først fandt ud af, at der var en tid, hvor sorte mænd ikke havde lov til at få præstedømmet, blev min tro rystet. Hvordan kunne Kirken, som jeg elskede, have nægtet sorte præstedømmet? Nogle mennesker forsøgte at vise mig forklaringer, som de hævdede var doktrinære eller fra skrifterne. Det var forvirrende og meget bekymrende.
Med tiden blev det den historiske forklaring, der gav mening og trøst. Den historiske introduktion til Officiel erklæring 2 forklarer f.eks., at Joseph Smith rent faktisk ordinerede nogle få sorte mænd, men at kirkelederne holdt op med at tildele præstedømmet til sorte tidligt i Kirkens historie. Der gives derefter denne vigtige erklæring: »Kirkens optegnelser giver ikke nogen klar indsigt i oprindelsen til denne praksis.«1 Evangeliske emneessays2 og andre kirkelige vejledninger giver flere detaljer og yderligere historisk kontekst.3 Disse historiske forklaringer gav genklang i mig og styrkede min tro.
Kirkens historie hjælper mig med at sætte pris på dem, der er gået forud for mig. Dette gælder især, når man overvejer de ofre, som tilsyneladende »almindelige« medlemmer ydede. For eksempel blev bygningen af de første kirkebygninger i hele Sydafrika, Zimbabwe og Zambia i 1950’erne og 1960’erne gjort mulig af bidrag fra medlemmer. Modtagelsen af tempelordinancer krævede et endnu større offer. Da man vidste, at det ville tage årtier, før de selv ville få templer i Afrika, solgte mange medlemmer deres ejendele, inklusive deres hjem, for at få penge til at rejse til templet og deltage i disse hellige ordinancer. Kirken på det afrikanske kontinent er bygget på disse tidlige medlemmers tro – medlemmer, der blot havde lidt, men ofrede utroligt meget. Når jeg læser deres optegnelser, styrkes min tro, og min offervilje øges.
Kirkens historie tilskynder mig til at blive bedre til at føre optegnelser. Kirkens ledere har opfordret til at føre optegnelser. Hvorfor? Fordi Kirkens historie er en optegnelse om medlemmernes »livsførelse, deres tro og gerninger« (se L&P 85:2). Hver gang jeg læser om Kirkens historie, f.eks. i den nyere historie, Saints, bliver jeg imponeret over, at disse store værker kun har været mulige at lave på grund af dagbøger, breve og andre optegnelser fra de ordinære medlemmer af Kirken. Deres oprigtige, personlige optegnelser ansporer mig til at blive bedre til at føre optegnelser og dermed hjælpe fremtidige historikere til at dokumentere den sande historie om Kirken i Afrika.
Der er også en mere personlig velsignelse ved at læse om Kirkens historie og bestræbe sig på at føre sine egne optegnelser. Som præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har lært os, så er jeg velsignet med at se og huske Herrens hånd i mit liv og i min families liv.4 Denne ihukommelse styrker mit vidnesbyrd og øger min kapacitet til at klare udfordringer i mit liv. Når jeg fører mine egne optegnelser og tænker på andre kirkemedlemmers omhyggelige optegnelser, begynder jeg at se Herrens storslåede plan, da han genoprettede sin kirke og sit rige i de sidste dage.
Disse og mange andre erfaringer fra studiet af Kirkens historie har bidraget meget til min egen åndelige udvikling. Det har også givet mig mod til at forsvare min tro, fordi jeg forstår, hvorfor vi gør det, vi gør. At være opmærksom på den historiske sammenhæng i forhold til meget af vores praksis og overbevisning har gjort mig til en bedre lærer og en bedre discipel.