Inklusion

Inkluderer alle

Tracy Browning

Fra Hjælpeforeningens hovedbestyrelse

Hvordan kan vi hjælpe med at få turen til Kirkens døre til at føles mindre skræmmende og ensom for andre?

Som disciple af Jesus Kristus vælger mange af os helt bogstaveligt at »stå på hellige steder« hver eneste uge, når vi deltager i vores søndagsmøder (L&P 45:32). Mange søger kontakt, accept og en følelse af at høre til, når de kommer for at dele Ånden og finde sin plads blandt andre. Vi kan alle bære håbet i os om, at vi »ikke længere er fremmede og udlændinge, [men] de helliges medborgere og hører til Guds husstand« (Ef 2:19).

Men for nogle indebærer turen til Kirkens døre, at de føler sig sårbare, ængstelige eller ensomme. Deres oplevelser, forhold i familien eller bestemte omstændigheder afspejler muligvis ikke et opfattet »ideal«. Dette fører ofte til, at de føler, at de står udenfor og kigger ind, selv om det »ideal« ikke repræsenterer virkeligheden for nogen af os.

Vores værdi over for Gud påvirkes ikke af vores omstændigheder, og i mange tilfælde tvinger disse knap så ideelle forhold os til at udvikle os og lære. Men på grund af de omstændigheder er der mange, der føler, at det er svært at komme ind eller at blive fuldt ud forstået. Hvad kan vi gøre for at åbne de døre, der afholder andre fra at føle, at de hører til blandt os, selv når vi måske selv kæmper med lignende følelser?

Kaldelse til at inkludere alle

At skabe en følelse af tilhørsforhold for alle er en del af vores overholdelse af pagten. Ved dåben lover vi, at vi ikke vil lade nogen lide alene, men at vi vil sørge sammen med dem, trøste dem og bære deres byrde (se Mosi 18:8-10).

At skabe en følelse af tilhørsforhold er en del af vores kirke. Vi skal inkludere alle i vores tilbedelse på samme måde, som Frelseren indbyder alle til at tage del i hans frelse (se 2 Ne 26:24-28, 33; 3 Ne 18:22-23).

At skabe en følelse af tilhørsforhold er en væsentlig del af vores rejse mod at blive som Frelseren. At elske andre og åbne vores kreds for at inkludere dem, der er anderledes end os, er del af at blive fuldkomne (se Matt 5:43-47).

Og endelig er det således, at vi for at blive hans må være ét med hinanden (se L&P 38:27).

Ingen kamp glemmes

Guds kærlighed til sine børn er ikke eksklusiv, men snarere altomfattende. Han inviterer alle til »at komme til sig og tage del i hans godhed, og han afviser ingen, som kommer til ham« (2 Ne 26:33).

Han kender og elsker:

Den søster, der for nylig er blevet skilt og bliver ked af det, når talen falder på ægteskab.
Den unge voksne, der kæmper med spørgsmål og beder om svar.
Den søster, der lider af angst og føler dyb ensomhed og frygt.
Den unge sorte bror, der ikke føler sig godt til mode, når hans klasse drøfter misforståelser om race og præstedømme.
Den søster, der endnu ikke er gift og føler, det betyder, at hun ikke er noget værd.
Den mor til et barn med handicap, der er bekymret for, at hans ufrivillige bevægelser er distraherende for andre.
Den bror, der tiltrækkes af andre af sit eget køn og overvejer at forlade Kirken, mens han kæmper for at forstå sin fremtid.
Den søster, der frygter for, hvordan andre vil dømme hende, når hun tager sine første prøvende skridt tilbage til Kirken.

Ingen omstændigheder, ingen situation, intet individ glemmes. »Han husker … og alle er lige for Gud« (2 Ne 26:33), for ligesom hans første disciple, »hører [vi alle] Jesus Kristus til« (Mark 9:41; se også Mosi 5:7).

Så hvad kan vi gøre?

Hvad kan vi gøre for at skabe kontakt og byde svagheder såvel som egne og andres styrker velkommen?

Vi kan starte med at overveje følgende spørgsmål:

Hvordan kan jeg bedre nå ud og lære dem, jeg ikke kender i min menighed eller gren, at kende?
Hvilken invitation kan jeg give mennesker, der muligvis har brug for en ven?
Hvordan kan jeg være et eksempel på en, der inkluderer og elsker andre?
Hvem kan jeg oprigtigt opsøge og spørge, hvordan han eller hun har det?
Hvad dukker op i mine tanker, når jeg beder om inspiration til at vide, hvordan man hjælper andre?

Når vi lærer andre mennesker at kende, er der så meget at lære af dem.

I de kommende måneder vil vi dele historier om søstre og brødre, der har kæmpet for at føle, at de hører hjemme. Vi håber, at disse historier vil inspirere hver enkelt af os til i endnu højere grad at følge Guds to store bud: At elske ham og elske alle hans børn.