»Nær jeres sjæl med hyppig bøn« Liahona, apr. 2024
Nær jeres sjæl med hyppig bøn
Vi har brug for den åndelige næring, der ligger i at kommunikere med vor himmelske Fader, en velsignelse, der er tilgængelig for os overalt og altid.
Fotografi af skuespiller, der portrætterer Enosh: Matt Reier
Vi har allesammen prøvet at være sultne. Sultfornemmelse er en måde, hvorpå kroppen fortæller os, at den har brug for næring. Og når vi er sultne, ved vi, hvad vi skal gøre – nemlig spise.
Vores ånd har også måder, hvorpå den lader os vide, når vi har brug for åndelig næring. Men det lader til, at det er lettere for os at ignorere åndelig sult end fysisk sult.
Ligesom der findes mange forskellige slags mad, vi kan spise, når vi er sultne, er der forskellige ting, vi kan gøre for at stille vores åndelige sult. Vi kan for eksempel »tage for os af Kristi ord« (2 Ne 32:3) i skrifterne og gennem profeternes ord. Vi kan komme regelmæssigt i kirke og tage nadveren (se L&P 59:9). Vi kan tjene Gud og hans børn (se Mosi 2:17).
Men der er en anden kilde til åndelig næring, der er tilgængelig for os til alle tider, hvert øjeblik af vores liv og uanset hvilken situation vi står i. Vi kan altid kommunikere med vor himmelske Fader gennem bøn.
»Min sjæl hungrede«
Da profeten Enosh jagede dyr i skoven, tænkte han på de ord, som han ofte havde hørt sin »far tale angående evigt liv og de helliges glæde.« Disse ord »sank dybt i [hans] hjerte« (En 1:3).
Fordi Enosh var i denne åndelige sindstilstand, følte han et stærkt behov: »Min sjæl hungrede« sagde han (En 1:4, fremhævelse tilføjet).
Hvad gjorde Enosh, da han følte denne åndelige sult, dette behov for åndelig næring? »Jeg knælede ned for min skaber« sagde han, »og anråbte ham i indtrængende bøn og påkaldelse for min egen sjæl« (En 1:4).
Enosh’ åndelige sult var så stor, at han bad »hele dagen lang … og da natten kom, oplod [han] stadig [sin] røst, så den nåede himlene« (En 1:4). Til sidst besvarede Gud hans bøn og tilgav ham hans synder. Enosh følte, at hans skyld blev fejet væk. Men der sluttede han ikke med at indtage åndelig næring.
Han lærte om troens kraft på Jesus Kristus, og han udøste hele sin sjæl til fordel for sit folk – selv sine fjender. Han indgik pagter med Herren og fik løfter fra ham. Og efter Enosh’ mægtige bøn gik han ud blandt sit folk og profeterede og vidnede om det, han havde hørt og set. (Se En 1:5-19).
Ikke alle bønner vil blive besvaret så dramatisk, men vores oplevelser med bøn kan stadig være meningsfulde og livsændrende. Vi kan lære nogle vigtige lektier af Enoshs erfaring med bøn. For eksempel:
-
Når vi stræber efter at efterleve evangeliet fuldt ud, kan det hjælpe os til at mærke vores åndelige sult.
-
Vores åndelige sult kan og bør bringe os på knæ for at søge vor himmelske Faders hjælp.
-
Bøn til vor himmelske Fader kan være med til at tilfredsstille vores åndelige sult – og mere til.
-
Vi kan bede hvor som helst og når som helst.
-
Bøn kan hjælpe os til at omvende os.
-
Bøn kan styrke vores tro på Jesus Kristus.
-
Vi kan modtage et personligt vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader hører os og er opmærksom på os.
-
Det vidnesbyrd og den styrke, vi modtager gennem bøn, kan hjælpe os til at tjene og styrke andre.
Min erfaring med bønnens kraft
Ligesom Enosh har jeg lært nogle af de samme lektier gennem personlig erfaring. Mine forældre sluttede sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, da jeg var dreng, og jeg blev døbt, da jeg var otte år gammel. Jeg havde altid en god, varm følelse i mit hjerte omkring min himmelske Fader og Jesus Kristus, hans gengivne evangelium og hans kirke. Men det var ikke før, jeg var næsten 16 år gammel, at jeg bad om sandheden af disse ting.
Min inspirerede biskop bad mig om at undervise de unge i søndagsskoleklassen. Det var meningen, at jeg skulle undervise om, hvordan vi kan få et vidnesbyrd om evangeliet gennem bøn. Denne opgave fra min biskop fik mig til at tænke dybere over mit eget vidnesbyrd. Jeg havde taget mig tid til at studere Mormons Bog og følte altid, at Kirken var sand. Jeg havde altid troet på Frelseren Jesus Kristus, men jeg havde aldrig taget Moronis løfte i Moroni 10:4-5 til mig. Jeg havde aldrig bedt om evangeliets sandhed.
Jeg kan huske, at jeg i mit hjerte følte, at hvis jeg skulle undervise disse unge om, hvordan man får et vidnesbyrd gennem bøn, så burde jeg selv bede om et vidnesbyrd. Min sjæl hungrede – måske på en anden måde end Enosh, men jeg følte ikke desto mindre et åndeligt behov.
Da jeg forberedte lektionen, knælede jeg ned og udøste mit hjertes ønske for min himmelske Fader om at få bekræftet den sandhed, jeg følte indeni. Jeg forventede ikke nogen stor tilkendegivelse. Men da jeg spurgte Herren, om evangeliet var sandt, kom der en meget dejlig følelse i mit hjerte – den stille, sagte stemme bekræftede for mig, at det var sandt, og at jeg skulle fortsætte med at gøre det, jeg gjorde.
Følelsen var så stærk, at jeg aldrig kunne ignorere det svar og sige, at jeg ikke vidste det. Jeg var så glad hele den dag. Jeg havde hovedet i skyerne, hvor jeg grundede over den smukke følelse i mit hjerte.
Den følgende søndag stod jeg så foran mine tre eller fire klassekammerater, som alle var yngre, end jeg var. Jeg vidnede for dem om, at vor himmelske Fader ville besvare deres bønner, hvis de havde tro.
Et bønnesvar, som ældste Soares modtog som ung mand, har givet ham mulighed for at vidne om — som missionær (herover til højre), far og ægtemand og apostel — at vor himmelske Fader besvarer bønner i tro.
Dette vidnesbyrd er blevet hos mig lige siden. Det har hjulpet mig til at træffe beslutninger især i situationer, hvor jeg har stået over for udfordringer. Den bøn den dag og flere vidnesbyrd, som jeg har modtaget gennem årene, har givet mig mulighed for med overbevisning at vidne for folk om, at de kan få svar fra vor himmelske Fader, hvis de beder i tro. Det har været sandt, når jeg har vidnet som missionær, som kirkeleder, som far og ægtemand og selv i dag som apostel.
Bønnens hvornår og hvad
Selvfølgelig beder vi ikke kun, når vi føler et særligt stærkt åndeligt behov. Hvornår skal vi så bede? Og hvad bør vi bede om? Det korte svar er altid og om alt.
Gud er vor himmelske Fader. Når vi ved det, ændrer det måden vi beder på. Profeten Joseph Smith sagde: »Når vi har en viden om Gud, begynder vi at forstå, hvordan vi kan komme ham nærmere, og hvordan vi kan spørge ham for at få svar … Når vi er rede til at komme til ham, er han rede til at komme til os.«1
Vor himmelske Fader er altid rede til at lytte til os og ønsker, at vi beder til ham regelmæssigt og ofte. Vi bør rådføre os »med Herren i alle [vore] gerninger« (Alma 37:37) og bede morgen, middag og aften. Vi bør bede derhjemme, på arbejdet, i skolen – hvor som helst vi er, og over alle vore forehavender (se Alma 34:17-26).
Vi bør bede i vores familier (se 3 Ne 18:21). Vi bør bede »lydeligt og i [vores] hjerte, offentligt og i løndom« (L&P 81:3). Og »når [vi] ikke anråber Herren, [bør vi lade vort] hjerte være fyldt, bestandig henvendt i bøn til ham for [vores] velfærd og også for velfærden for dem, der er omkring [os]« (Alma 34:27). Og vi bør altid bede til Faderen i Jesu Kristi navn (se 3 Ne 18:19-20).
Illustration af Joseph Smith af Walter Rane, må ikke kopieres
At komme vor himmelske Fader nærmere
Vor Fader i himlen ønsker at velsigne os. Og det vil han – hvis vi spørger. Profeten Joseph Smith sagde: »Husk på, at hvis vi ikke spørger, kan vi ikke modtage noget; så bed derfor i tro, og I vil modtage de velsignelser, som Gud anser for passende at give jer.«2
Vores regelmæssige og hyppige bønner er en afgørende del af en afbalanceret åndelig kost til næring af vores sultne sjæl. Kommunikation med vor himmelske Fader gennem bøn er tilgængelig og velkommen overalt og altid.
Et af mine yndlingsskriftsteder lærer os, hvordan vi bør henvende os til vor himmelske Fader, når vi knæler for at bede: »Vær du ydmyg, så skal Herren din Gud skal lede dig ved hånden og give dig svar på dine bønner« (L&P 112:10). Når vi er ydmyge og lydige, vil vor himmelske Fader være med os. Han vil lede os ved hånden. Han vil inspirere os til, hvor vi skal gå hen og hvad vi skal gøre. Han vil besvare vores bønner i henhold til sin vilje, måde, timing og absolutte kundskab om, hvad der er godt for os.
Vi bør huske dette og påskønne muligheder for at nærme os Guds trone og modtage velsignelser ved hans hånd.