Hvem er død?

Jared R. Moon er fra Utah i USA

Jeg havde taget nadveren hundredvis af gange. Så hvorfor havde jeg ikke set den søde symbolik?

Som menighedsmissionærer havde min hustru og jeg plejet fællesskab med et ungt par. Vi elskede dem og deres børn. Til sidst tog de imod vores invitation til at komme i kirke.

Da vi ankom for at hente dem en søndag morgen, undskyldte de, fordi de ikke var klar. Men deres seksårige søn, Keaton, bønfaldt sine forældre om at komme med. Så med deres tilladelse tog han tøj på og kom med os i kirke.

Eftersom vi kom for sent, satte vi os bagerst i kirkesalen. Pludselig følte jeg et ryk, og jeg vendte mig og så Keaton gribe fat i mit jakkesæt. Med et ængsteligt udtryk og stirrende op gennem kirkesalen spurgte han: »Hvem er død?«

»Hvabehar?« svarede jeg og fulgte hans blik. »Der er ikke nogen, der er død.«

Mens jeg grundede over Keatons spørgsmål, kiggede jeg på nadverbordet. For en dreng, der ikke havde meget erfaring med Kirken kunne det nemt se ud, som om der lå et legeme under det klæde, der dækkede nadverbrødet og vandet. Så slog det mig: Nogen var død. De hellige symboler, der repræsenterer Jesu Kristi legeme, var lige for øjnene af os. Hvorfor havde jeg ikke med min erfaring i Kirken set den søde symbolik?

Jeg takkede Keaton for hans spørgsmål og forklarede, at nadverdugen dækkede brødet og vandet, og hvad det betyder for os. Hans enkle spørgsmål havde mindet mig om, at Frelseren virkelig døde, for at vi kan leve.

Lige siden den dag har Keatons spørgsmål givet genlyd i min sjæl. Det har hjulpet mig til at nærme mig nadverbordet med mere fokus på Frelseren. Nadverens symboler er blevet mere levende, og deres betydning sidder længere tid i mig i løbet af ugen. Jeg vil altid være taknemlig for Keatons uskyldige spørgsmål.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Når vi forener os over hele kloden hver uge om det, som vi håber på er en stadig større hellig påskønnelse af Kristi majestætiske sonoffer for hele menneskeheden, må vi så til offeralteret bringe ›mer sorg for hans smerte, mer gru for hans død‹. Og når vi da reflekterer, beder og på ny fornyer vores pagter, må vi da fra det hellige øjeblik få ›mer tålmod i trængsel … mer håb i min nød‹ [»Mer hellighed giv mig«, Salmer og sange, nr. 63].«¹