Liahona
Modtager åbenbaring, indtil vores tro bliver urokkelig
April 2024


»Modtager åbenbaring, indtil vores tro bliver urokkelig«, Liahona, apr. 2024.

Kom og følg mig

Enoshs Bog

Modtager åbenbaring, indtil vores tro bliver urokkelig

»Jeg opfordrer jer til at tage de nødvendige skridt for at høre Herren bedre og oftere, så I kan modtage den indsigt, han vil give jer.«1 –Præsident Russell M. Nelson

Billede
Enosh beder

Illustrationer: Dan Burr

Beretningen om Enosh i Mormons Bog er en god kilde til at lære at »høre Herren bedre og oftere«, sådan som præsident Russell M. Nelson har rådet os til.2 Denne smukke korte beretning fra skriften viser os, hvordan vi kvalificerer os til åbenbaring, hvordan åbenbaring normalt kommer, og hvorfor vi bør søge åbenbaring. Af Enosh kan vi også lære, hvordan vores tro på Herren bliver »urokkelig« (En 1:11), og hvordan vi får vished om, at vi vil finde hvile hos vor Forløser (se v. 27).

Søgen efter åbenbaring

»Den kamp, som jeg havde foran Gud« (v. 2). Enosh beskriver sin indsats for at modtage åbenbaring som en »kamp«. Dette er udtryk for noget svært og bekræfter det, som præsident Nelson har sagt, at »det kræver arbejde at modtage åbenbaring.«3 Vi kan ikke forvente at modtage den ved en tilfældighed eller minimal indsats (se L&P 9:7-8).

»Jeg gik ud for at jage dyr i skovene« (v. 3). Enoshs åbenbaring kom, da han var alene i skoven, og det viser os, at »stille tid er hellig tid – en tid, der muliggør personlig åbenbaring og indgyder fred.«4 Da præsident M. Russell Ballard, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, var bekymret for, at vores nutidige mangel på stille tid begrænser vores evne til at modtage åbenbaring, sagde han: »Folk oplevede i tidligere tider ensomhed på måder, vi ikke kan forestille os i vores overfyldte og travle verden. I dag kan vi, selv når vi er alene, være forbundet ved hjælp af mobile enheder, bærbare computere og fjernsyn for at holde os underholdt og beskæftiget. Som apostel stiller jeg jer nu et spørgsmål: Har I nogensinde alenetid i stilhed?«5

»De ord, som jeg ofte havde hørt min far tale angående evigt liv … sank dybt i mit hjerte« (v. 3). I de stille tid begyndte Enosh at grunde over, hvilket betyder »at fundere og tænke dybt over noget, som oftest skrifterne eller andet, som hører Gud til.«6. Enoshs oplevelse bekræfter det, som præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Når vi grunder over, indbyder vi til åbenbaring gennem Ånden.«7

»Og min sjæl hungrede« (v. 4). Som en, der hungrer efter mad, havde Enosh et intenst ønske eller en dyb længsel efter at kende og opleve det, der hører Gud til. Dette ønske motiverede og kvalificerede Enosh til at søge efter og modtage personlig åbenbaring. Præsident Nelson har lovet: »Når I rækker ud efter Herrens kraft i jeres liv med samme intensitet som en druknende person, der hiver og gisper efter luft, vil kraften fra Jesus Kristus blive jeres. Når Frelseren ved, at I virkelig ønsker at række ud til ham – når han kan føle, at jeres hjertes største ønske er at trække hans kraft ind i jeres liv – vil I blive ledt af Helligånden til at vide præcist, hvad I bør gøre.«8

»Jeg … anråbte ham i indtrængende bøn … hele dagen lang … og da natten kom, oplod jeg stadig min røst, så den nåede himlene« (v. 4). Enoshs oplevelse viser, at intens, vedholdende bøn indbyder til åbenbaring. Men det behøver ikke at ske gennem en enkelt, lang bøn. Som ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »En spurt kan virke imponerende på kort sigt, men standhaftighed over tid er langt mere effektiv, langt mindre farlig og giver langt bedre resultater … Et forsøg på at bede én gang i flere timer vil højst sandsynligt ikke give de samme åndelige resultater som meningsfuld morgen- og aftenbøn, der konsekvent bliver bedt i løbet af flere uger.«9

Ligesom Enosh vil der være tidspunkter i vores liv, hvor den åbenbaring, vi søger, ikke kommer med det samme. Når det sker, bør vi følge hans eksempel og fortsætte med at bede i tro og trofast vente på Herren.

Genkendelse af åbenbaring

»Da lød Herrens røst … i mit sind« (v. 10). Enosh vidste, at hans bøn havde nået himlene (se v. 4), fordi han modtog et svar fra Herren. Han skriver: »Der kom en røst til mig, som sagde: Enosh, dine synder er dig tilgivet« (v. 5). Selvom Enosh beskriver at høre en røst, tydeliggjorde han senere, at det ikke var en røst, der kunne høres for hans ører, men en åndelig røst i hans sind. Han skriver: »Da lød Herrens røst igen i mit sind« (v. 10).

Præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum, forklarede, at »denne fintfølende, rene åndelige kommunikation kan ikke ses med vore øjne eller høres med vore ører. Og selv om den beskrives som en røst, er det en røst, vi snarere føler end hører.«10

Enoshs oplevelse viser, at den mest almindelige form for åbenbaring ikke er, når Herren hørligt taler til os eller visuelt viser sig for os, men når han diskret taler gennem sin Ånd til vores sind og hjerte (se L&P 8:2-3).

Billede
Enosh underviser folket

Velsignelser ved åbenbaringer

»Enosh, dine synder er dig tilgivet« (v. 5). Ved personlig åbenbaring modtog Enosh en forsikring om, at hans synder var blevet tilgivet. Det er en af de største velsignelser, vi kan modtage gennem åbenbaring. Faktisk er det, hver gang vi modtager åbenbaring gennem Helligånden, bevis på, at vores hjerte ændrer sig, og at vi kommer Gud nærmere. Præsident Henry B. Eyring har forklaret: »Hvis I har fornemmet Helligåndens påvirkning i dag, kan I se det som et bevis for, at forsoningen er virksom i jeres liv.«11

»Min tro [begyndte] at blive urokkelig« (v. 11). Efter at have modtaget den velsignelse, han søgte, vendte Enoshs ønsker sig udad – mod andres åndelige velfærd og evige frelse. Han bad for sin familie blandt nefitterne og derefter for lamanitterne. Da han bad, oplevede han noget helligt. Han forklarede: »Og efter at jeg, Enosh, havde hørt disse ord, begyndte min tro på Herren at blive urokkelig« (v. 11).

En af velsignelserne ved at modtage personlig åbenbaring fra Herren er, at disse åndelige oplevelser styrker vores tro på ham. Hver gang vi hører ham, vokser vores tro på Jesus Kristus. Med tiden kan vedvarende åbenbaring gøre vores tro på ham urokkelig.

Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) delte sin egen erfaring således: »Da jeg som dreng begyndte i gerningen, gik jeg hyppigt ud og bad Herren om at vise mig noget stort, så jeg kunne få et vidnesbyrd. Men Herren holdt underne tilbage for mig og viste mig sandheden linje på linje, bud på bud, lidt her og lidt der, indtil jeg kendte sandheden fra top til tå, og indtil jeg var fuldstændig renset fra tvivl og frygt. Det var ikke nødvendigt for ham at sende en engel fra himlene for at gøre dette, ej heller var det nødvendigt at tale med en ærkeengels basun. Gennem den levende Guds Ånds stille, sagte røst gav han mig det vidnesbyrd, jeg er i besiddelse af. Og gennem dette princip og denne kraft vil han give alle menneskenes børn en kundskab om sandheden, der vil forblive hos dem.«12

»Deres tro var ligesom din« (v. 18). Da Enosh først var blevet tilgivet for sine synder, forklarede Herren ham, at det skete »på grund af din tro på Kristus, som du aldrig før har hørt eller set« (v. 8). Efter at have modtaget mange flere åbenbaringer fik Enosh til sidst den samme tro, som hans fædre havde: »Deres tro var ligesom din« (v. 18). Enosh havde tro på Kristus ligesom Lehi, Jakob og Nefi, der alle havde set Herren i et syn. Selvom hans vidnesbyrd kom ved personlig åbenbaring gennem Helligånden, var det lige så sikkert, som om han havde set Herren. Enoshs oplevelser illustrerer et princip, som ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har undervist om i forbindelse med apostlen Thomas’ vidnesbyrd om Frelseren: »Man kan have samme tro eller vidnesbyrd, som Thomas havde modtaget, uden at røre eller se ham [se Joh 20:29].«13

Hen mod slutningen af sin bog skriver Enosh, at han snart skal dø, og »da skal jeg … se hans ansigt« (v. 27). Hans afsluttende vidnesbyrd minder os om det sidste vidnesbyrd fra ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum. Ved aprilkonferencen i 1985, blot få dage før han døde, sagde han om Frelseren:

»Jeg er et af hans vidner, og en dag i fremtiden skal jeg mærke naglegabene i hans hænder og fødder, og jeg skal bade hans fødder med mine tårer.

Men jeg vil ikke vide med større sikkerhed, end jeg gør nu, at han er Guds almægtige Søn, at han er vor Frelser og Forløser.«14

»Og jeg går snart til mit hvilested, som er hos min forløser; for jeg ved, at i ham skal jeg hvile« (v. 27). Enosh vidste gennem personlig åbenbaring, at han ville blive frelst af Jesus Kristus i det celestiale rige. Nogle antager, at det er noget, vi aldrig kan vide i dette liv. Andre tror, at denne viden kræver noget dramatisk, såsom et besøg fra Frelseren. Men Herren har belært om, at Helligånden kan give mennesker løftet om evigt liv gennem deres vedholdende trofasthed i at holde deres pagter.15 Denne åndelige vished er betinget af vores trofasthed: »Helligånden trækker godkendelsesstemplet tilbage, hvor pagter brydes.«16

Når vi »trænger [os] frem« på pagtsstien, idet vi »holder ud til enden«, vil Herren give os åndelig vished langs vejen, indtil vi med sikkerhed ved, at »[vi] skal få evigt liv« (2 Ne 31:20). I skrifterne kaldes denne proces »at befæste sin kaldelse og udvælgelse.«17

Ligesom Enosh vil vi, når vi kæmper med Gud, mens vores sjæl hungrer og vores hjerte grunder, når vi beder indtrængende for os selv og andre, modtage åbenbaring på åbenbaring i vores stille stunder, indtil vores tro på Jesus Kristus bliver urokkelig, og vi ved, at vi en dag vil hvile hos ham.

Udskriv