»Taknemlig for at kunne bringe dem hjem«, Liahona, apr. 2024.
Trosskildringer
Taknemlig for at bringe dem hjem
Min fars sikre hjemkomst fra Anden Verdenskrig hjalp mig til at værdsætte miraklet med slægtsforskning, da jeg blev medlem af Kirken.
Herover: Forfatteren med sit barnebarn Jordan Stanford og datteren Marie-Laure Stanford.
Foto brugt med tilladelse af forfatteren
Paris i Frankrig var på mange måder et mørkt sted i 1939. Vores soldater var allerede begyndt at føle nederlaget, og en strøm af parisere begyndte at forlade byen. I sommeren 1940 havde Tyskland besat Frankrig.
Min far blev ansat under Service du Travail Obligatoire (tvungen tjeneste) og blev sendt til Tyskland for at arbejde på en fabrik. Mor og jeg forblev sammen og tog småjobs for at klare os i de svære år under besættelsen.
En dag på vej hjem fra arbejde i sommeren 1944 cyklede jeg igennem Place de la Concorde og befandt mig pludselig midt i en ildkamp. Tyske kampvogne fyldte pladsen, og forvirringen var total, da der kom skud fra alle sider, også fra hustagene. En tysk soldat greb mig i armen og skubbede mig om bag sin kampvogn og reddede derved mit liv.
Derefter kom forandringen hurtigt. De allieredes hære drog snart ind og befriede Paris. Frankrig fejrede det, men mor og jeg kunne ikke tage del i det generelle glædesudbrud. Vi havde ikke hørt nyt om min far. De franske fanger vendte langsomt tilbage, men vi spekulerede på, hvordan de, der havde arbejdet på tyske fabrikker, havde klaret sig.
En aften ankom far, uden varsel, udmattet og ubarberet. Han fortalte os om sin mirakuløse flugt fra Tyskland og sin rejse til fods, på cykel og med tog gennem Ungarn og Tjekkoslovakiet.
Vores familie var sammen igen, og vores glæde var fuldkommen.
Giséle som ung kvinde.
Ubetvivlelige svar
Nogle år senere, efter jeg havde accepteret lærdommene fra to unge mænd, der bankede på døren til min mands chokoladefabrik, stod den evige vigtighed af at have – og bringe – vores familie sammen klart for mig. De præsenterede sig som missionærer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Min mand, Gerard, havde aftalt at møde dem derhjemme efter arbejde, men han glemte at fortælle mig det. Da jeg så disse to unge, bad jeg dem om at sætte sig i stuen og vente på Gerard. Jeg var ikke særlig venlig mod dem.
Jeg var religiøs, men min tro krævede ikke meget af mig. Jeg havde levet lykkeligt uden at skulle studere eller stille spørgsmål. Tanken om at betvivle min tro bekymrede mig, og jeg følte mig ikke modig nok til at ændre min religion.
I lang tid gik Gerard i kirke uden mig. Den lille gren, han deltog i, holdt møder i en trailer, mens Kirkens første kirkebygning i Frankrig blev bygget. Gerard hjalp endda med at grave ud til fundamentet.
Han kom glad hjem og prøvede at dele sine indtryk med mig. Til sidst tog jeg missionærlektionerne og stillede primært spørgsmål, der havde til hensigt at gøre disse to stakkels missionærer forlegne. Med stor tålmodighed og fuldstændig ærlighed indrømmede de deres uvidenhed om visse doktrinære punkter, de tilbød at undersøge mine spørgsmål og vendte tilbage den følgende uge med ubetvivlelige svar.
Da en vikariende præst i sognet fandt ud af, at vi modtog missionærerne, forsøgte han at afsløre Kirkens lærdomme som falske. Men hans indsats havde den modsatte virkning. Da han prøvede at male Kirkens medlemmer i det værst tænkelige lys, besluttede jeg mig for at acceptere de principper, missionærerne underviste i, og blive døbt.
Gerard havde været klar til at blive døbt i lang tid, men ønskede ikke at blive døbt uden mig. I maj 1964 satte missionærerne et transportabelt bassin af lærred op midt i stuen i deres lejlighed og fyldte den med vand gennem et rør, der løb fra vasken. Alle vores venner fra kirken var der. Jeg var så følelsesladet, at jeg var bange for, at mine tårer ville få bassinet til at flyde over!
Giséle sammen med sin mand, Gerard, og deres to døtre ved templet i Bern i Schweiz.
Forbundet for evigt
Et år senere i templet i Bern i Schweiz blev min mand og jeg beseglet til hinanden, og så blev vores to døtre beseglet til os. Mens vi var der, udførte vi tempeltjeneste for vores forfædre. Jeg elsker det, Kirken lærer os om slægtsforskning, beseglinger og Israels indsamling. Jeg elsker det fokus, der er på at bringe familier sammen.
Gisèle med døtrene Marie-Laure Stanford og Isabelle Horne.
Det var ikke let at lave slægtsforskning i Frankrig på det tidspunkt, men jeg følte mig inspireret til at gøre det. Der fandtes ingen digitaliserede optegnelser, så jeg rejste ofte til en forfaders hjemby for at anmode om fysiske optegnelser. Jeg oplevede sådan en særlig følelse, når jeg holdt dokumenter skrevet af ydmyge mennesker, der havde været til stede ved en af mine forfædres fødsel, bryllup eller død.
»Jeg elsker det, Kirken lærer os om slægtsforskning, beseglinger og Israels indsamling.«
Jeg er lidt begrænset af alder nu, men jeg er så taknemmelig for, at jeg fortsat kan arbejde for mine forfædre gennem FamilySearch, både ved at indeksere og finde nye navne. Med de værktøjer, der er tilgængelige, har jeg indekseret over 35.000 navne og fundet over 5.000 navne at tage med til templet.
Den lykke, vi finder i evangeliet, er fuldkommen, når vi kan nyde den sammen med vores familie. Jeg er taknemmelig for muligheden for at bringe dem sammen – at bringe dem hjem for evigt.